Selvgentagende, overlegent metal

Populær
Selvgentagende, overlegent metal

High On Fires syvende studiealbum er bandets bedste i en årrække. Der er muligvis mange gentagelser og kun få overraskelser på pladen, men for hvert udspil, de smider på gaden, bliver man altid klogere på, hvorfor High On Fire er et af de bedste metalbands i dag.

Kunstner
Titel
Luminiferous
Dato
16-06-2015
Label
Trackliste
The Black Pot
Carcosa
The Sunless Years
Slave the Hive
The Falconist
The Dark Side of the Compass
The Cave
Luminiferous
The Lethal Chamber
Karakter
4
På sin vis er det selvfølgelig fuldstændig idiotisk at efterspørge overraskelser og nytænkning, når det er Matt Pike, der er ved roret. Den efterhånden helt legendariske, men dog kun 43-årige guitarist, der i begyndelsen af 90'erne var med til at genopfinde doom- og metalgenren i det hele taget med sit band Sleep, har aldrig syntes specielt interesseret i variation i den musik, han har spyttet ud. Tværtimod var gentagelsen selve omdrejningspunktet for Sleep - ikke mindst på bandets berygtede og indtil videre seneste studieplade, genistregen 'Dopesmoker' (indspillet i '95, udgivet i 2003) - og i takt med at High On Fire nu smider deres syvende studiealbum på  gaden, 'Luminiferous', er det netop gentagelsen af riffs og sangstruktur, der begynder at karakterisere også dette ansigt af Pikes senere musikalske dna.

Der er masser af genbrug af eget materiale på 'Luminiferous', og selv om det selvfølgelig netop er en del af High On Fires metalideologi, at de skal stick to the point a la Motörhead og AC/DC og være true to the metal frem for at kræve fornyelser af sig selv, så havde en håndfuld overraskende Pike-riffs nok ikke gjort pladen ringere.

Drøngenkendeligt blod

På den anden side: Når High On Fire allerede har rykket metalgenren op ved det nederste af roden og fået den til at bløde både mørkere og tykkere, end stort set alle andre inden for faget har formået de senere år, er det så ikke en smule flabet at blive ved med at bede om endnu mere nyt, kunne man spørge sig selv. For selvfølgelig er High On Fire helt deres egne; der er ingen, der lyder som dem. Men det ér et relevant spørgsmål, og det er jo netop, fordi man ved, hvor djævelens dygtig en guitarist Matt Pike er, hvor opfindsom og drøngenkendelig en trommeslager Des Kensel er, samt hvor manisk spillende en bassist Jeff Matz er, at man rent faktisk stiller sig en smule på hælene og kræver mere. 

Hvor de fire første plader med High On Fire fra 1999 til 2007 lagde en fandenivoldsk, slidstærk og ikke mindst utroligt varierende, æggende stoner-bund for High On Fires metaleksistens, da har bandet sidenhen skruet ned for det legende – eller det musikalsk opdagelsesrejesende, om man vil, for nu at bruge en terminologi, som nogenlunde passer til Pikes altid farverige, episke tekstunivers – og i stedet tunet ind på det mere 1:1-flænsende samt et mere klassisk metal-feel.

Metalmusikkens flugtbilist

Bandets fandenivoldskhed er da også bad all over og utroligt langt fremme i skoene på de to åbningsnumre, 'The Black Pot' og 'Carcosa', der starter 'Luminiferous' ærkegenkendeligt og brandforudsigeligt, men samtidig hulens eminent op. Anderledes indfølt er 'The Sunless Years', der, udover at byde på en kort guitarsolo af pragtformat, halvvejs inde i skæringen ligeledes smider et neddæmpet break ind i sit metalskrog, der nok skal få de skvulpende ølglas hævet højt op i luften, når bandet forhåbentlig svinger forbi Danmark igen inden alt for længe.

Efterfølgende dukker 'Slave The Hive' op, hvis skelet blev udgivet som 7"-single allerede for et par år siden, og som dyrker nogenlunde samme fordærvede, utæmmelige fræser-stigma, som ligeledes karakteriserer bandets bedste skæring til dato, 'Devilution' fra hovedværket 'Blessed Black Wings' (2005). 'Slave The Hive' kan siges at være metalgenrens svar på flugtbilisten: For satan, hvor er der fart på! Især Kensels fuldblodsspil bag tønderne skamrider lytteren midt over. Årets forbandede sommersang er hermed kåret, så lad gerne luftguitarer blive revet midtover af socialt deforme metalhoveder i sorte t-shirts på skærende stenstrande snarest!

Vedvarende indlevelse

Og så er det, at pladen igen-igen – men denne gang på anderledes vis – tager sådan rigtigt fat. 'The Falconist' hiver tempoet ned, men gør det uden at gøre lytterens indlevelse i skidtet mindre. Genkendeligheden står denne gang skrevet med signaturstærk, whisky-røget vokal, og Pikes fraseringer i denne sang er netop så Pikeske, at dét alene gør hele forskellen. Og det er egentlig ikke så meget fanboyen i én, der her snakker, som det er den kritiske musikskribent: objektivt som subjektivt kommer Matt Pike an som selve kongen af rockvokalen på denne skæring. Punktum. Musikalsk set er det muligvis ikke opfindsomhed, der får denne slag i slag-sang til at drive fremover stepperne, og det er uden tvivl en skam, at der halvvejs inde i nummeret pludselig skiftes tempo frem for at slutte sangen tidligere, men til trods for disse men'er er det stadigvæk et p-o-k-k-e-r-s stærkt nummer.

En eksistentiel slagsbror

'
The Cave' er et af de numre på pladen, der dog rent faktisk overrasker. Især nummerets 90'er-agtige åbning med en dateret basgang og en vokal, der for et kort øjeblik får Pike til at minde om en junket Anselmo, tager lytteren med bukserne nede. Efter dens åbning retter skæringen sig en smule op i dens omkvæd og udvikler sig til at være en form for eksistentiel slagsbror til 'King Of Days' fra bandets forrige plade, 'De Vermis Mysteriis' (2013).

Den skrøbelighed, bandet lufter på numre som netop 'The Cave' og 'King Of Days', siger i øvrigt en hel del om forskellen på High On Fire anno 00'erne og High On Fire i dag: Hvor det udelukkende var en alkoholiseret livsstil bestående af vildskab, bandet gav udtryk for i 00'erne, fokuserer bandet i dag også på en række bivirkninger, som i form af en skrøbelig metalsang på insinuerende vis fortæller os, hvor gode Matt Pikes good old days i virkeligheden har været.

Forhåbninger vs. forventninger

Der følger som regel en del forventninger med, når High On Fire smider et nyt album på gaden. Man må dog indrømme, at forventningens glæde synes at blive gradvist mindre for hvert nye album, trioen smider på gaden. Det skyldes ikke så meget, at deres plader bliver dårligere, eller at man får mindre glæde ud af at sætte en ny skive med dem på ens anlæg. Det er dog, som om man godt ved, hvad der venter om næste hjørne i High On Fire-country, og 'Luminiferous' er egentlig et godt eksempel på den genkendelige plade, som man på sin vis havde hørt, nærmest allerede inden man satte den på.

Gør det den oplevelse, det er at lytte til skidtet, mindre medrivende, gør det pladen mindre rå og ikke helt så badass? Næh. Overhovedet ikke. Måske endda tværtimod. Jeg mener, når man tager i betragtning, at man har luftguitaren fremme allerede første gang, man lytter til pladens første nummer, så er genkendeligheden i dette tilfælde i virkeligheden måske en styrke? At ' Luminiferous' i hvert fald er fuld af STYRKE, hersker der ingen tvivl om.