Copenhell 2018: Kærlige aggressioner

Copenhell 2018: Kærlige aggressioner

Med hver et lille kvarters spilletid til rådighed fik tre af landets bedste navne inden for hardcore og grindcore lige rykket Copenhell godt og grundigt rundt.

Titel
+ UxDxS + Nyt Liv
Dato
21-06-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

Det er verdens bedste idé at kickstarte Copenhells første rigtige dag med en hurtig pakke hardcore. Faktisk så god en idé, at jeg selv stod sammen med en kammerat og ønskede præcis sådan en pakke, gerne med Smertegrænsens Toldere, helst placeret ude blandt publikum, hvor man ikke kan undslippe dem. Så vidt gik det desværre ikke, men det var ikke, fordi det blev meget mindre nærværende af at smide dem op på en scene og sætte dem sammen med UxDxS og Nyt Liv.  Det er den slags initiativer, der for alvor sætter skub i Copenhell og viser, at festivalen er andet end afdankede has beens fra 00’erne.

Det er så lige det: Nyt Liv udspringer af As We Fight og Pilgrimz; to navne, der nok gjorde sig bemærkede på scenen i sidste årti, men altså i høj grad gjorde det, fordi der ikke var så mange andre på den danske scene, der gjorde det i den slags hardcore, som de spillede på det tidspunkt. Efter de to bands kuldsejlede, fandt medlemmerne sammen i Nyt Liv, og det er et temmelig godt bytte. Sidste års debut-ep, ‘Livet brænder’, er den slags brutal hardcore med følsomme, dansksprogede tekster, som Parasight også gør det i, men hos Nyt Liv er der mere bid i det, mere amokløb.

Helt amok går de dog ikke torsdag over middag på Pandæmonium. Det er, som om de, på lige fod med publikum, lige skal løbes i gang, og selvom sangeren Michael Aagesen dasker frem og tilbage over scenen med sine lange lemmer, er det lidt sværere at få rigtig gang i resten af bandet. Michael Aagesen gør dog en brav indsats, springer ned i fotograven, og bandet fokuserer på at levere det gode materiale fra ep’en med tyngde og finesse. Det er nøglekæde-hardcore, og Michael Aagesens Zeke-T-shirt er et godt fingerpeg om graden af bøllethed. Hans tiltro til publikums fatteevne kan måske nok ligge på et lille sted, da han forsøger at organisere fællessang, men Nyt Liv er et godt bud på et band, der kan komme et langt stykke, hvis de holder gang i ilden.

Holdt på tæerne
Hvis Nyt Liv holder deres hardcore i stramme tøjler, vælter UxDxS til gengæld deres grindcore ud over det hele med en sløset aggressivitet, der passer perfekt til eftermiddagssløvheden. “Fuck fodbold!”, proklamerer forsangeren med reference til den landskamp, der trækker en god del af publikum ind i hallen, og så kører de ellers på i ti minutter med fuld distortion på bassen og blastbeats galore.

Nasum er den oplagte reference i UxDxS’ grå boligkarré-univers: En verden, hvor mistrøstigheden skal smadres væk med optøjer eller – mere konstruktivt – grindcore af den grimmeste slags. Dagens første moshpit opstår spontant, og selvom den er venskabelig og lidt træt, er det tydeligt at mærke, at vi er i gang nu.

Vi er også nødt til at være på tæerne i de par minutter, der går med at line op til Smertegrænsens Toldere, for når først de går i gang, er det bare om at hægte sig på. Der er ingen ophold mellem sangene, så snart den ene går i sig selv, sætter Jacob Bredahl et nyt riff i gang med et bredt smil, og der går spasmer gennem Mads Stobberups lange krop, mens han råber den ene fornærmelse efter den anden ind i den sagesløse mikrofon, når ikke han lige når at sende fingerkys af sted til publikum, mens han synger om at stikke ens øjne ud. Det er kært i al sin rasen.

Smertegrænsens Toldere er sandsynligvis Danmarks bedste band lige nu, og deres mix af Coke Bust-lydende smadder-hardcore og NYHC-breakdowns fungerer optimalt. Efter 17 minutter er det overstået, og uden et ord dingler de af scenen. Al kontakt foregår gennem musikken, den har gjort sit, vi er opfyldt og klar til at tage vores raseri ud på resten af festivalens bands, fordi de ikke kan finde ud af at være lige så fede som det her.