Copenhell 26: Hold det kort, hold det hardcore
Der var godt med meninger i End Its hardcore-sæt, hvor bassen bed fra sig, men det var nu den energiske og storsnakkende frontmand, man bedst huskede bagefter.
Prøv tankeeksperimentet, at man af mystiske årsager vælger at sætte Slayers 'Reign in Blood' i gang på sin favoritstreamingtjeneste på mobilen i det øjeblik, at Baltimore-bandet End It talte for til koncerten på Gehenna. Måske som en slags alternativ tidtagning som pendant til genopståede Barcode og deres frontmand Knud Linds udsagn i Sort Søndag om, at et godt hardcore-show ikke må vare mere end 29 minutter. Ja, Slayer er ikke hardcore, men hvor lang er det lige, den skive er? Lige under 29 minutter.
Men End It. Det er hardcore. Og det er hardcore med meninger og adskillige ytringer i sangene og mellem sangene fra Akil Godsey i front. En sand motormouth, der lagde vægt på, hvor meget han og bandet var hardcore, og at Baltimore havde den bedste scene med dem selv, Turnstile og flere andre. Som han sagde, hvis man ikke tror på sig selv, hvem skal så? Og hvorfor ikke tro på sig selv, for Godsey har en imponerende vokal. Han hævdede, at han kunne synge opera, men valgte hardcore. Sandt eller ej, så er der ikke meget hardcore, der har en så varieret vokal, og der er da ingen tvivl om, at han både kan synge, rappe og råbe sine meninger ud.
Slå ihjel
Lad os tale om bananen i rummet. Bandet havde jo en lille hændelse for nyligt, da Godsey, hvem ellers, til et show med bandet kaldte en person i banan-konstume ud og fortalte publikum, at bananen skulle slås ihjel. Fyren indeni blev naturligvis ikke slået ihjel, men kostumet havde efterfølgende set bedre dage. Der var hverken bananer eller andre frugtkostumer blandt Copenhells publikum, men det afholdt da ikke Godsey fra at ytre "I wanna see somebody die".
Boomy stortromme, masser af bas og fint covernummer
Stortrommen gjorde til gengæld igen sit for at dræbe lydbilledet på Gehenna. Samtidig var bassen afsindig høj og bidsk i sin tone, men det var til gengæld ret fedt. Fra start var lydbilledet et syndigt rod, men det blev heldigvis bedre.
Der var stærkt energi over hele linjen og vi fik fremragende 'Pale Horse', 'Lifer' og også et cover, som på interessant vis gav et afbræk i showet med noget, der havde et andet lydbillede end bandets egne sange. Her var der melodi på vokalen hele vejen igennem, det var NYHC og nummeret 'Could You Love Me?' af Maximum Penalty. Igen, Godsey synger nu godt. Det er intenst, uanset hvilken vokalstil han lægger for dagen.
This is a hardcore-show
Allerede fra start fik vi at høre, at det her var hardcore. Ryk tættere på scenen, det er jo for fa'en et hardcore show. Fuck regeringen, protester nytter ikke, man må slå ihjel for sine meninger. Bandet de var fra Baltimore, det var vi ikke i tvivl. Og Godsey selv hævdede blot at være et røvhul derfra, ikke Jesus, selvom der var en art prædiken fra scenen. Protester og sniksnak virker ikke. Der skal fysisk vold til, og er du ikke villig til at dræbe en nazist, så shut up.
Men Godsey var ikke alene. Han blev flankeret af Ricky Garcia fra Dead Heat på guitar og AJ Hoenings fra Blind Justice på bassen. Og Gonz på trommer, Chris Gonzales.
Pludselig så var Godsey det så alligevel. Alene. De andre forlod scenen, men ikke Godsey. Han var ikke færdig. Skal jeg synge en sang for jer? Så fik vi Billy Joels 'Only the Good Die Young' i a cappella version.
Her sluttede End Its show til fleres forbløffelse, for vi var jo nærmest kun lige startet. Baltimore-hardcore. Sådan.
[...]
Og her løb de sidste sekunder af 'Reign in Blood' ud.