KTDF V: Ur-metallisk ekstase
Populær
Den schweiziske duo levede op til hypen lørdag på Kill-Town Death Fest.
Der er vel få undergrundsbands, der på en baggrund af to ep’er og et kassettebåndsdemo har modtaget så megen hype som den schweiziske duo Bölzer, der består af en trommeslager og en guitarist/vokalist. Det synes også som en lidt billig baggrund at indtage en slags headlinerstatus på Kill-Town Death Fest (KTDF) på, men har man hørt Bölzer, forstår man det egentlig godt.
Duoen rammer nemlig en slags barbarisk, ur-metallisk, huleboeragtig kaos og buldren, der på én gang er sofistikeret og primitiv, catchy og larmende. Man savner ikke bassen, for de to medlemmer larmer så rigeligt selv med et energiniveau, der kan minde lidt om High on Fire i deres velmagtsdage (det er sikkert en del af grunden til den brede appeal, Bölzer synes at have), men med en mere rå undergrundsagtig lyd. Coveræstetikken er mørk og jordfarvet og trækker på hulemalerier, klassisk mytologi – især de kraftfulde tordenelementer – og bidrager til denne arkaisk-ekstatiske fornemmelse.
Der findes naturligvis masser af undergrundshoveder, der allerede nu mener – 2½ udgivelser inde i karrieren – at Bölzer har solgt ud, og lørdag aften på KTDF var der dæleme også mange blandt publikum i en meget varm store sal i Ungdomshuset. Ovenikøbet virkede det ikke, som om der var ret mange, der gik frem og tilbage, eller at der var den store udskiftning. Det siger noget om de hypnoseagtige, tranceagtige kvaliteter, Bölzer besidder. For selvom udgangspunktet er buldrende dødsmetal og punket black metal, er der en sær, atmosfærisk tone i den tyyyyyykke guitarlyd og den rene og skære neanderthalavantgardisme, Bölzer opererer i.
Det er sigende, at efter 45 minutters koncert, føler man det, som om koncerten har varet i fire timer; det føles som en vis ophævelse af tid og rum. Fremragende. Men koncerten viser måske også en svaghed ved Bölzer. Over en hel koncert bliver det måske en kende monotont; man forstår, hvorfor duoen primært har udgivet ep’er frem for hele album (men det er jo ingen skade til, at et band kender egne styrker og begrænsninger). Spørgsmålet er så, hvordan de kan tage lyden videre til næste level med mere variationen uden at give køb på styrkerne. Men måske er det slet ikke meningen. Under alle omstændigheder leverede de én af festivalens bedste koncerter.