eN oVErfLaDIsk hOmagE
Briternes syvende fuldlængdeudgivelse er nærmest præcis, hvad man kunne forvente – uden det nutidige momentum man kunne håbe på.
YOUtopia
Kool-Aid
Top 10 staTues tHat CriEd BloOd
liMOusine
DArkSide
a BulleT w/ my namE On
[ost] (spi)ritual
n/A
LosT
sTraNgeRs
R.i.p
AmEN!
[ost] p.u.s.s.-e
DiE4u
DIg It
I skrivende stund har anden-singlen fra Bring Me The Horizons syvende fuldlængde-udgivelse mere end 100 millioner afspilninger på Spotify alene. Første- og tredjesinglen har over 90 millioner. Selvom singlerne blev udgivet løbende siden september ’21, er det et klart tegn på bandets popularitet.
Når man lytter til ’LosT’ er der da heller ikke tvivl om, at bandet formår at skrive en ørehændende melodi. Nogenlunde i takt med tiden, og alligevel fyldt med referencer til hvad der var et hit, da Oliver Sykes og ensemblet var unge. På dette nummer er det i særdeleshed My Chemical Romance, der får en kærlig hilsen i et opdateret univers.
Tilsvarende skriger ’liMOusIne’ Deftones. Med et tungt, bastant riff, og Sykes med tydelige Chino Morino-inspierede fraseringer. ’DArkSide’ er nu-metal i lyd og ikke mindst lyrik, hvor forsangerens frasering og tempo på strofen ”Don't give a fuck if my heart stops beating” unægtelig danner association til et af genrens mest ikoniske strofer. På samme måde er ’a bulleT w/ my namE On’ en generel hilsen til hele screamo-genren – endda gæstet af Underoath, blot for at sætte trumf på.
Der er med andre ord strøget med referencer til 00’erne gennem hele ’POST HUMAN: NeX GEn’, mens kreativiteten og idérigdommen generelt er god. Man er aldrig i tvivl om hvem man lytter til, ligesom det heller ikke rigtig overrasker, at der er inkluderet en QR-kode til et online spil, skjult i den afsluttende ’Dig It’.
Alt i alt har vi fået en udgivelse, der er nærmest som forventet.
Det mest overraskende er, at vi har fået en samlet fuldlængdeudgivelse – og det er tilsvarende det mest unødvendige ved udgivelsen. Seks af numrene på pladen er allerede udgivet som singler, og det er begrænset, hvor meget de resterende numre giver af merværdi. Omend det er i 00’ernes ånd at udgive en hel plade, så er det underligt ude af takt med den tidsånd, Bring Me The Horizon har været store bannerførere for de seneste år.
Man må gerne føle mørket
Når Lil Uzi dukker op på den fremragende ’AmEN!’, så bliver vi mindet om det britiske bands succesfulde samarbejde på tværs af genrer. Selvom ’Werewolf’ lang fra er blandt Lil Uzis stærkeste kompositioner, er samarbejdet på ’Pink Tape’ og ditto på ’POST HUMAN: NeX GEn’ indbegrebet af Bring Me The Horizon. I en sådan grad, at det næsten er overraskende, at der ikke er trukket større veksler på nutidens større kunstnere/andre genrer.
Selvom et Underoath-visit nærmest altid er kærkomment, er AURORAs visit på ’liMOusine’ ét af få markører for bandets eksperimenteren på tværs af genrer. Selvom de forskellige ’OST’-interludes både byder på hidsig drum’n’bass og tunge hip-hop-beats, så bliver det sjældent indarbejdet i de reelle numre, og man savner det mod, der definerede ’AMO’.
I forlængelse heraf finder vi endnu en af pladens udfordringer. ’R.i.p’ har et element af querky, nutidig electronica, men falder hurtigt på maven i en lidt for letfordøjelig popsang, der ikke rigtig fænger. Det er her, pladen ikke formår at leve op til hypen. Det bliver lidt for ofte lidt for poppet, lidt for sødt og lidt for overfladisk.
Man kan naturligvis ikke negligere flere millioner afspilninger, men man kunne måske godt ønske sig lidt mere mørke og kontrast. At man følte Sykes smerte, angst og selvmordstanker i musikken fremfor en overfladisk omgang post-grunge, med sing-along undertoner og Pixies rip-off, som er resultatet på ’n/A’.