Hypnotiserende flammer
Populær
På 'De Vermis Mysteriis' beviser High on Fire atter engang, hvorfor de er et af tidens bedste metalband.
02. Bloody Knockles
03. Fertile Green
04. Madness of an Architect
05. Samsara
06. Spiritual Rites
07. King of Days
08. De Vermis Mysteriis
09. Romulus and Remus
10. Warhorn
Siden debuten i 1998 har High on Fire været et af de mest stilskabende og kompromisløse bands på metalscenen. Stilen - der er en form for modernistisk metal bestående af sludge, stenerrock og thrash - bliver af trioen spillet med en nærmest kirurgisk præcision. Specielt frontmand Matt Pikes whiskyhæse stemme og 9-stringede guitar er i stand til at blæse alt omkuld. Og blæst omkuld bliver man fra starten af på High on Fires sjette album 'De Vermis Mysteriis'.
Albummet er hurtigt, hårdt og tungt hele vejen igennem. Der er ingen akustiske elementer som på klassikeren 'Blessed Black Wings', hvor de fleste af Devilutions læsere nok er velvidende om, at navnet "Devilution" stammer fra. 'De Vermis Mysteriis' læner sig til gengæld op af lydbilledet fra både 'Blessed Black Wings' og 'Death Is This Communion'.
Bag knapperne sidder denne gang guitarist og producer fra Converge, Kurt Ballou, der står bag Kvelertaks succes og ditto Black Breaths nye skive. Ballou formår stilsikkert at sende High on Fire i den rigtige retning. Produktionen er rå og støjende, som passer til det musikalske univers, uden nogen taggy teknisk finpolering, som forgængeren 'Snakes for the Divine' desværre led alt for meget under.
Smæk på!
Første nummer 'Serums og Liao' sætter med sine seks aggressive minutter tonen an fra start, og går uden slinger i valsen, kontant over i 'Bloody Knuckles', der ufortrødent fortsætter i det afstumpede rå tempo. På 'Architecht of Madness' og 'King of Days' sættes tempoet ned og bliver mere rendyrket stenerrock, der bringer assocationer til Sleep, Matt Pikes tidligere legendariske band, der netop nu turnerer rundt i en genforenet version. Og mon ikke netop gendannelse af Sleep bevidst eller ubevidst har sneget sig ind under huden på tilblivelsen af disse to numre.
På 'Samsara' går High on Fire over i det instrumentale univers, og man fornemmer stensikkert forkærligheden til Black Sabbath i deres velmagtsdage med Ozzy. Nummeret byder på noget af det bedste leadguitar Matt Pike har leveret til dags dato. Et episk og virkelig velspillet nummer, der glider direte over i 'Spiritual Rites', hvor der nok engang bliver kastet benzin på bålet, med et fandenivoldsk tempo.
Det hele slutter af med 'Warhorn', hvor Pikes stemme i versene kun bliver akkompagneret af sløve trommer og bas. Og man kommer her ikke i tvivl om, at Pikes fortrukne foder er smøger og whisky. Nummeret udvikler sig i en hypnotiserende retning, der ender i en fuldstændig brat afslutning.
Hypnotiserende er måske netop ordet, der bedst beskriver High on Fires særprægede stil. 'De Vermis Mysteriis' kræver da ganske vist også en del gennemlytninger, men står tilbage som noget af det mest monumentale i gruppens karriere.
Vi venter stadig med længsel på en ny koncert med High on Fire på dansk grund, men indtil videre kan man trøste sig med, at Sleep gæster Amager Bio på Store Bededag!