Cloak skruer op for black metallen og de lyriske budskaber på 'Black Flame Eternal' – deres mest personlige og ambitiøse plade til dato.

Dramaet er skruet op og udtrykket fintune på Gaereas seneste udspil, der alene i ambitionsniveau er alt andet end det fatamorgana, det titulært udgiver sig for at være.

The Devil’s Trade omsluttede os af melankolsk mørke og gav os en klump i halsen.

Forandring fryder for Hooded Menace, der udskifter noget af det buldrende tunge med klassisk 80'er metal for derved at lande i et enklere lydbillede, hvor potentialet er stort omend ikke komplet i mål.

Emptiness har med deres sjette fuldlængde album skabt et værk, der med sin nysgerrige tilgang til alt og intet udforsker et musikalsk og stemningsfuldt univers, metalverdenen sjældent har set.

Med deres tredje plade træder Auðn i den grad frem på den internationale black metal-scene, hvor de nu skal til at udfordre de store navne og festivalscener.

Mörk Gryning er tilbage, og det er hverken helt skidt eller bragende fantastisk. Der er gode takter og en produktion, som måske kunne have gjort mere for at gøre de mindre gode takter spændende alligevel.

Phil Anselmo lancerer endnu et projekt, verden havde været bedre foruden. Nick Cave-plagiat, svage kompositioner og en halvvissen stemme er blandt de mest iøjnefaldende fejlskud på En Minors debut.

I Portugal brygger man black metal med ingredienser høstet på Månens mørke side.

Septicflesh leverer en best of-koncert baseret på bandets seneste fire plader, der viser et band i fin liveform men ikke bibringer mange nye elementer, som den almindelige koncertgænger ikke har set før.

Det hollandske freakshow har ladet sig inspirere af det mest forsuttede bolche, der findes i horrorgenren. Resultatet er nedslående.

Barishi har tryllet i laboratoriet og brygget en fremragende formular for tunge riffs med skæve haler på i et resultat, der smeder gammelt Mastodon med ditto Opeth. Resultatet er stærkt i den enkelte sang, men ensformigt somhelhed.

Med ‘Phylogenesis’ kværner amerikanske Abysmal Dawn ubønhørligt derudad. Tempo og aggressivitet er de primære ingredienser på deres femte plade.

Sjældent har anarkisme og legesyge haft et så fattet og organisk udtryk, som det manifesterer sig på seneste udspil fra Thy Catafalque – en tidlig kandidat til årets udgivelse for de progressivt bevandrede.

Sjette album fra Esoteric er langt og krævende af lytteren, men med den rette tid og måske også de rette lytterammer, så udfolder sig et støjende univers, der både er skræmmende og smukt.

Bandet, der ynder at lave sjov med sangtitler, kan såmænd sagtens lave dødsmetal selv, men det bliver aldrig andet end kød og kartofler.

Norske 1349 har kastet lidt thrash i lydbilledet på deres syvende studieplade, der er præcis lige så hurtig og beskidt som de forrige plader.

Spanske Wormed leverer slagkraftig og kontant tech-død, der sjældent forfalder til navlepilleri og selvfede jazz-eventyr.

Heilung overgår sig selv på ’Futha’, der er væsentligt mere helstøbt og forførende end bandets debut, som med et par års forsinkelse tog metalverdenen med storm i 2017.

Skilsmisser kan få noget ellers dødt og borte i mennesker til at blomstre igen. Men i bandskilsmisser er et soloprojekt langt fra altid løsningen. Med sit hidtil stærkeste udspil demonstrerer Abbath dog, at han ligesom Abba og Sabbath kan lave solid, gennemført musik.