Copenhell 25: Fra barndommens gade til de større scener
Selvom inspirationerne var blevet nærstuderet i alt fra musik og til, hvordan man trykker den af, så var Tetrarch en rigtig fin live-oplevelse
Kvartetten fra Atlanta, Georgia i USA havde i den grad fået en nærende, energigivende morgenmad fredag morgen, så klar som bandet var på at rive alt ned på Hades. Måske endda nogle Korn-flakes? I hvert fald er numetal-giganterne en væsentlig inspirationskilde for bandet og især brugen af effekter hos den stærkt spillende Diamond Rowe på fløjen.
Det lagde Tetrarch da heller ikke skjul på. For halvvejs i sættet fik vi en dundertale om at blive ved med at kæmpe og have hinandens ryg. Fortalt gennem bandets egne prøvelser. Det var lige fra, hvordan Josh Fore på vokal og guitar og veninden Diamond Rowe havde været barndomsvenner, der jammede guitar fra 12-årsalderen og drømte om en dag at kunne turnere som heltene i Slipknot, Metallica og ja, Korn. Gennem smågigs og transporten til og fra siddende frysende i ramponerede varevogne til scenefolk, der ikke mente, at bandet var metal nok, hårde nok, catchy nok. Alt muligt nok. Og til nu at kunne være i Europa og leve drømmen tre albums senere.
Catchy? Det må man give dem, at Tetrarch faktisk var i flere sange, særlig ‘I’m Not Right’, der minder om Korn i mere kondenseret og radiovenligt format. Og arbejdsomme. Kvartetten gjorde vitterligt alt for at få folk med, og de havde virkelig scenetække og de store smil på. Der var tydeligvis blevet øvet i at levere en flot indsats altid. Det var dog et uheldigt signal i forhold til at komme mere og mere op ad rangstigen, at ‘Never Again (Parasite)’ fra det nyeste album, så desværre betød, at et ellers højoktant sæt lige tabte pusten af det mere stille og anonyme nummer.
Men da heldigvis også kun for en stund, og bandet fortsatte med sin fremragende, skarpe lyd, hvor der virkelig var mulighed for at høre de finurlige riffs, hvor brugen af phaser-pedal og delay var en kæmpe del af riffenes identitet.
Et helt band og en mere end godkendt præstation
Der var dog andre på scenen ud over guitarister med pedaleffekter eller stor snakkelyst. Trommeslager Ruben Limas spillede energisk og levende, mens bassist Ryan Lerner leverede de sprøde, tunge toner alt imens han kom godt rundt på scenen. Derudover var der bandets crew, hvor der var hyppige besøg på scenen fra fotografer og teknikere, der lige drejede en smule på en af Rowes effektpedaler. Det skulle dokumenteres, et bevis til CV’et på vej mod næste skalp i karrieren.
Live var leverancen i top og bandet viste også at de både var catchy og kunne være ganske hårde, især i den temmelig nedstemte sang til sidst, hvor energien lød mere inspireret af Slipknot end Korn. Der vil stadig være lidt at overbevise med set på et helt album, men som morgenvækning på en festival, hvor de fleste ikke rigtig kender bandet: Mere end godkendt, det var rigtigt fedt.