RF '14: Den stive onkel fra Amerika

Populær
RF '14: Den stive onkel fra Amerika

Middelmådig musik leveret af en fuld og skæv sanger med en slidt stemme. På papiret lyder det som en katastrofe. Men ikke når man har spillet i Pantera og hedder Phil Anselmo!

Dato
04-07-2014
Genre
Trackliste
Walk Through Exits Only
Betrayed
Usurper Bastard's Rant
Battalion of Zero
Bedridden
Family, "Friends" and Associates
Dazed and Confused
Death Rattle
Fuck Your Enemy
Waiting for the Turning Point
Ugly Mug
Irrelevant Walls and Computer Screens
Domination / Hollow
Hellbound
Wrecked Like Clockwork
United & Strong
A New Level
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
3

”Han er den stive onkel, som løber med opmærksomheden til en fødselsdagsfest.”  Ordene tikkede ind på telefonen fra en ven, lige efter Phil Anselmo gennem 75 minutter havde væltet rundt på Arena.

Beskrivelsen er sgu meget sigende. Phil Anselmo. For helvede en karakter. En blanding af levende legende og fordrukken hvalros. En frontmand, som publikum konstant har opmærksomheden rettet imod, så hans musikanter, The Illegals, nærmest fremstår usynlige på scenen. Sidste sommer udkom gruppens debut, ’Walk Through Exits Only’. En plade, der blev mødt med middelmådige bedømmelser, og som en kollega her på siden rammende beskrev som ”kompositioner, der lyder som noget, Anselmo har nynnet i badet og burde have glemt bagefter.”

Det er der noget om. Anselmo and the Illegals har hverken Superjoint Rituals bid, Downs tunge maveplaskerriffs eller – selvsagt – Panteras mastodontiske format. Så hvorfor egentlig være så begejstret for en fyldebøtte, der laver ligegyldig musik? Well, fordi manden er motherfuckin’ Phil Anselmo.  En institution i selv på metalscenen. Og netop, den stive, men underholdende onkel fra Amerika, der ævler løs fra sin visdoms spritkilde og fortæller gamle røverhistorier.

Præcis hvad vi fik fredag eftermiddag. En vissen og skæv 46-årige frontmand, der nærmest med telepatisk evne bare skulle kigge skeptisk på publikum, før de fangede hentydningen og moshede ind i hinanden, hvis ikke der var nok gang i festen.

Fremmødet var muligvis ikke det største, men for alle de mange festivalgæster, der intet kendskab har til Anselmo, må det mildt sagt også være en forvirrende eller skræmmende oplevelse at overvære den her brummende sydstatsrocker, der på et tidspunkt stod med en grebet studenterhue på sin skaldede, tatoverede isse.

Men Anselmo kan bære sin brandert, og når bagkataloget først spiller på nostalgiens violin, så er det noget nær umuligt ikke at lade sig rive med. Fra Pantera over Superjoint Ritual  til endda Arson Anthems ’Wrecked Like Clockwork’.  Fortiden bombede løs fra scenen under koncertens sidste halve time, hvor den afsluttende og suveræne ’A New Level’ pressede det sidste ud af Anselmos hæse stemme.  Det var sidste show på bandets europæiske turné, og det kunne tydeligt høres, men til gengæld også mærkes, da frontmanden insisterede på at servere en sidste stærk cocktail på Dyrskuepladsen inden flyveturen hjem til New Orleans.