Copenhell 26: Mor tilbage til kamp!
MOR beviste, at kemi og kaos aldrig går af mode, til en reunion, der emmede af punkånd, nostalgi og rendyrket spilleglæde i skoven.
Ovenpå Bring Me The Horizon som dagens bredere hovednavn stod valget mellem Sepultura, IOTUNN og MOR til den sene sendetid torsdag aften. Sepultura med deres sidste show på dansk jord er et naturligt stort trækplaster, og når IOTUNN, som har masserne godt med sig i disse år, ovenikøbet lover os hele ‘Kinship’ fra start til slut, så er konkurrencen hård … men fremmødet til MOR på Gehenna-scenen er alligevel propert. Og fuldt forståeligt.
Før denne gendannede electropunk-duo dukkede op på plakaten, var de et helt ukendt blad for denne skribent, men historien er interessant. Ikke mindst på grund af de medlemmer, der dels tæller Josefine Struckmann, som siden opbruddet i 2012 har rettet fokus på sit eget projekt Nurse og på kunst over en bredere kam fra skulpturer til film, men ikke mindst også tæller en af vores største, internationale popstjerner herhjemme i form af Karen Marie Ørsted aka MØ, der vel næppe kræver nærmere introduktion, selv ikke i disse spalter.
Struckmann og Ørsted voksede op sammen i Odenses forstæder, og det var derfor her, hvor MOR blev til tilbage i 2007, og som resulterede i de to 7inch-singler ‘Fisse i Dit Fjæs’ (2009), udgivet på Luk Røven Records, og ‘Vanvidstimer’ fra 2011. Derefter gik de hver til sit, og det er så først i kraft af denne invitation fra Copenhell, at de besluttede sig for at genoplive projektet, og et par rester fra dengang blev støvet af til endnu en 7inch, ‘Sort Nat’, der landede sidste måned på Mors Dag.
Så er spørgsmålet jo så, hvordan det folder sig ud, når et projekt af denne noget pubertære karakter pludselig genoplives af et par veninder, 15 år derpå – og om de stadig kan bære at synge sange om at fedte rotten i det forkerte skræv og at ryge morgenfed?
Det viste sig at være første gang, at MOR spiller med et band, mere præcist trommeslager, en keyboardist forklædt som troldmand og så Sophie Lake (St Digue / Pleaser / Abyssinia) på guitar, men det taler kun helheden op. Bassen får alt, hvad den kan trække, og trykker i brystkassen fra start i titelnummeret fra ‘Vanvidstimer’, og Struckmann og Ørsted spiller på ungdommens charme med refræner og skrig, med punknerven i behold. Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, da linien “Når jeg vågner, ryger jeg en fed” indleder den efterfølgende ‘Brune Drømme’, for mon ikke det trods alt er nogen år siden, at de sidst har gjort det – men det skider vi et godt stykke her og nu, for de sælger varen godt med lige den rette autencitet og glimt i øjet, blot indenfor de første fem minutter.
Ingen tvivl om, at det her for dem selv er en musikalsk fristund. En lejlighed til sjov og ballade, hvor de ubekymrende kan hoppe og kaste sig ind i hinanden, og minde hinanden om en tid uden bekymringer, uden forpligtelser og, ikke mindst for MØ, uden massernes søgelys. Hvor deres samlede materiale vel næppe består af mere end 25-30 minutters spilletid på plade, så får de dog trukket godt på bandet til at kunne folde hele de 40 minutters spilletid ud, hvor bl.a. keyboardistens tryllestav får Lake til at spinne rundt om sig selv som en snurretop, men også nogen hæderlige soli på hhv. tromme og guitar giver lidt adspredelse undervejs.
Musikalsk er det dog ret blodfattigt, hvor det primært handler om at have en fest, med hvad dertil hører af punkede ungdomsparoler, men jeg må tage hatten af hvor ægte de går til den, og hvor frigørende det er. ‘Kampen Fortsætter’ er givetvis ikke til at opstøve på nogen streamingtjenester, men alligevel vækker kampråbet gejst i skoven, ligesom ‘Sort Nat’ får forløst nogen af de sidste krampetrækninger i pitten, før Ørsted og Struckmann begge lader sig bære henover publikum til den afrundende ‘Fisse i Dit Fjæs’.
Det kan godt være, at jeg ofrede både Sepultura og IOTUNN for at få denne oplevelse med på vejen, men jeg fortryder absolut intet. MOR genoplivede en tid og et projekt, jeg aldrig kendte til dengang, og det var forbandet underholdende på sin egen lo-fi måde. Og ikke mindst dejligt at se, at Struckmann og Ørsted gik til opgaven med kemien intakt og en bramfri ånd, der i hvert fald ligger milevidt fra det, vi kender MØ for sidenhen.
Og så er det da også bare underholdende at forlade pladsen til lyden af et publikum, der bliver ved at chante fisse i dit fjæs, fordi hvorfor skal alting også være så højtideligt?