Tunge, klassiske dyder

Tunge, klassiske dyder

Med deres femte fuldlængde har finske Hooded Menace lavet noget nær en helstøbt plade, der også lykkes med at spiffe sin genre op. Medrivende doom metal, der går i nakkemusklerne! 

Titel
Ossuarium Silhouettes Unhallowed
Dato
26-01-2018
Genre
Trackliste
Sempiternal Grotesqueries
In Eerie Deliverance
Cathedral of Labyrinthine Darkness
Cascade of Ashes
Charnel Reflections
Black Moss
Karakter
4

Uden at man har lyttet sådan rigtig meget til dem, er Hooded Menace fra Joensuu i det sydøstlige Finland over de senere år igen og igen dukket op på ens radar. I 2011 spillede de på Rodburn Festival i Holland, hvor de var blevet inviteret af Sunn O))), som det år var gæstekurator på festivalen. På Roadburn delte Hooded Menace plakat med blandt andet svenske Candlemass og amerikanske Winter, som begge synes at have været betydelige inspirationskilder for det finske band. Inspirationerne kunne man høre allerede på Hooded Menaces debutplade ’Fulfill the Curse’ i 2008, ligesom man kan høre dem på samtlige udgivelser, der er fulgt efter. Herhjemme spillede de i øvrigt på Killtown Death Festival i 2012 samt på Heavy Days In Doomtown i 2015.

Hvor det på bandets første fire album hovedsageligt har været legendariske undergrundsnavne som ovenstående, der synes at have sat deres præg på Hooded Menaces blanding af ¾ doom- og ¼ death metal, blottes der på bandets femte og seneste fuldlængde nu en musikalsk nysgerrighed, der mere omhyggeligt end tidligere stikker i en lidt anden retning. ’Ossuarium Silhouettes Unhallowed’, som pladen hedder, er den mest legende plade, Hooded Menace til dato har udgivet. Dermed ikke sagt, at det ligefrem er en improvisationsplade, det bastante doomband her udgiver. Det er det på ingen måde. Der er stadig tale om en gennemtænkt musikalsk næve karakteriseret af en lydmur bestående fortrinsvis af toner af beton, som er svøbt ind i en vokal, der følger instrumenternes nedstemthed ved at være 100 % growl.

I centrum af Hooded Menace finder vi musikeren Lasse Pyykkö, som gennem bandets tiårige eksistens har været dets eneste faste medlem. Pyykkö har skrevet alt materialet til ’Ossuarium Silhouettes Unhallowed’, ligesom han udover vanen tro at tage sig af guitarspillet denne gang også spiller bas på pladen. Trommerne står igen Pekka Koskelo for – han er sidenhen røget ud af bandet, men havde ellers været med siden andet album, ’Never Cross the Dead’ (2009) – mens Harri Kuokkanen, der også er med bandet Horse Latitudes, er bandets nye forsanger. Kuokkanen var sidste år med på en 12”-split, som Hooded Menace udgav sammen med AlgomA, men er her altså med på sin første fuldlængde med bandet.

Et navn, der synes lige så vigtigt at fremhæve, er Jaime Gomez Arellano, som har mixet og mastereret ’Ossuarium Silhouettes Unhallowed’. Arellanos har flere finske bands på sit cv, blandt andet Oranssi Pazuzu og Grave Pleasures, men det er hans arbejde på de senere udgivelser med Paradise Lost, der har været referencerammen for lyden på nærværende plade. Især produktionen på ’’The Plague Within’ (2015) er der angiveligt blevet set op til.

Som det er lykkedes ham også med Paradise Lost på briternes seneste par plader, har Arellano held med at få Hooded Menaces sange til at fremstå skarpere end før. Med ham bag knapperne er det, som om alle musikalske affaldsstoffer bliver sorteret fra, og det endelige resultat bliver derefter. ’Ossuarium Silhouettes Unhallowed’ er en grundig, veldrejet knytnæve, hvor de respektive instrumenter let kan adskilles fra hinanden, og hvor forkærligheden for lyden af både den fræseglade Garry Jennings-inspirerede doomguitar og vokalen ikke er til at komme udenom. Arellano tilføjer kort sagt Hooded Menaces lyd en vis harmoni. Det er selvfølgelig stadig skidetungt, men med Arrelano i stolen har Hooded Menace for første gang lavet en undergrundsplade, der synes at have ambitioner om også at nå op at snuse til overgrunden. Fans af de senere plader med Paradise Lost bør for alvor tjekke ’Ossuarium Silhouettes Unhallowed’ ud.

For denne skribent bliver netop produktionen en smule monoton i længden. Monotonien er selvfølgelig på mange måder selve hensigten i et doom-henseende som dette, det forstår jeg, og det må da også pointeres, at det altså er lyden frem for sangene, der afskriver en fra at rubricere pladen som en godkendt nyklassiker. Sangene er nemlig på mange måder derefter. De er gennemtænkte ned til sokkeholderne, og det er sikkert derfor, at de så effektfulde. Man headbanger; næven kommer i vejret; der dukker adskillige gode soli op undervejs, som man lever sig ind i. Som nævnt bliver der tilmed givet plads til små, legende indfald, der adskiller sig fra det, man oftest hører på tunge, klassiske doomplader som denne. Synth-melodien, der dukker op to minutter inde i nummeret ’In Eerie Deliverance’, er blot et ud af mange af pladens overraskende påfund, og sender tankerne tilbage til doom genrens ophavsnmænd, Black Sabbath, der jo om nogen satte en legende standard for hvilke toner kunne indkorporeres på metalplader. Disse indskydelser har muligvis været en del af også Hooded Menace på deres tidligere udspil, men på ’Ossuarium Silhouettes Unhallowed’ synes disse skævere indslag for alvor at komme til deres ret.

Til trods for at der er noget semiirriterende over produktionen, overskygger det ambitiøse produktionsnusseri ikke for det faktum, at ’Ossuarium Silhouettes Unhallowed’ er en flot og vel nærmest helstøbt metalplade. Det er en plade, der både byder på utrolig stærke sange og, ja, masser af produktionssnilde, hvis man er til den slags. Det er på mange måder en plade, der næsten ikke kan sættes en finger på, og blandt andet derfor bør man netop sætte en finger på den.