Kold, kynisk og kalkuleret kærlighed

Kold, kynisk og kalkuleret kærlighed

Den amerikanske sekstet sparer ikke på de velkendte floskler eller overkalkulerede kompositioner på et album, der tilsyneladende henvender sig til en helt specifik målgruppe: den emotionelle teenager. 

Titel
We Came As Romans
Trackliste
Regenerate
Who Will Pray?
The World I Used To Know
Memories
Tear It Down
Blur
Savior Of The Week
Flatline
Defiance
1230
Karakter
3

Siden det amerikanske band We Came As Romans udgav deres debut tilbage i 2009 ('To Plant A Seed'), er det blevet til yderligere tre udgivelser. Senest dette selvbetitlede fjerde album. En udgivelse hvert andet år må siges at være ganske produktivt. Men det er naturligvis også nødvendigt at smede, mens jernet er varmt, især når det lyriske fokus med få undtagelser drejer sig om slidte floskler, som hvor hårdt det er at være ung, ulykkelig kærlighed og oprør mod overmagten (forældre, skole, regering etc.). Man skal trods alt være i en vis aldersgruppe, for at det fremstår troværdigt. Det er måske en hård beskyldning, men faktum er, at sekstetten og denne fjerde udgivelse fremstår utroligt kalkuleret og med et eneste fokus: at ramme og sælge musik til deres målgruppe. En målgruppe, der ikke overraskende er unge teenagere.

We Came As Romans er på mange måder en moderne, hårdere version af Backstreet Boys og lignende bands, tilføjet rigtige instrumenter, metervis af tatoveringer, men vedholdt det udskyldige “åh, det er så hårdt at være ung”-udtryk. Musikalsk er det hele fint poleret. Det er godt kram. Det hele er mixet til perfektion, men der skal heller ikke være tvivl om, at producer David Bendeth (Paramore, Of Mice And Men m.fl.) kan sit kram. Det flyver om ørerne med svulstig guitar, vokalsymfonier og elektroniske elementer i et ellers rodet genremix, der til gengæld besidder stemning.

Det hele starter hårdtslående ud med ‘Regenerate’, der skriger poleret metalcore, aggressivitet og intensitet. Sandheden viser sig dog hurtigt i form af de efterfølgende ‘The World I Used To Know’ og ‘Memories’, der er ubehageligt catchy heavy rock med et tykt hint af nü-metal. På ‘Tear It Down’ vender bandet tilbage med lidt tråd, men det bliver først rigtig sjovt på ‘Savior Of The Week’, ‘Flatline’ og ‘1230’. Den førstnævnte er albummets mindst rockende nummer og reelt set også et af det bedste. Med et catchy omkvæd, minimal guitar og melodisk omkvæd, der lugter langt væk af nyere
Fall Out Boy, lader det til, at bandet på dette nummer har fundet den rette hylde som poprock-band. Sidstnævnte ‘1230’ ændre dog lidt ved det indtryk: Det er et ganske tungt nummer, der ligefrem adskiller sig fra resten af pladen. Som et af albummets få numre har ‘1230’ en overraskende klang og insisterende lyd, hvilket klæder både band og udgivelse.

Der er ingen tvivl om, at We Came As Romans og David Bendeth ved, hvordan man komponerer og sammensætter et velklingende og iørefaldende nummer. Hele denne fjerde udgivelse er bevis på dette. Men reelt set er det ikke nogen revolutionerende nyhed, hverken hvad angår band eller Bendeth. Det hele virker kalkuleret, beregnet og målrettet i en sådan grad, at det ville glæde de fleste markedsføringsguruer. Det store spørgsmål er så: Er det overhovedet relevant, hvilke bagtanker der muligvis har været bag We Came As Romans? Sandsynligvis ikke. Håndværket kan ikke diskuteres, ej heller kvaliteten af dette. Er man i målgruppen, har We Came As Romans uden tvivl udgivet et rigtig godt album. For alle andre er denne fjerde udgivelse i højere grad en fin udgivelse, der hverken kan eller ønsker at ændre på det omdømme, det amerikanske band allerede har.