Andre menneskers fest
Populær
Angelenoerne har fuldt fart på ud i tankeløsheden, men det bliver aldrig rigtig mere engagerende end en larmende fest inde hos naboerne.
The One That Got Away
The Narcissist
Poison Everything
Black Out
Head Wound
Scapegoat
Shame
Normalized Decline
Ad Nauseam
Open Casket
The Middle Of The End
Crawl Inside
Obliterations har eddermaneme en fest. Og det er jo sådan noget, man egentlig gerne principielt vil have det helt cool med, at andre har, men som enhver der nogensinde har boet i en lejlighed i et studenterkvarter vil vide, så er der få ting i verden, der lyder så uintelligent og bøvet, så desperat i sit forsøg på at have det sjovt og så hårdt tryglende efter anerkendelse for sin evne til at feste igennem, som andre menneskers fester gør det. Andre menneskers fester er lyden af sniksnak, praleri, faket liderlighed og ikke mindst kompromissøgende playlists. Lyden af en fest, man ikke er en del af, er lyden af, hvorfor man ikke går til fest.
Og som sådan kan jeg egentlig sagtens høre, hvad det er, andre vil synes er så fantastisk fedt ved Obliterations: Der er så meget fart på, er der, og sammen med vokalen får det det næsten til at tangere Zeke og Poison Idea, bare fuldstændig uden de bands' nihilisme. Og der er så meget rock over det, det ene groovy midtempostykke afløser det andet, så knytnæverne automatisk bør skyde i vejret, mens der bliver spildt øl ud over gulvet, og det er så pisse lige meget. Halvstore anthems der minder en om Valient Thorr, licks og beskidthed, der næsten kommer hen i nærheden af tidlig Hellacopters, og det hele holdt inden for rammerne af en braldrende hardcore som hos Trash Talk. En Motörhead-banger i 'Shame'. En reference til, hele tiden en reference til, det er det genkendelige, der bliver fejret her, nøjagtig som til enhver anden fest, der er ingen, der skal risikere at komme til at tænke for meget over noget, intet må dræbe fremdriften ud over kanten.
Det er sådan noget, der garanteret kommer til at fungere eminent, når Obliterations rammer Templet i Lyngby til foråret. Det var meningen det skulle have været i november, men nu er det rykket til foråret, sådan er der så meget, og det bliver festen sikkert ikke mindre af. Utroligt mange øl, der skal bælles, og resten i håret, folk, der skal rives rundt, så de kan vise de blå mærker frem dagen efter for at demonstrere, hvor sjovt de har haft det, overbevise sig selv om det, hvis bare en lille snert af tvivl skulle være blevet siddende i det gennemtampede hoved.
Ikke mig.
Problemet med Obliterations er nemlig ikke bare festen, det er, at slutmålet, hele deres eksistensberettigelse, virker som om det er at have det herresjovt. Voldeligheden bliver kalkuleret, aggressiviteten presset ned over lytteren som noget, det er uundgåeligt at lade sig rive med af. Og der er det, jeg bliver kontrær og rykker ud til køkkenfesten, fordi punkrock kan som sådan sagtens være sjovt og endda euforiserende, og man kan sagtens få en ubændig trang til at drikke en trillebørfuld øl af det der garagede rock'n'roll, men så snart det kommer til at stå som hele pointen med det, så er det, jeg begynder at tænke over alt det lort, det så skal skygge for.
Så er festen slut. Kontrarevolutionært pis, er det.