HDDT '15: Traurig bølledoom
Populær
De finske bølledoomere levede i hvert fald op til deres navn ved at være hætteklædte og lidt irriterende. Det er så også det bedste, der er at sige om dem.
Mens Hooded Menace stod og lavede lydprøve, passerede jeg min ven Rune på vej ud til toilettet, og han mente, at det, de stod og spillede, godt kunne lyde som et breakdown i et NYHC-nummer, og at det egentlig kunne være ret fedt, hvis de nu spillede langsom, doomy hardcore. Altså ikke fordi den stil i sig selv ville være specielt attråværdig, men fordi det kunne ryste posen lidt.
Det blev den ikke, rystet, posen, overhovedet.
Hooded Menace gik på med hætterne trukket op og skrævende ben, og så spillede de bøllet doom, som vi var blevet enige om at kalde det ude i gården inden starten. OK, jeg var egentlig kommet til at kalde det knivstikkerdoom, fordi det lød som en god, led betegnelse, men så gjorde halvfinnen mig opmærksom på, at det var, sådan, lidt fordomsfuldt, når nu bandet faktisk var finner, og den der med finner og knive var en skrøne fra vores forældres ungdom, og så valgte jeg den mere PC løsning med bølledoom.
Det var sådan noget man godt kunne stå og diskutere under showet, for man blev nemt distraheret. Og irriteret. Hooded Menace følger ret slavisk en fast skabelon for, hvordan deres numre skal lyde: Der skal være en tung og langsom, men tilnærmelsesvist groovy boogierytme, og så skal de to guitarister ellers lave twinleads på deres Flying V'er, hver gang lejligheden byder sig, og det gør den med faste intervaller. Ikke at jeg har noget som helst imod twinleads, sådan skal det for alt i verden ikke lyde, men af en eller anden grund er de bare ikke særligt sindsoprivende her. Måske fordi de også har en vane med at lade bassen falde ind og køre den samme melodilinje som guitaren uden at besvære sig med at lave harmonier eller andet, der kunne bløde indtrykket op. Måske fordi den ene guitarist havde solbriller på, og det virkede virkelig unødvendigt rockstjernet, specielt når det, han lavede, var så lidt overlegent.
Eller måske bare fordi jeg var træt: Placeringen som tredjesidste band søndag aften var nådesløs overfor Hooded Menace. Der skulle virkelig noget til at trække den op på dette tidspunkt, virkelig gøres en solid indsats for at imponere nogen efter fire dages doom i alle afskygninger, og det formåede Hooded Menace ikke. Traurige fremstod de med deres kaffemaskinevokal og uinspirerede riffs, halvfinnen blev sur over dem og skred, og jeg blev forbavset over at se en kvinde foran mig give sig fuldstændigt hen til bandet og headbange med hele kroppen. Hun var i ekstase den sidste halvdel af koncerten, og jeg blev oprigtigt i tvivl om, hvorvidt det simpelthen var mig, der ikke havde fattet det, om jeg virkelig var forkert på den, og det her fedt, selvom jeg inderst inde godt vidste, at det naturligvis ikke kunne passe.