Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Storladne vingesus

Populær
Updated
Storladne vingesus

Når nu møl fra Aarhus netop er blevet annonceret som deltagere i årets WOA-battle, så blev bandets ep fra sommeren 2014 pludselig aktuel. Specielt med tanke på, at bandets shoegazende black metal er god og fortjener at blive hørt.

Kunstner
Titel
møl
Dato
07-07-2014
Karakter
3

møl kommer fra Aarhus og staver konsekvent deres navn udelukkende med små bogstaver. Insektet, som bandet har taget navn efter, er oftest et nattedyr, og både navn og skrivemåde passer perfekt til bandet og dets musikstil, der beskrives som shoegaze metal. Det er, som om bandet prøver at sige: "Tag jer ikke af os, vi går bare lidt rundt her i nattens ly og drømmer...". Men møl behøver nu ikke at gå og krybe langs væggene og gemme sig, for musikken er så vedkommende, at den må ud i lyset, ligesom de drømmende musikalske landskaber, som bandet bygger op, har en lethed som en bekymringsfri forårsdag.

I metalverdenen er lethed og elegance måske ikke det, som tilstræbes mest, men det er bestemt ikke negativt, at møl (bandet, altså) lyder så luftige. Det minder på sin vis om Deafheaven i forhold til de smukke lyde, der gør, at man næsten ikke ænser, at vokalen er godt på vej mod noget Burzumsk, og samtidig er der en kreativ brug af pedaleffekter, som giver en oplevelse af at der er keyboard/synths involveret, selvom det ikke er tilfældet. Især  ep'ens sang nr. 2 og 3 prydes af dette, og det skaber en majestætisk stemning a la en simplere udgave af Limbonic Art. Eller andet black metal fra perioden efter Dimmu Borgirs gennembrud, hvor keyboardsovs blev det nye sort. Igen lyder det frygteligt negativt, men møl bruger instrumentet på en meningsfuld og ikke mindst intelligent måde, så musikken vokser.

Tonsende trommer og som nævnt en ret hidsig vokal er kontrasten til synth-lignende effekter og guitarer, hvis lyd ikke er meget voldsommere, end den høres i indie-rock, som åbneren 'Sundrowned' endda har et riff i stil med. Og det er bestemt interessant, overraskende og en anderledes indblanding i de ellers ofte pumpende akkorder.

møl har fat i noget rigtigt interessant her, selvom effekterne som minder om keyboards dog fylder så utroligt meget i lydbilledet, og med sin store brug af de langstrakte akkorder indimellem falder i en shoegaze-fælde, hvor musikken bliver ensformig og skabelonagtig i opbygningen. Men overordnet er niveauet højt, og når de gode idéer er til stede, og bandet ligefrem evner at overraske lytteren, som det gøres i 'Sundrowned' , så viser møl et fantastisk potentiale og skinner som et funklende lys i natten.