Hvad er bedre til at fejre 20 års jubilæum som fotograf på et af Københavns mest ikoniske spillesteder, end ved at snuppe koncert nummer 5000-og-noget i rækken med den amerikansk-canadiske rebel Grandson?

3Teeth søger videre mod midten og det skaber sammenstød i gode ideer og samarbejde. 

Anmelderen havde en god første date med Siamese og måtte endnu engang erkende, at med fordomme kommer man ikke ret langt.

Blackgold ruskede op i de fremmødte på Copenhells hårdeste dag: andendagen.

Heldigvis var danskernes koncert på Pandæmonium en “bedre sent end aldrig oplevelse”, trods lydmæssige udfordringer. 

Mastodonten leverede stilsikkert uden at imponere. Så kan man diskutere, om der er brug for flere generationers version af bandet. 

Pandæmonium blev udsat for et sært mix af rå energi og leflende underholdning. Kun en af disse klædte Fever 333.

For første gang nogensinde uddeler Devilution bund- og topkarakter til samme album. Det kan naturligvis ikke være andre end Five Finger Death Punch.

Natjager tangerer blandingsmisbrug, men hiver den hjem på charme og skovsnegle.

…I don’t know if you’ve noticed, but I’m getting old… – Corey Taylor lagde ikke skjul på elefanten i manegen. Eller arenaen. Malmö Arena hvor Slipknot i aftes gav koncert.

Wacken og Slipknot har ventet på hinanden i 23 år. Fredag kom forløsningen. Sikke et show, hvor vildskab var erstattet af professionalisme et hovednavn værdigt.

Indonesiske Voice of Baceprot havde hjertet på rette sted på Stengade. Det samme havde publikum. Desværre var den musikalske side af sagen slet ikke på omgangshøjde med ambitionerne.

Det er kun 11 dage siden KoЯn var i Danmark på Copenhell. Det kunne mærkes på fremmødet i Aarhus og energien fra band og publikum.

Dansk musik har gennemgået en fantastisk udvikling de seneste år, og aftenenes koncert fra Siamese var beviset på lige præcis det.

Det lugtede af en slem skuffelse, da KoRn åbnede Helviti på Copenhells andendag – men der skal heldigvis meget mere til at slå det sejlivede band ud. 

Man kan elske eller hade Natjager, men det er svært at komme uden om, at ’At kende bølge fra hav’ har sine øjeblikke – ditto at bandet er et produkt af vores nutid, på godt og ondt.

Northlane har masser af gode ideer, men er sjældent helt succesfulde med udførelsen – om end vi får en enkelt overraskelse eller to. 

Bloodywood er parat til at redde dig, mig, os alle sammen fra den nærtstående undergang – og regner man indholdet på ’Rakshak’ som udtryk for succesraten, så er vi i ganske sikre hænder. 

Skal man tro Jonathan Davis, er ‘Requiem’ en mere positiv plade – især oven på den dystre “The Nothing”. Det er måske sandt, men 'Requiem' er stadig særdeles dyster.

Ganske som forventet har Architects søgt en genremæssig udvikling. Desværre har briterne ikke styrke nok til at taget skridtet fuldt ud, og bandets niende fuldlængdeudgivelse ender med at være både fugl og fisk.