Bombast og raffinement

Populær
Bombast og raffinement

Noiserockgruppen fra Texas fejrer 20-årsjubilæum og udgiver deres 9. album. Deres største udfordring er stadigvæk at leve op til deres egne kolossale præstationer i starten af 00'erne. Afslutningsvis når de dog både at indfri ambitionerne og næsten at opfylde en 10 år gammel våd drøm hos anmelderen.

Titel
IX
Dato
20-10-2014
Distributør
Genre
Trackliste
The Doomsday Book
Jaded Apostles
A Million Random Digits
Lie Without the Liar
The Ghost Within
The Dragonfly Queen
How to Avoid Huge Ships
Bus Lines
Lost in the Grand Scheme
Sound of the Silk
Karakter
4

...And You Will Know Us by the Trail of Dead – eller bare Trail of Dead – har i de 20 år, de nu har været aktive, udstrålet en nærmest vrængende ligegyldighed over for omverdenen og en provokerende skødesløs tilgang til, hvordan de fremfører deres musik. Sådan er der så mange bands, der er, og der er intet synderligt opsigtsvækkende i det spor af hærget gear, Trail of Dead specielt i deres tidlige år lod bag sig, allerhøjst var det kuriøst, hvordan bandet forvaltede dets indbyrdes roller under liveoptrædener, hvor den mest berusede en given aften blev sat til at spille bas, den mest arrige til at spille trommer, den mest sobre til at spille guitar, og til at synge den der nu havde fået for store skader under nattens efterfest til at kunne spille på et instrument.

Det er en del af mytologien omkring bandet, men apatien og destruktionsdriften har stået i skærende kontrast til det megalomant høje ambitionsniveau, de musikalsk har demonstreret siden deres gennembrud med det tredje album i 2002. 'Source Tags & Codes' var Trail of Deads major label-debut på Interscope, og hvor de på de første par plader havde været et temmelig godt og mere end almindelig tungt og aggressivt noiserockband med tydelig inspiration fra Sonic Youth og Unwound, åbnede de her lydbilledet helt, smed strygere og alt muligt ind i mixet og slap afsted med det uden at miste cred: 'Source Tags & Codes' står stadig som et af årtiets absolutte højdepunkter med sin ødselt doserede sammensmeltning af fræsende hardcore, drivende emo og gigantiske anthems. Efterfølgeren, 'Worlds Apart' fra 2005, var endnu mere pompøs, en glamrockplade i stil med Alice Coopers 'Billion Dollar Babies' tilsat børnekor, strygermenuet, slavisk folkemusik, hornsektion, og i sit glorværdige storhedsvanvid har også den plade vist sig at stå tilbage som et mesterværk.

Trommer som silkevæve

Det er i det perspektiv, at Trail of Deads videre karriere ikke rigtig kan undgå at tage sig ud som lidt af en deroute. Det er sådan set ikke, fordi de sidste fire plader ikke har været OK gode, de har bare ikke været sindsoprivende vilde, blodstyrtende voldsomme, frådende euforiske, sådan som man havde vænnet sig til, at de skulle være det. Gode, jævne indierockplader med stadiontendenser og et vist mål eksperimenteren med virkemidler, instrumentering og struktur. Det spor fortsætter de i på 'IX', der fuldt i tråd med den velkendte vrangvillighed aldeles ikke hedder sådan, fordi det er bandets niende plade, men er opkaldt efter en planet fra Frank Herberts sci fi-bog 'Dune'. Uden yderligere sammenhæng med det univers ellers.

Det bedste, der er at sige om 'IX', er, at den på flere sange som 'The Doomsday Book' og 'A Million Random Digits' fortsat gør brug af de rullende trommer, der tidligere har banket rundt under bandets guitarkaskader. Det er en essentiel del af Trail of Deads lyd, hvor en ødsel brug af tamtammer med masser af rum omkring sig både skaber en fremdrift og grunder lyden. Guitarkaskaderne får man endda en smag af igen i den afsluttende suites første del, 'Lost in the Grand Scheme', så det er en fryd, og der er endda råben og det hele, så man næsten er tilbage på 'Madonna'-pladens majestætiske 'A Perfect Teenhood'. Næsten. Percussiondrevey er også den afsluttende 'Sound of the Silk', hvor de forsøger at emulere silkevævene fra Pnom Penh som den ene leder, Conrad Keely, er emigreret til for nogle år siden. Keely har selv angivet den minimalistiske komponist Steve Reich som en inspiration til dette nummer og ytret et ønske om at arbejde sammen med Reich, hvilket nok ikke kommer til at ske, men igen giver mig håb om at opleve det, der i mange år har været min våde drøm: At høre Trail of Dead fremføre Reichs 'Proverb' som en langstrakt noiserockhymne.

Det er i høj grad i instrumenteringen, der stadig er noget at hente hos Trail of Dead, og på de to instrumentale stykker, 'How to Avoid Huge Ships' i valsetakt med udtalt inspiration fra Mogwai og 'Like Summer Tempests Came His Tears', demonstrerer de, hvorfor den oprindelige idé om at skabe et rent instrumentalt værk slet ikke var en dårlig idé. Kompleksiteten bliver højnet, fordi der ikke er nogen sanglinje til at skabe et naturligt fokus. Og fordi der så skal skabes en anden fortælling i numrene, er det også her, de endelig lader sig selv være tunge igen.

Raffinement og bombast

Det værste, der er at sige om 'IX', er, at bandet har genoptaget brugen af EDM-synths, som i sin tid blev introduceret som en virkelig ærgerlig idé på ep'en 'The Secret of Elena's Tomb'. Og at de mainstreamrocktendenser, der trods alt fik et modspil på hovedværkerne og på den måde havde deres egen berettigelse, fordi de skabte en spænding, stadigvæk bare udmønter sig i ligegyldigt fyld som balladen 'The Ghost Within' og 'Bus Lines', der gudhjælpemig handler om, hvor kedeligt det er at køre i langdistancebus og i al sin ubehjælpsomhed demonstrerer, at det altså aldrig har været i teksterne, der var det store at hente hos Trail of Dead, og at de derfor er bedst tjent med at blive brølt eller gemt lidt af vejen i lydbilledet.

Det er ironisk, at hvor det i sin tid var raffinementet og bombasten, der gjorde hovedværkerne til noget ret exceptionelt, så er det, man savner allermest, når man lytter til Trail of Dead i dag, at de dog for helvede bare ville give los og knalde igennem. Sangene er ikke længere stærke nok til, at det ikke ville klæde dem at blive skjult bag nogle lag af støjguitar. En mur af det, helst. Og sangstrukturerne opløst i støjen. 'IX' er nemlig ikke som sådan en dårlig plade overhovedet, ikke engang en decideret skuffende plade. Hvis man, som jeg, i en periode helt har haft afskrevet Trail of Dead, så vil man blive overrasket, hvor gode de stadig er. Det betyder bare ikke, at man ikke kan tillade sig at kræve mere af dem. Det er tydeligt, at bandet har haft større ambitioner denne gang end på forgængeren, den mere ligetil støjrockende 'Lost Songs', men af en eller anden grund har det så også  betydet, at de har syntes, de skulle skrue ned for støjen, og med den mister de ikke bare deres store force, de mister også noget af gejsten.

Den gejst er det, som om de først rigtig finder frem til i den afsluttende suite bestående af 'Lost in the Grand Scheme', 'Like Summer Tempests Came His Tears' og 'Sound of the Silk'. Her modsvares det episke af det basalt tilfredsstillende larmende, her læsses alle virkemidlerne på i en opvisning af, hvad det virkelig, er Trail of Dead kan, når de sætter alle trumferne ind. Det er et storslået højdepunkt at gå ud på, og man kan bare håbe på, at de næste gang vælger at fortsætte, hvor de slipper her.