Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stadig ingen succes

Updated
Stadig ingen succes

De bedste intentioner, referencer og samarbejdspartnere kan stadig ikke redde KEN Mode fra at fremstå lidt småkiksede.

Kunstner
Titel
Success
Trackliste
Blessed
These Tight Jeans
The Owl…
I Just Liked Fire
Management Control
A Passive Disaster
Failing At Fun Since 1981
A Catalog Of Small Disappointments
Dead Actors
Karakter
2

Man må give KEN Mode, at de ikke lader sig kue. 16 år inde og stadig uden et gennembrud i sigte fortsætter de ufortrødent. De har turneret med alle de store ude i randzonerne af metal og hardcore, de er blevet tippet som et navn at holde øje med af den internationale musikpresse et par gange, men mere er der ikke rigtig sket. Det er nærliggende at tolke titlen på deres sjette album, ‘Success’, som en besk kommentar til den udeblevne samme, men jeg er ret sikker på, at KEN Mode selv ville affærdige de spekulationer, med at det overhovedet ikke betyder noget for dem. De er hardcore i deres rødder, hul i succes, hul i anerkendelse, det eneste, der betyder noget, er muligheden for at fortsætte med at udtrykke sig kunstnerisk.

Nuvel, det gør de så. Og de gør egentlig alt det rigtige og med alle de rigtige referencer: Navnet er et akronym for de canadiske landsmænd i NoMeansNos sang ‘Kill Everyone Now’, og såvel deres humoristiske sortsyn som den kværnende baslyd går igen hos KEN Mode. Det er en lyd og attitude, der i høj grad også skæver til Melvins og deres på en gang massivt tunge og lystigt fjedrende, på en gang avantgarde og stenerdumme tilgang til rock. Og hvor KEN Mode tidligere har aflagt det efterhånden obligatoriske visit hos Kurt Ballou i God City for at metallisere lyden i et forsøg på at få Relapse-publikummet i tale, er det denne gang slående, hvor klart og mathrocket et udtryk KEN Mode er gået efter. Hvis det slår en, at det her virkelig minder en om Shellac, så kommer det ikke som den store overraskelse, at det er Steve Albini, der har produceret – undskyld, optaget – ‘Success’.

Med andre ord burde KEN Mode være virkelig gode, hvis de altså bare var, sådan, gode. Det er simpelthen så hårdt at høre et band prøve så indædt på at lave noget, som man ville elske betingelsesløst, hvis bare det ikke var, fordi det i stedet pisser en lidt af.

Det får også uvægerligt en til at spørge sig selv, hvad det er ved det her band, der på papiret gør alt det rigtige, som byder en sådan imod. Det lette svar ville være, at det simpelthen virker forceret. At KEN Mode prøver at gøre en masse seje ting, men ikke har øje for at det er den sammenhæng, de originalt er indgået i, der gør dem seje. At mens de råber op og buldrer afsted, står nørderne i Shellac og Melvins ovre i hjørnet og gnækker lidt for sig selv mellem to detonationer. Men også at KEN Mode i deres forsøg på at gøre deres forbilleder kunststykket efter og skabe noget kvasende, originalt og spændstigt glemmer at skabe en egen identitet. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan KEN Mode lyder, jeg ved bare, hvem de gerne vil lyde som på et givent nummer.

Selvom ’Success’ er et langt mere mathrocket album, er det i mange af numrene tilsyneladende Today Is the Day, de gerne vil lyde som denne gang. Det er måske i virkeligheden det, der byder mig mest imod ved KEN Mode: Det skabede, det søgt farlige, den foruroligende, hviskende stemme, der aldrig er helt fri for at minde en om Jonathan Davis fra Korn. Det er lidt for åndssvagt, samtidig med at KEN Mode så gerne vil være meget klogere end det.

Det ville jeg også gerne have, at de var. Det ville være så fedt, hvis ‘Success’ rent faktisk var lykkedes. Vi kan sagtens bruge flere bands i den stil, KEN Mode forsøger sig i. Bare ikke KEN Mode.

Menu