Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

WTF! – det var en overraskelse!

Populær
Updated
37543478

Et nyt dansk/italiensk projektband med et overraskende habilt debutalbum er helt uventet dukket op.

Kunstner
Titel
Witness the Madness
Dato
09-05-2025
Trackliste
A SYMPHONY OF BRILLIANCE
FOR THE SAKE OF IT ALL
MOMENTS OF LIGHT
WAKE UP TO A BREAKDOWN
THERE IS ONLY ONE
SHADOWS AND LIGHTS
WHEN SILENCE FALLS
ONE REASON
SORRY
TEARS OF ICE

Bonus på CD:
ETERNAL ECHOES
COLD HAS COME
Karakter
4

Man tager fire midaldrende jyske provinsmusikere, tilsætter så måske Danmarks bedste heavy metal-sanger samt en ukendt italiensk Youtuber og udgiver et hard rock-album, indspillet på distancen, hvor hele bandet mødes fysisk første gang dagen før udgivelsen. Det lyder umiddelbart som et kuriøst reality program på en inferiør tv-kanal. Ikke desto mindre er resultatet overraskende godt.

Det hele startede åbenbart ved, at Ole Quist fra Randers med fortid i eksempelvis Randers-bandet Metal Cross udlevede sin passion for progbandet Dream Theater ved at kontakte den italienske sanger og Youtuber Marica Moire, som havde udgivet nogle coverversioner af netop Dream Theater-sange på Youtube. 

De to begyndte så at skrive sange sammen og Oles gamle musikervenner blev indkaldt til at indspille musikken og medvirke på en række videoer. I begyndelsen var det vel mest et projektband med forskellige vokalister, hvor også italienske Carmen Grandi (ex. Neophobia) har været inde over med udgivelse af en enkelt videosingle.

Tilføjelse af endnu mere vokal
Men med den måske overraskende tilføjelse af Michael Bastholm på vokal (ex. Artillery) var der så pludseligt et band bestående Quist (bas), Bastholm (vokal), Moire (vokal), Peter Mogensen (trommer – ex. Metal Cross, Third Stone From the Sun), Michael Sørensen (ex. Metal Cross m.fl.) og John Brandt (fx, tourmusiker for Pretty Maids m.fl.). 

Det har så resulteret i debutalbummet 'Witness The Madness’. Bandet selv beskriver, at det spiller hard rock. Det er så ikke helt forkert, men det er overhovedet ikke udtømmende. De progressive tendenser med inspiration fra bands som netop Dream Theater er ikke til at overse. Især gør det sig gældende i Moires vokale melodier. Der er ikke kopieret, men de er stærkt inspireret af en melodiopbygning, som kunne være kreeret at Dream Theater eller måske Rush. Det giver et ekstra push til den mere let tilgængelige hard rock og melodiøse metal, som er grundlaget. For det er sangene, der er fundamentet. Der er i høj grad progressive elementer i bandets sange, men det får aldrig lov til at stikke totalt af i tyve minutters lange tomgangssange. Det er hård rock med reminiscenser til fx Rainbow med fornemme guitarsoli fra Sørensen og ditto keyboards fra Brandt, Men det bliver aldrig 70’er- eller 80’er-agtigt. Særligt er Sørensens guitarsound helt up to date med en lyd, der til tider minder om Gøteborg-lyden.

Youtube-udgivelser
W’t’M har været flittige med singleudgivelser på Youtube forud for udgivelsen af debutalbummet. Der er nok at tage af hvis man vil have et indtryk af bandets sange og lyd.

Den seneste og helt nye ’Shadows And Lights’ viser en progmetal-version af bandet med en duet mellem Bastholm og Moire som har international klasse. Det giver mindelser om noget, som engelske Threshold kunne have udgivet, hvis man havde allieret sig med en kvinde i fronten.



Men også den tidligere udgivelse ’A Symphony of Brilliance’ med Moire alene i den vokale front viser, at der er tale om et band med potentiale, som vil det her.



Lidt mindre progressive og mere traditionelt hard rockende er måske de sange, hvor det er Bastholm, der er alene bag mikrofonen. Men det kan ikke tage kvaliteten fra sange som ’For The Sake Of It All’. Det er gedigen hard rock med al den guitar og keyboard-lir, der får en op af stolen.



Overordnet set bliver man lidt forbløffet og forpustet over, at et sådant sammensat band med rødder i gråhårede familiefædre med hverdagsjobs har kunne finde inspiration til at udgive et så fornuftigt album. Det giver forhåbninger om mere. Ikke mindst med de to frontpersoner, der er tilknyttet.

Er der så slet ikke behov for forbedring og udvikling?
Det er der. Man fornemmer, at albummet i nogen grad er sammensat med to forskellige vokalister, som endnu ikke har arbejdet sammen, men har indspillet hver for sig i nogen grad i forskellige former for kompositioner. Men forhåbentlig kan vi se frem til et album nummer to, hvor der i højere grad er fokuseret på en yderligere grad af sange, hvor begge vokalister indgår i duetter.

Der er dog stadig ikke tvivl om, at ’Witness-the-Madness’ er et overraskende godt dansk album.
Det bedste ved W’t’M og 'Witness-the-Madness' er så ikke, at albummet er godt. Derimod er det blændende, at der ud af intet er opstået et dansk band i en genre, som er så underrepræsenteret her i landet. Og med Moires udenlandske ophav, kan man håbe på, at det rækker ud over landets grænser.

W’t’M spillede for første gang live 9. og 10. maj i Danmark. Der går rygter om, at de snart dukker op igen her i landet. Hold øje med det. Det fortjener de.