Fremtidskuratering
Prominente lokale gæster, som traditionen vel efterhånden foreskriver, og dunkel synthwave fra sublime Sierra fra Frankrig; John Cxnnor overtager og skaber en formentlig medrivende dystopi i VEGA.
Under parolen ”Danish Invasion” blev det i går offentliggjort, at det danske rave-kartel John Cxnnor indtager Mystic Festival i Polen. Med i invasionen følger et spændende entourage af danske bands, tællende MØL, Cabal, Katla, Plaguemace og [Embla]. Har man oplevet John Cxnnor live, ved man at der derved kan forventes gæsteoptræden fra minimum de danske bands. Det har naturligvis kun øget forventningerne til duoens optræden den 8. februar på VEGA.
Nu har vi det endelige program til eventen på VEGA, og der hersker ingen tvivl om, at vi har en ekstravagant oplevelse i vente. Ud over hoved-eventet, får vi et 3-floor-show, med opvarmning fra norske Witch Club Satan, Smertegrænsens Toldere og [Embla]. Alle med medlemmer, der deltog i John Cxnnors eksemplariske koncert på Copenhell i år.
Hvad der måske er mindre forventeligt og en kærkommen overraskelse, er det DJ-set der tager over inden aftenens hovednavn indtager scenen. Her får vi nemlig fornøjelsen af ingen ringere end den franske synthwave-komet Sierra. En udsøgt tilføjelse til et program, der i forvejen er stærkt, og vi gav duoen fire ud af fem kasser, da vi så hende på Inkonst i Sverige for ret præcist et år siden. Vores anmelder skrev: "At se Sierra live er lidt som at have rigtig god sex, mens man får en hel masse mavepustere." Vi kan håbe, at hendes DJ-set også har samme effekt.
Vi får altså en hel aften kurateret af John Cxnnor, hvor VEGAs historiske rammer omdannes til en smeltedigel af musikalske indtryk, der har til formål at rykke ved de konservative rammer vi har for vane at sætte for, hvad hardcore og metal kan være.