RF'14: Sikker indsats

Populær
RF'14: Sikker indsats

Deftones hævede støt niveauet undervejs uden helt at finde den særlige magi, der gør Orange Scene til det nærmest utopiske paradis, den kan blive, når band og publikum mødes i uforklarlig synergi.

Kunstner
Dato
04-07-2014
Trackliste
1. Diamond Eyes
2. Be Quiet and Drive (Far Away)
3. My Own Summer (Shove It)
4. Lhabia
5. Tempest
6. Swerve City
7. Feiticeira
8. Digital Bath
9. Poltergeist
10. Rosemary
11. Rocket Skates
12. Change (In the House of Flies)
13. Around the Fur

Ekstranumre:
14. Root
15. 7 Words
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Deftones' koncert på Orange Scene slog to ting fast: At Chino Moreno er en blændende forsanger, der er i stand til at give en vokal-opvisning, som end ikke den mest forbitrede fejlfinder ville kunne sætte en finger på, hvad teknik angår.

Og så at Deftones har skrevet så forbandet meget fed musik, at sætlisten uanset kombinationen kan lægge enhver fan ned, omend det ældre materiale fra 'Around The Fur,' 'White Pony' og 'Adrenaline' synes at gå mere rent ind end udgydelserne fra det seneste udspil ’Koi No Yokan’, der heller ikke når tidligere udgivelsers styrke og niveau.

Det kom tydeligt til udtryk efter koncertens første numre, der godt nok kickstartede en publikumseksplosion med blandt andet to af de stærkeste sange fra Deftones' andet album (og for sidstnævntes vedkommende måske i hele deres karriere), nemlig ’Be Quiet And Drive’ og ’My Own Summer’ fra 'Around The Fur'.

Men det efterlod de efterfølgende numre fra ’Koi No Yokan’ i et desperat vakuum i forsøget på at holde liv i den gejst, der først vendte tilbage på fuld styrke hos publikum, da ét nummer cementerede, hvorfor pladen det er fra også er deres bedste til dato: ’Feiticeira’ fra ’White Pony’ sørgede for alvor for koncertens største kick inden ekstranumrene, selvom kurven var støt opadgående med 'Change (In The House Of Flies)' og 'Around The Fur'

Næsten for begejstret

Der var nemlig uhyrlig god plads oppe i pitten og var man i stødet til at sippe regnbuefarvede drinks eller bare slå vejrmøller, kunne det snildt gennemføres uden fare for at spilde eller gøre skade på andre. De fremmødte var det til trods i et vældigt feshumør, og Chino Moreno kvitterede ved at crowdsurfe henover de forreste rækker, der hurtigt fik samlet sig til en menneskelig rød løber for regenten fra Sacramento.

Morenos vokal var luftig, tight og skarp som glasskår, men han lavede undervejs en del distraherende improvisationer, blandt andet i 'My Own Summer', hvor det genkendelige ”shove it” bare skulle have siddet i skabet, men blev forceret af en pjattet frontmand, der med et bredt grin jappede igennem de fleste Deftones-lytteres vigtigste ungdoms memorandum på en måde, der nærmest nærmede sig det respektløse, og musikkens aggression savnede komplementering fra sin skaber.

Festlig stemning - hver for sig

Bandet bag succesen spillede en pågående og nærværende koncert med trommeslager Abe Cunningham som smittende indpisker, der trådte klarest frem blandt de øvrige på scenen, udover energiske Moreno. Stephen Carpenter (guitar), Frank Delgado (turntables m.m.) og Sergio Vega (bas) syntes at holde en gevaldig fest, men mest hver for sig og de ikketilstedeværende gnister medlemmerne imellem gjorde, at koncerten ikke kom helt op at ringe, men i høj grad blev spillet sikkert hjem på grund af en afsindigt god sætliste, hvor der kun var meget lidt tilbage at savne (blandt andet 'Engine No. 9' og 'Bored' som de spillede et par dage før i Skt. Petersborg) samt en energisk præstation af Chino Moreno.

Herfra er der kun ønsket tilbage, at Deftones kommer ned på en af de mindre scener en anden gang, så intimiteten og sangenes ofte obskure lyrik kan udfolde sig under forhold, der bedst tjener band og lytter. En overmast pit, hvor kærligheden bogstaveligt talt kan mærkes, er at foretrække frem for spredte rækker, hvor man med lethed kan komme helt op til hegnet.

Ikke desto mindre kan Deftones stadig nyde omtale som et exceptionelt liveband, og som dedikeret fan var den største sejr – og det fineste bevis for en præstation over middel – at den medbragte (og skeptiske, tenderende til absolut kritiske) kollega fra Devilution måtte slippe et par særdeles pæne fraser efter koncerten, der toppede med ektranumrene 'Root' og '7 Words'. Job well done.