Tunge, ungarnske drømmesyn
Thy Catafalque tager os med ud på en betagende tidsrejse på ‘XII’, der både omfavner egne rødder og ser fremad mod lysere horisonter.
Mindenevö
Vasgyar
Vilagnak Vilaga
Nyarfa, Nyirfa
Lydiahoz (cover)
Vakond
Ködkiraly
Alahullas
A Gyönyöru Almok Ezutan Jönnek
Bonusnr: Babylon (cover)
Siden ‘Naiv’ totalt slog benene væk under mig i 2020, og nok stadig er den plade jeg har dyrket mest i hele det indeværende årti, har der bestemt ikke stået stille i Thy Catafalque-lejren. Resten af bagkataloget er blevet terpet, omend Tamas Katai, manden bag det hele, stadig opretholder en imponerende udgivelseskurve. Allerede året efter landede ‘Vadak’ og sidste år ‘Alföld’, der begge lagde vægten på Katais mere metalliske tilbøjeligheder, men helt så ensrettet en kaliber er ‘XII: A Gyönyöru Almok Ezutan Jönnek’ til gengæld ikke. Som det fremgår af promomaterialet “kigger Thy Catafalque længselsfuldt tilbage til fortiden uden at stoppe op for at dufte til roserne, fordi Katai med ‘XII’ viser, at de smukke drømme er forude”, og det kan man så tolke videre på, som pladen tager form.
Som indledende appetizer får vi den lystigt lette ‘Piros Kocsi, Fekete Ej’, der åbner drømmende ud med Martina Horvaths skønsang og efterfølgende Attila Bakos’ operatisk rene vokal, der på hver sin vis fører os ind i Thy Catafalques dynamiske lydbillede med både synths, tyngde, harmonier og komplekst konstruerede opbygninger, blot indenfor pladens første fire minutter. En fænomenal åbner i klassisk Catafalque-fashion, der med lidt intrikat, akustisk fingerspil glider over i ‘Mindenevö’, lækkert orkestreret, inden den slår ind med et smæld 40 sekunder inde – og er videre tilbage i stilen a lá forgængeren ‘Alföld’. Igen med delikate detaljer som i temalinien omkring to minutter inde, der sidenhen gentages tonalt et par gange på andre instrumenter, før vi via det metalliske udgangspunkt med blastbeats til at holde kadencen oppe runder introspektivt af med cello og hypnotiske key-motiver.
‘Vasgyar’ genoptager det hidsige leje som pladens absolut tungeste indslag, både med Slayer’sk sololir, dobbeltpedaler, Gabor Veres’ hulemandsgrowls og bastante riffs, som et blik tilbage til bandets mere metalliske rødder – men også her får vi halvvejs inde flere af de for dem så letgenkendelige, orientalske keymoduleringer til at brede lydbilledet ud, inden hvad der lyder som en elektrificeret violin lirer nummeret til ende.
Lidt i samme dur følger ‘Vilagnak Vilaga’, der dog, på trods af nok så insisterende brøl, messen og snerren samt flashy synths, mangler et eller andet for rigtigt at suge os ind – og på den vis er det godt tænkt at bryde det mere bastante udtryk op her, for herfra ændrer pladen tydeligt karakter. ‘Nyarfa, Nyirfa’ som et kort folk-rocket afbræk, der desværre har meget lidt andet end lækkert sax-lir til at holde os fokuseret, mens ‘Lydiahoz’ sender et venligt vink til hans middelalder-folkede inspirationer på et af skivens to covernumre.
For os, der ikke er ungarnsk skolede, bliver det dog en kende mere spændende, da ‘Vakond’ bygger op i fingerklappende pacing, hvor både bouzouki, flügelhorn, trombone og en fortællerstemme drager os tilbage ind i de orientalske lydbilleder, der kendetegnede dele af ‘Naiv’-pladen.
Det er netop her på ‘Vakond’ og den efterfølgende ‘Kodkiraly’, at pladen tager kegler. Sidstnævnte med højstemte vokalharmonier til at drage os ind, mens både engelske og franske horn svæver henover den pulserende synthlinie, indtil massivt distortede guitarer og Gabor Veres’ snerrende black-skrig bryder nummeret op fire minutter ind – før nummeret så graduelt søger tilbage mod det introspektive stadie med flere blæs i baggrunden, og Veres’ dybe bas og de lyse kvinderøster runder af i skøn, ungarnsk samhørighed.
‘Alahullas’ kunne til gengæld snildt være sparet væk, uden at supplere med noget videre mindeværdigt til helheden, men det samme kan så ikke siges om det afrundende titelnummer, der også er leadsingle. En insisterende sag med et hooky omkvæd, der fænger i sin drevne og ukomplicerede natur, mens Katai i videoen løber gennem sin hjemstavn, med alt hvad dertil hører i Mako af slagsbrødre, pittoreske naturscener og dobbeltgængere.
Som ekstramateriale bør bonuscoveret ‘Babylon’ også fremhæves for at runde pladen af på endnu en punchy high note uden at tage noget fra den introspektive natur, der karaktereriserer det meste af Thy Catafalques virke.
Således stærkt fulgt til dørs er ‘XII’ usvigeligt endnu et skarpt skud, og en lækker return to form fra Tamas Katai og hans cast, der denne gang snakker over 20 gæstmusikere, overvejende fra den ungarnske scene. Hvor sidste års ‘Alföld’ var en kold og metalbåren størrelse, så er der her højere til loftet, med både klassisk instrumentering og rigmål af østerlandske synth-tonearter til at føje mere kolorit til helheden. Enkelte fillers kunne snildt være udeladt for at trimme den ned fra 53 til de 40 minutter, så den står mere skarpt fra ende til anden – men med dét sagt, så er det dejligt at høre Katai omfavne mere af den eventyrlystne stil, der gjorde plader som ‘Geometria’ og ‘Naiv’ til stilistisk unikke standouts i diskografien.
"I think of this album as an introspective journey through the night", lyder det fra hestens egen mund – og er nætterne i Mako bare tilnærmelsesvis som det, vi hører her, så kunne det godt være, at Ungarn fortjener at blive tjekket af på verdenskortet inden alt for længe …