Nü metal og rensang

Populær
Nü metal og rensang

'That’s The Spirit' er intet mindre end en musikalsk milepæl for den engelske kvintet Bring Me the Horizon. Så kan man hade eller elske den alt efter præference.

Titel
That’s the Spirit
Trackliste
Doomed
Happy Song
Throne
True Friends
Follow You
What You Need
Avalanche
Run
Drown
Blasphemy
Oh No
Karakter
4

Den engelske kvintet Bring Me the Horizon (BMtH) har over de seneste fire år været igennem en rivende udvikling. På grund af forsanger Oliver Sykes' ketaminmisbrug er den rå vokal strøget. Det samme er guitarist Jona Weinhofen, der forlod bandet i 2013, og hertil skal lægges et utal af mere eller mindre relevante hændelser, der sandsynligvis også har påvirket bandets udvikling. Status er et band, der er milevidt fra udgangspunktet, både hvad genren om bandsammensætningen angår. ’Sempiternal’ (2013) pegede på mange punkter frem mod denne udvikling og stilistiske, mens ’That’s the Spirit’ cementerer dette.

Udvikling er, med få undtagelser, en proces, der kendetegner et band med format. Det er ligeledes en proces, der oftest skaber ravage i fanbasen, og det er uden tvivl, hvad denne femte udgivelse gør. Tonen og kritikken var allerede hård, da ’Sempiternal’ udkom, og den har ligeledes været det ved denne udgivelse, hvis ikke hårdere. Det er da også fuldstændig slut med nogen som helst form for 'core, om det så er metal- eller death-. I stedet byder 'That’s the Spirit’ på et hav af forskellige genreindtryk, hvor den bedst passende label sandsynligvis er alternativ metal med et kraftigt hint af nü metal. Det er ingen overraskelse, at den engelske kvintet bruger synths i deres kompositioner. Det har bandet altid gjort. Disse har sammen med Sykes' rene vokal dog fået langt mere spillerum end tidligere, primært på bekostning af guitar, der på flere numre er ganske afdæmpet og i højere grad har en supportfunktion. Albummets første skæring, ’Doomed’, er et fint eksempel på dette. Indledt af Sykes' ikoniske vokal i et synthpræget lydunivers, der hersker i en stor del af nummeret, før guitaren introduceres. ’Happy Song’ er til gengæld fuldstændig guitardrevet og er en af albummets mest energiske og vellykkede kompositioner. Inspirationsmæssigt skriger nummeret blødere Deftones, mens efterfølgende ’Thrones’ ikke kunne komme nærmere Linkin Park, end Linkin Park selv kunne komme, og det er i kombinationen af disse tre numre og inspirationskilder, at ’That’s the Spirit’ musikalsk befinder sig.

Kan man affinde sig med dette grundlæggende princip for udgivelsen, byder BMtH på en stærk og iderig udgivelse. Lyden er langt mere poppet, hvilket især kommer til udtryk i albummets ballade. Noget, ingen BMtH-fan – eller noget BMtH-medlem – havde set som en mulighed for bare fem år siden. ’Follow You’ er et utroligt velskrevet popnummer og henvender sig, sammen med den poprockede ’Drown’, uden tvivl til en langt større fanbase end tidligere, hvilket placerer bandet midt i mainstreamsegmentet side om side med Taylor Swift og Muse. Som pendant og i den anden ende af spektret er førnævnte ’Happy Song’ og den sublime ’Blasphemy’ modvægt til disse poppede sektioner. Grundlæggende er ’That’s the Spirit’ endnu et skridt fremad for BMtH. Men det er ikke ubetinget en succes. ’Avalanche’ er et noget kedeligt og uinspireret nummer, der ikke giver synderlig værdi til udgivelsen, mens pladens afsluttende indierock-hymne, med det noget slidte omdrejningspunkt ”Be careful what you wish for”, er lige lovlig klæg og giver udgivelsen en mærkeligt malplaceret afslutning.

Afhængigt af perspektiv og genrepræferencer kan man hade eller elske denne udgivelse. Man kan savne den gamle fandenivoldske indgangsvinkel, Sykes' primalskrig og hele bandets ”fuck you”-attitude, men samtidig er det forfriskende og svært ikke at beundre den spilleglæde og det ønske om at søge nye territorier, der præger udgivelsen. Uanset indgangsvinkel er det indiskutabelt, at BMtH har udgivet en plade, der håndværksmæssigt er på højt niveau, og som bør ses som en milepæl for den engelske kvintet.