Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når søvn ikke er spildtid

Populær
Updated
Når søvn ikke er spildtid
Når søvn ikke er spildtid
Når søvn ikke er spildtid
Når søvn ikke er spildtid
Når søvn ikke er spildtid

Efter at have begejstret den udsendte Devilution-redaktion på Roadburn, skulle Sleep forsøge at gentage kunststykket på dansk grund, fredag i Amager Bio.

Kunstner
Titel
+ A Storm of Light
Spillested
Dato
04-05-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det kunne næsten ikke være et mere uheldigt sammentræf: Heavy Days in Doomtown er godt i gang og så på andendagen af festivallen er der karambolage med et mægtigt arrangement for mere eller mindre samme målgruppe, nemlig Sleep i Amager Bio. Dybt uheldigt, og selvom der flot blev givet rabat på billetten i "Bioen", hvis man havde HDDT-armbånd, så hjælper dét jo ikke på, at det er fysisk umuligt at være to steder på en gang.

Heldigvis blev arrangementet på Amager stadig ganske velbesøgt, selvom der lidt efter klokken 20.30, hvor opvarmerne A Storm of Light gik på, endnu var store afstande mellem klumperne af folk i salen. Det var kun godt et halvt års tid siden, at gruppen sidst havde besøgt Danmark (med Ghost Brigade på The Rock - red.), og dengang var det med en fin præstation, som satte forventningerne højt.

Moderat skuffende

Modtagelsen var blandet, og bandet skuffede også lidt, selvom det i bund og grund var ret ens, når man sammenligner med showet på The Rock. Der var det store lærred til "visuals", som forsanger/guitarist Josh Graham sandsynligvis har sin del af æren for, da han netop tidligere har stået for den slags til Neurosis, og med undtagelse af trommernes position på scene, så stod bandet også linet op på præcis samme måde som sidst.

Det var som om bandet ikke rigtigt kom ud over scenekanten, og så var det fede, nærmest ødelæggende bastryk, der fik gulvet til at ryste under The Rock, ikke nær så fedt og imponerende denne gang. Der var stadig masser af bas, men stod man tæt på scenen foran bassisten fik man ikke bund nok med: Det lød som om man fik meget af lyden fra monitorerne. Ude i salen var det dog bedre, men stadig ikke så overvældende som håbet. Samtidig savnede lead-vokalen lidt indlevelse denne aften, mens der godt måtte have været mere lydstyrke på Andrea Blacks spade.

Alligevel fik bandets doomede post-metal/rock løftet sig hen mod slutningen af showet, hvor også flere folk var kommet frem fra gemmerne.

Skift til en drillesyg storebror

Da A Storm of Light spillede, stod begge bands' trommesæt på scenen. A Storm of Lights sæt virkede som en tro kopi af Sleeps - men det var som om, at der lige var et par tommer mindre på svævetammen og stortrommen. På sin vis passende, for til sammenligning var det virkelig den erfarne og drillesyge storebror, der kom på scenen, da de tre herrer i Sleep indtog Amager Bios skæve brædder.

Det var fra start en totaloplevelse af se og, ikke mindst, høre Sleep. Såvel guitar og bas leverede et særegent syret udtryk, som begge fint kunne klare sig uden hinanden og blot lægge sig hypnotiserende over det tunge, effektive trommespil. Men heldigvis gjorde de det ikke sådan, for i sammenspillet blev musikken lige en tand mere skæv, tung og speciel.

Vokalen fra den fascinerende bassist Al Cisneros, der lignede en mutation mellem Frankensteins monster og Glenn Danzig, var sparsom og gemt væk til sjældne lejligheder. Han virkede utroligt sympatisk og havde en enorm indlevelse i musikken, som han stod der med Rickenbackeren over de brede skuldre, monotont nikkende med hovedet. Kun én gang røg han ud af rollen, da en stagediver fik forvildet sig op på scenen. Her så man Al bevæge sig hurtigt over mod manden med et vildt udtryk i øjnene, som fik fyren til - sikkert fornuftigt nok - straks at hoppe ned igen. Egentlig også malplaceret med den slags til denne type musik.

Ensformigt eller stemningsskabende?

Ellers var det småt med afbrydelserne, for selv en guitar som ikke lige ville stemme eller et par længere pauser mellem et par numre, virkede som helt naturlige dele i showet. Musikken var høj og støjende i et meget passende lydbillede, og tillod man sig selv at glide ind i musikken, så fik man en oplevelse uden lige. Lod man sig distrahere i det næsten to timer lange sæt, så kunne man godt tage sig selv i at tænke, om ikke de havde tæsket lidt rigeligt rundt i de samme elementer.

Sleep tager sin stil helt ud i ekstremerne. Elementerne er enkle, selvom der gerne tappes på bassen eller spilles en mere traditionel, bluesy guitarlead - men i bund og grund så handler det om tyngde, og hvor langt ud man kan tage et lydbillede ved at stille volumen på MAX og så lade instrumenternes forvrængning skabe musikken. Det gør bandet unikt, og derfor kan man også argumentere for, at det netop ikke er ensformigt fra nummer til nummer, for hele sættet skal forstås som et langt nummer.

Det var interessant og vigtigt at opleve, uanset om man savnede lidt afveksling eller hyldede den stemning som gentagelserne skabte.

Karakterer:
A Storm of Light (video " title="A Storm of Light">HER): 3
Sleep: 4


Se 'Holy Mountain' fra koncerten herunder: