Acceptabel genoplivning af et andenrangsband
Populær
Efter 13 års albumpause vender den amerikanske andenrangs-nü-metal-kvartet Coal Chamber tilbage med en udgivelse, der hverken forarger eller imponerer.
Bad Blood Between Us
Light In The Shadows
Suffer In Silence
the Bridges You Burn
Orion
Another Nail In The Coffin
Rivals
Wait
Dumpster Dive
Over My Head
Fade Away (Karma Never Forgets)
Empty Handed
BIG TRUUUCK!... Det er overhovedet ikke en nü-metal-klassiker, hvis en sådan eksisterer, men det er dog alligevel et nummer, der sidder fast et sted i hukommelsesdyngen. Har man først sagt ’Big Truck’, må man uundgåeligt sige ’Loco’, og dernæst må man tænke på Coal Chambers selvbetitlede 1997-debut. Yderligere to album blev det til, ’Chamber Music’ (1999) og ’Dark Days’ (2002), inden bandet trak stikket grundet diverse interne stridigheder. Dez Fafara har efterfølgende udtalt, at det blandt andet var uoverensstemmelser om gruppens forbrug af rusmidler, der var skyld i bruddet.
Til trods for dette halvbitre brud blev Coal Chamber vækket til live igen i 2011, og nu er den amerikanske kvartet så parat med deres fjerde udgivelse ’Rivals’. Coal Chambers lineup anno 2015 har fundet rødder i bandets to grundlæggende medlemmer, Fafara og Miguel Rascón, mens Mike Cox igen sidder bag trommerne, og Nadja Peulen har fundet vejen tilbage på bas. Herved er scenen sat for en omgang dyster nü-metal anno 2015, og det store spørgsmål er så: Er det virkelig nødvendigt? Har det relevans at vække dette halvdepressive projekt, der på mange måder var et sekunda-band i genren, til live igen? Det er et spørgsmål, som Fafara & co. på ingen måde har intentioner om at besvare negativt. ’I.O.U Nothing’ kickstarter ’Rivals’ med en langt mere fyldig og tung sound end tidligere – uden der er nogen som helst tvivl om, at det er Coal Chamber. Mens Fafara vokaliserer på vant vis, er det Rascón, der står for albummets nerve. Han leverer flere solide riff, tunge som fanden og placeret lige i mellemgulvet. ’Bad Blood Between Us’, ‘Suffer In Silence’, ’Another Nail In The Coffin’ og ‘Over My Head’ er alle numre, der afspejler denne intensitet, svøbt i sprælsk klæde vævet af nerve. Især sidstnævnte bør begå sig godt i et koncertformat med sit jump along-venlige tempo og omkvæd.
Reelt set holder Coal Chamber et ganske fint niveau på denne fjerde udgivelse, dog uden virkelig at imponere. Kvartettens største problem er diversiteten numrene imellem. Om end Rascón har forfattet nogle habile riff, er det ikke nok, når disse kombineres med Fafaras monotone vokalarbejde. Det fungerer i Devildriver-kontekst, hvor Fafara bakkes op af mere opfindsomme harmonier, men i Coal Chamber-2015-kontekst havde det gavnet med variation i vokalarbejdet. Man kunne godt mistænke Al Jourgensens besøg på ’Suffer In Silence’ for at være resultat af netop den problematik, omend det næppe er årsagen. Ingen numre falder dog helt igennem, selvom den småkedelige ’Wait’ og specielt de ligegyldige fillers ’Orion’ og ’Dumpster Dive’ bidrager med minimal værdi.
Herved tilbage ved det store spørgsmål om relevans og nødvendighed. ’Rivals’ er under ingen omstændigheder en nødvendighed, i hvert fald ikke for andre end Coal Chamber. Når det så er sagt, er det en ganske fin udgivelse med en række udmærkede skæringer. Var man til Coal Chamber dengang, er der mulighed for et hyggeligt genlyt, men ’Rivals’ er næppe en plade, der vinder nye fans. Har udgivelsen relevans? Overhovedet ikke. Til trods for gode skæringer holder pladen et middelmådigt niveau og placerer sig lunt i forglemmelsens flod af udgivelser.