Forceret farlighed
Populær
På det nye Today Is the Day-album skaber Steve Austin desværre uheldige associationer til nü-metal i sit fortsatte forsøg på at forny sin lyd.
Discipline
Sick Of Your Mouth
Imperfection
Law Of The Universe
Outlaw
Godcrutch
Divine Reward
Masada
Heathen
Mystic
The Last Strand
Outlaw
Bloodwood
Den forkerte association kan smadre et album fra starten, og meget mere forkert end Korn bliver det næsten ikke. Sådan lykkedes det næsten redaktøren at smadre Godfleshs comeback-EP for mig, sådan smadrer Today Is the Day selv deres tiende album fra starten af. Det er jo sådan set ikke fordi det ikke principielt er prisværdigt at Steve Austin godt 20 år inde i karrieren stadig prøver at forny sit udtryk; det er ikke engang fordi hverken det småavantgardistiske eller grungesensible på nogen måde har været ham fremmed over de hidtidige 9 albums med skiftende besætninger i Today Is the Day. Det er bare det at kombination af den nedstemte, plunkende bas, de langstrakte, skæve guitartoner og den søgt dæmonisk smiskende vokal der sætter ind i åbningsnummeret, det bringer altså mindelser om 90'er-Korn, og det er noget af det ufedeste man kan blive mindet om, når man prøver at forholde sig bare nogenlunde åbent til at der er kommet endnu en Today Is the Day-plade.
Hvilket i sig selv kræver en indsats, for lige så vilde og nyskabende de tidlige plader var, med ikke mindst hovedværket 'Willpower' som et hovedværk i den nyere, mere alternative metal, lige så støt har Austin skuffet siden. Hele viben omkring bandet er den der med at det er Today Is the Day, og de var så fede, men det er de ikke rigtig længere, vel. Og man ville sådan ønske det kunne være anderledes. At det kunne være bare næsten lige så råt og intenst og skræmmende som på 'Willpower' i stedet for at være, sådan, lidt pinagtigt.
På 'Animal Mother' tager Austin med endnu en ny backinggruppe det pinagtige til nye højder: Pladen oser simpelthen af forceret farlighed, bulder afløser brat de mere åbne stykker ud fra en ret gammeldags loud/quiet/loud-skabelon, omend det trods alt hjælper noget at det i de tungere passager bliver sværere at dechifrere hvilke trusler han nu hvisker til sin ”baby”; de mere straight altrockede hooks bliver piftet op med hvinen oven i growlen, og resultatet er egentlig bare ret trættende. Som sådan en lidt for tyk onkel i en alt for stram viscoseskjorte der med eyeliner og det grånende hår farvet sort prøver at overbevise en om, at han stadig er psykoseksuel og spiller med den piercede tunge for at understrege det.
Tristest er det dog næsten at man sine steder stadig kan ane hvad det var der gjorde Today Is the Day til så massiv en styrke i sin tid: På 'Sick of Your Mouth', 'Divine Reward' og dele af 'Masada' er der en ret god opbygning omkring nogle, om ikke decideret mindeværdige, så dog effektive riffs, og skulle man nogensinde have glemt det, så bliver man mindet om, hvor det var Brann Dailor og Bill Kelliher blev skolet, inden de gik videre i Mastodon. Den del af lyden måtte Austin for min skyld gerne have opholdt sig meget længere ved og bygget videre på, uden at han absolut skulle blive ved med at fylde lag ovenpå, som mest bare demonstrerer hvor lidt der egentlig er at komme efter nede under de ekstra vokalspor og alt for travle trommer.
Det var en god idé Austin fik i 1992 med at blande lige dele noiserock, sludge og metal op, det kan man ikke tage fra ham. Han behøver ikke længere forsøge at overbevise os om hvor innovativ og avantgardistisk han er. For innovativt lyder det bare ikke længere, og han giver det ikke lov til blot at være fedt i stedet.