Lettere, klassiske dyder

a2893240332_16

Forandring fryder for Hooded Menace, der udskifter noget af det buldrende tunge med klassisk 80'er metal for derved at lande i et enklere lydbillede, hvor potentialet er stort omend ikke komplet i mål.

Titel
The Tritonus Bell
Dato
27-08-2021
Genre
Trackliste
1.
1. Chthonic Exordium
2. Chime Diabolicus
3. Blood Ornaments
4. Those Who Absorb The Night
5. Corpus Asunder
6. Scattered Into Dark
7. Instruments Of Somber Finality
Karakter
3

Det ville være urimeligt at forvente, at nogen kan huske overskriften på anmeldelsen af finske Hooded Menaces femte album her på sitet i starten af 2018. Men den lød den gang "Tunge, klassiske dyder", og noget af tyngden fra den gang – og for den sags skyld fra tidligere i diskografien – er taget ud og erstattet med en renere, klarere lyd, der ikke gemmer detaljer væk fra de første lyt i et mørke, der først efter adskillige lyt lader sig forstå.

Lasse Pyykkö, bandets stifter, guitarist og sangskriver har denne gang kigget lidt væk fra sine Asphyx og Paradise Lost skiver og set mod den klassiske okkulte heavy metal. Selv peger han mod King Diamond og Mercyful Fate, men der vil være mange flere eksempler at hente i en velassorteret 80'er heavy metal-pladesamling. Det er for så vidt et drastisk, eller i hvert fald uventet, skift i finnernes stil, men da de ikke benytter lejligheden til at blive moderne eller sætte tempoet uventet op, så fornægter fortiden sig hellere ikke, og flere melodiske leads i adstadigt tempo minder stadig om ældre Paradise Lost. Eller skulle man pege mere hjemligt for bandet, så har det sine Amorphis- og særligt 'The Karelian Isthmus'-vibes over sig. Men det er så også nærmest en pleonasme, for Amorphis var klart inspirerede af Paradise Lost dengang. Det er særligt hørbart i verset af 'Blood Ornaments' og i store træk af 'Those Who Absorb The Night'. To af albummets stærkeste kort.



Dobbelt op på diamanten
Produktionen har bandet ladet Andy LaRocque, guitarist i King Diamond, stå for. Hvorfor ikke søge mod kilden bag den nyfundne inspiration? Sammen har de frembragt en lyd, som er lettere, svævende og mere tydelig i sit udtryk, end det tidligere er hørt fra Hooded Menace. Bunden er mere delikat og præcis i stedet for fordums brutale buldren. Med mystikken, der indimellem indfandt sig i dødsdoom'en tidligere fra bandet, næsten helt barberet ud af lydbilledet, så er det også en sværere opgave at nå helt i mål for finnerne. Med tanke på, at tempoet måske ikke er helt så slæbende, som det nogle gange har været for bandet, så er det stadig højst et travende midtempo, hvor guitarriffs inspireret af klasssiske 80'er heavy metal-dyder let bliver gumpetunge. Det gør det også her fra tid til anden, når et riff bliver lige banalt nok. 

Men så kommer et stærkt riff eller den gennemtrængende vokal, der i vanlig stil holder growlet kørende hele vejen – bortset fra lidt desperat snakkevokal ,men de holder sig helt fra clean vokal. Og specielt vokalen nyder godt af den "nye" produktion. Der er plads til den, og uden forceren er det en solid vokalpræstation, der på sin massive facon gør hvad den skal, og lander udtrykket sikkert i den doomede dødsmetal. Her betyder 80'er-flirten i riffene intet.

Melodisk dødsdoom med en form for twist
Hooded Menace er melodisk dødsmetal med et doomet touch her i 2021. Det er på sin vis velkendt, det kan godt være, at det er en overraskelse at Hooded Menace har ændret på sin stil, men udover dén overraskelse, så er det traditionelle riffs, der bydes på. Hvad end der er plukket i 80'er-heavyen eller i dødsdoomen.

Med melodisk dødsmetal menes ikke In Flames og lignende i Göteborg-stilen, men snarere når nogle dødsmetalbands gradvist har fået mere og mere melodi og klassisk heavy i lyden, som for eksempel når Death eller Carcass fandt den slags frem i løbet af karrieren. Hooded Menace skaber dog ikke noget, der er nær så originalt, men de har skabt en forandring, som synes vigtig her og nu for bandet, da det skaber spænding om næste træk. Hvad vej vil bandet gå? Er de faktisk ret gode og fede takter, som 'The Tritonus Bell' byder på, en vej bandet vil forfølge? Der er i høj grad noget at bygge videre på her. Man kan høre, at der leges, når materialet er bedst, men der er også en form for stilstand og uvished i andet af skivens materiale.