Eyehategod gav ikke verdens bedste koncert på Copenhell i 2026, hvor forsangeren virkede ligeglad og generelt bare leverede en svag indsats.
Inhuman Nature var et af festivalens få thrash-koncerter her i 2026, men den vil ikke blive husket for så meget andet end et studie i generisk genreopvisning.
Calva Louise var svære ikke at holde af, men musikalsk var det ikke nogen stor oplevelse på Gehenna torsdag aften.
Det var meget samme show, som vi har oplevet før, vi fik fra Violent Magic Orchestras hånd, men i momentet gjorde det ikke så meget.
Vi fik en koncert med Morild uden selvlysende maling og mørke; kunne (post-)atmoblack-bandet stå distancen under Ras nådesløse stråler?
Chopper blandede det hele sammen og leverede en skøn dansefest for de uvejrsresistente. Det forløste ikke helt potentialet, men det blev så godt som det var muligt efter en kaotisk næsten-afslutning på aftenen.
Psychomosher fra Columbia gjorde Gehenna-scenen endnu varmere med deres uhæmmede passion for europæisk 80’er thrash.
Henret levede i det store hele op til navnet, da de ganske enkelt slagtede publikum på en stopfyldt Gehenna. Det kunne ikke være gået bedre.
Omsorg var så gennemsympatiske, at det næsten skyggede for musikken, men også kun næsten. For de har jo ret: Vi skal stadig huske at lytte til hinanden, selvom vi spiller hårde og farlige.
Tidligt fredag på Gehenna beviste Pustulant Flesh, hvorfor de er deres generations bedste death metal-band.
MOR beviste, at kemi og kaos aldrig går af mode, til en reunion, der emmede af punkånd, nostalgi og rendyrket spilleglæde i skoven.
Deathcoren voksede støt og roligt og fik undervejs godt tag i publikum takket være energibomben Megan Targett i front.
Powerplant tog sig ikke af sløvt fremmøde, men må nok sande, at der skal lidt flere af de store sange til, hvis der for alvor skal imponeres.
De tre unge, indonesiske kvinder i Voice of Baceprot tog internettet med storm for et par år siden. Kunne de stå distancen på bagkanten af hypen?
Der var godt med meninger i End Its hardcore-sæt, hvor bassen bed fra sig, men det var nu den energiske og storsnakkende frontmand, man bedst huskede bagefter.
Gridirons amerikanske, metalliske hardcore blev serveret ganske fortrinligt for første gang for et publikum i Danmark.
Den californiske trio tog os med på en charmerende tur i skoven. Det var dog fattigt på fuglesang.
Rap Martin Rap var mest af alt Martin selv, og hans del var formidabelt underholdende, musikken var til gengæld så som så.
Texanske Die Spitz underholdt tilforladeligt i varmen, hvor der var masser af kærlighed mellem band og publikum, men ikke helt den nerve i musikken, vi havde håbet på.
Scimitar udfordrer, forvirrer og fascinerer på Gehenna – og ender med at levere et af deres stærkeste liveindtryk til dato.