Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nye tunge navne til Roskilde 2016

Populær
Updated
Nye tunge navne til Roskilde 2016
Nye tunge navne til Roskilde 2016
Nye tunge navne til Roskilde 2016

Der er annonceret nye tunge navne til Roskilde Festival 2016, blandt andet kultfavoritten Sleep. Læs om dem og de tre øvrige tilføjelser, Bring Me the Horizon, Tsjuder og Twisting Tounges her.

SLEEP

Sådan! Hands down, der er ikke det band, vi fandenedeme hellere så på Dyrskuepladsen end de drønrutinerede californiske bonghoveder Sleep! Godt nok er det efterhånden 25 år siden, at Al Cisneros og Matt Pike sammen med Chris Hakius dannede et af den nyere metalhistories klart mere indflydelsesrige bands, men siden Sleep i 2009, efter godt og vel ti års pause, sporadisk begyndte at give koncerter igen, har de gang på gang vist sig at være et liveband med tidløs relevans. Tag bare den cannabistunge langsomhed, der indkapsler metalhistoriens ultimative stonerplade, ’Holy Mountain’ (1992), eller den timelange kompromisløshed, der smukt giver fingeren til alt det bestående på ’Dopesmoker’ (2003), og man har guitarbevæbnet, bastung, metaljazzet slagsmåldygtig revolte i en fucking nøddeskal. Er Sleep et ukendt navn for dig, ædle Devilutionlæser, så er det nu, du skal lytte efter. For en sjælden gangs skyld snakker vi rendyrket sandhed. Sleep er ikke bare elementært for alle heavyhoveder. Sleep er indbegrebet af heavy og derfor selve livet! ”Drop out of life with bong in hand, follow the smoke to the Riff Filled Land”. Ses på Roskilde!

Læs ALT om Sleep her!



TWITCHING TONGUES

Sidste år gav Nails en af de bedre metalkoncerter på Roskilde Festival. Nails havde kort sagt Pavillion i deres hule hånd, og derfor giver det også mening, at trommeslageren fra Nails, Taylor Young, har fået en invitation til at vende tilbage til Dyrskuepladsen. Næste sommer bliver det imidlertid med et andet band, Twitching Tongues, han besøger Roskilde. Et band, der angiveligt tæller ikke så få bandmedlemmer, og som – ikke helt ulig Nails (og så alligevel) - spiller en genkendelig og melodiøs og dog kun semiaggressiv udgave af metalcore. Det, der virkelig adskiller Twitching Tongues fra Nails, er dog bandets ufravigelige, distinkte associationer til også emo- og nü-metal. 

BRING ME THE HORIZON

Man kan ikke beskylde Bring Me the Horizon for ikke at turde gå efter den helt store gevinst siden deres debut-ep i 2004. Fra at være et tidstypisk deathcore-band med en ung og hormondrevet afhængighed af primitive breakdowns, der allernådigst kunne drømme om en dag at dele den trone med Suicide Silence, så har briterne i den grad bevæget sig videre og taget store skridt mod de allerstørste scener. Sådan Linkin Park-agtigt store. Og så er man altså ikke langt fra at kunne highfive med både Taylor Swift og Kanye West på den røde løber. Ifølge vores anmelder formår de endda at spille lige op med 'In The End'-bandet i løbet af deres seneste album med nummeret 'Throne', som “ikke kunne komme nærmere Linkin Park, end Linkin Park selv kunne komme.” 11 år og over fem millioner likes inde i deres karriere har Bring Me The Horizon oplevet stor succes verden over, men ikke uden omkostninger. Forsangeren Oliver Sykes har indrømmet, at havde været i rehab for et ketaminmisbrug, som også har haft betydning for gruppens vej væk fra det brutale og ind i radioen."

Som Sykes sagde i den forbindelse: “When I got out of that rehab I didn’t want to fucking scream anymore, I wanted to sing it from the fucking rooftops.” 

Læs ALT om Bring Me the Horizon her!


TSJUDER

Med Tsjuder kan True Norwegian Black Metal krydses af på Roskildes tjekliste. Der er nemlig intet andet end rendyrket sort ondskab at finde hos nordmændene, der startede ud helt tilbage i 1993. Af forskellige årsager måtte bandet dog vente en del år, før de kunne slippe den mundrette debut 'Kill For Satan' i 2000. Siden er fulgt tre album, inden Tsjuder tidligere i år vendte tilbage mere forhekset end nogensinde med den uforsonlige og stramme 'Antiliv', der sprutter af kaos og grumme riff, der kun kan komme fra de mest modbydelige steder i det menneskelige sind. Du kender stilen fra vores søde naboer. Og du ved allerede nu, hvad du skal forvente af et band, der trods en besætning på samlet set 200 år netop er gået ind i deres næste ungdom. Betydningen djæverock har aldrig givet mere mening!

Læs ALT om Tsjuder her!