Erotiske mavepustere og blide strøg over kinden
Det kan klart anbefales at tage turen over Øresund og tilbringe en aften med at danse i den svenske undergrund – men husk ørepropper.
Lørdag aften tog vi turen over Øresund i godt selskab til intet mindre end 5 synth-koncerter i streg på det malmöske spillested, Inkonst. Aftenens navne var samlet under overskriften ElectriXmas, men før vi kommer til koncerterne er det værd at dvæle ved stedet.
Udefra ligner det et hvilket som helst spillested, og med rebafspærring til køerne og høflige dørmænd var det svært at vide, at der – på den anden side af døren – var en slags undergrundsfest i gang i hele to lokaler, hvis man fraregner foyerområdet. Lokalet lige ret forude fra indgangen var en ret stor sal med en meget entusiastisk DJ, der mestendels spillede techno fra genrens barndom. Gulvet var tyndt befolket af en flok halvgamle nisser iført beklædning med en stærk punk/BDSM-æstestik.
Om stedet forvandlede sig til noget andet og mere senere fandt vi aldrig ud af, men sikkert og vist var det, at det ikke var tilladt at fotografere i rummet efter midnat. Rummet til venstre var selve scenen – et rum på størrelse med Lille Vega, og med en ganske fin bar inde i lokalet.
Pivfalsk og stilforvirret
Rummet var ikke mere end halvt fyldt under første optræden, der gik på netop som vi ankom. Vi snakker Capital X, der efter alt at dømme egentlig er en duo, men som i aftenens anledning kun havde en enkelt sanger på scenen. Optræden er også så meget sagt – den bestod mest af at stå bag synth’en og bevæge sig frem og tilbage på scenen, og var således helt ulig de elektroniske acts, der foretager sig et eller andet mens de er på scenen, fx på en drumpad. Capital X beskriver sig selv som eksperimenterende, og hvis det er et andet ord for stilforvirret, så er det helt rigtigt.
Vi flød rundt mellem poppet synth, hyperpop og mørk synthwave uden nogen særlig retning. Hertil lægges en ustyrligt falsk vokal, der kun blev udstillet endnu mere af de båndede korsekvenser. Men hun prøvede og skal have point for ulejligheden, men ikke ret meget andet.
Dansk-top soft synth
Med historiens mest ambitiøse spilleplan var der ca 10 minutter til changeover, før danske Softwave skulle på scenen. På forhånd ikke blandt vores favoritter, men det skulle have en chance. Det fik en chance – mest så ingen andre behøver at give det en chance.
Hvis vaseline på linsen kan udtrykkes musikalsk, så var Softwave lige præcis det. Iført en art heldragt med modehus-tegn på, fik Cathrine Christensen på vokal sunget sig igennem sættet på en måde, der bedst kan beskrives som dansktop. Altså – det her band kan uden nogen problemer spille på Hjallerup Marked, uden at fornærme en eneste fremmødt. Det var så helt og aldeles uden kant og værre endnu – helt ude af trit med det arrangement, som ElectriXmas havde stillet op. Publikum var sparsomt, omend en enkelt fan hist og pist så ud til at have en fest. Men i det mindste sang hun ikke falsk, og det kan jo også noget.
Stærk og poppet midtersektion
Aftenens tredje optræden var Promenade Cinema, hvor manden bag knapperne næsten slår Blak Sagaans ditto i look. Vi er her ovre i en verden, hvor der måske er skelet en smule til Eurythmics og Depeche Mode, men fremført originalt og med stor charme. Det var en ganske fornøjelig koncert, der dog lå så tilpas meget i den poppede ende til, at det på et tidspunkt blev lidt uinteressant at grave mere i. Vokalen blev først og fremmest fremragende båret af vokalist, Emma Barson, men det var slet ikke dumt, når manden bag knapperne, Dorian Cramm, også gav sit besyv med. Hans vokal var patosfyldt på en ikke-kvalmende måde – jeg mistænker, at han også taler sådan.
Det var en fin balance mellem mørkt og dansabelt, men desværre tabte bandet publikum til det igangværende DJ-set lige ved siden af. Det havde i øvrigt været igang siden første band gik på scenen og der var således elektronisk, dansevenlig musik to steder på samme tid. Man kunne heldigvis ikke høre det ene, når man var det andet sted, men det virker lidt fjollet at konkurrere om publikum på den måde.
Karin Park kan også slå hårdt
Aftenens fjerde kunstner var første navn ud af to, som var hele årsagen til rejsen over Øresundsbroen. Ingen ringere end Karin Park lagde også vejen forbi, og hun begejstrede os en hel del for et års tid siden, da hun trak en ganske lille flok publikummer til Ideal Bar til sin opførelse af ‘Private Collection’, en række nye versioner af tidligere numre i en mere nedbarberet og stille version.
Også sådan startede Park også sin optræden denne aften i Malmö, hvor hun lagde ud med 'Private Collection'-versionen af Glasshouse, og hun med rytmen som et hjerteslag forenede publikum i en stor puls. Det kunne have været aldeles magisk, men en del havde mere travlt med at sludre i baren, og det var lidt forstyrrende. Endnu et stille nummer fulgte på sætlisten, denne gang fremført på hendes altid trofaste trædeorgel, og det tegnede til en stille aften i selskab med Karin Park – men her tog vi fejl. For Karin Park var i et helt andet humør og sendte torden og lynild efter publikum, der var blevet lidt småristede og derfor nok ikke helt havde evnen til at koncentrere sig om stille og smukt fremført musik. 
Så der kom gang i festen med en bas, der var så høj, at den vibrerede igennem alt inventar i lokalet og blev kastet rundt i rummet. Ikke for sarte sjæle, men værre endnu: ikke nogen fordel for musikken, der på sine steder blev overdøvet af bassen og ligesom “udlignet” i de frekvensområder, hvor de stødte sammen. Det var virkelig ærgerligt, men det forhindrede ikke Park i at have en dansefest af de helt store. Hun stod i hvid joggingdragt med påmalede budskaber og sit korte hår, og gav den fuld gas på den mest cool måde. Hun styrede publikum igennem et sæt, der slog hårdt, men også var sart og fint, fordi Parks stemme bare er sart og fin. Ikke at forveksle med hendes person på scenen, der var stærk, rå og kraftfuld. 'Tokyo By Night' fik én på sinkadusen, inden vi som sættets sidste nummer selvfølgelig fik 'Blue Roses', igen fremført på orgel, og som jo bare er et helt særligt nummer. Lyt til det her, hvis du lige skal have en smagsprøve på hvad det er for noget.
Alt i alt fik Karin Park bygget op, men også taget os med ned igen, selvom halvdelen af publikum på det tidspunkt havde passeret en promille, hvor den slags ikke rigtig blev værdsat.
Erotik og mavepustere
Aftenens sidste kunstner, Sierra, så vi sidst på Roadburn Festival i april måned, men også til Carpenter Brut forrige gang de gæstede Danmark. Hun er også kommet med et nyt album, 'A Story of Anger', der for nyligt fik en fin anmeldelse her på magasinet. Den franske synthwave-ekvlibrist er lige nu på tour, der tager hende ud i hele Europa, og var et helt naturligt hovednavn for dette arrangement. Og et trækplaster for mange, der stod helt klar foran scenen for at komme så tæt på hende som muligt. At se Sierra live er lidt som at have rigtig god sex, mens man får en hel masse mavepustere.
Hendes sæt var helt oppe under taget fra første færd med nummeret ‘Never Right’ fra ‘A Story of Anger’, og resten af sættet holdt tempoet med hits som 'Gone' fra EP'en af samme navn og 'Unbroken' fra ‘A Story of Anger’, fremført med en bister determination, som passede fremragende til både tekster og musikken. Men vi fik også en meget sårbar og fin Sierra at se denne aften, hvor hun i modsætning til sættet på Roadburn, også stillede sig frem på scenen og bag mikrofonen, mens hun for en stund lod synth være synth – et uvant syn, da hun er ret aktiv med knapperne og sin drumpad på scenen.
Også hendes koncert druknede på sine steder i en alt for høj bas, der kvalte en masse af nuancerne i hendes musik, men heller ikke hun lod sig forstyrre i nogen nævneværdig grad, mens hun lystigt flettede samples og båndsløjfer sammen til en langt mere potent udgave af de indspillede versioner. Måske skal den slags bare høres højt og live? Desværre kom hun på så sent, at det tyndede ud i publikum – ikke fordi de skulle ind ved siden af og danse, men fordi de skulle hjem i seng.
Med et sæt på tæt på en time, holdt hun fanen højt hele showet igennem – med sit vanlige pokerfjæs, sine knivskarpe kompositioner og hårdtslående beats, som fik hende til eje hele rummet. Koncerten blev kun forstyrret af en kampstiv del af publikum (lidt usmageligt) forklædt som afdøde Keith Flynn fra Prodigy. Han ravede rundt, forstyrrede alle og mest af alt vores gode veninde, der fik en rigtig træls oplevelse og nærmest måtte true manden med tæv, hvis han ikke holdt sig væk. Det er altid megasurt at have den slags idioter til at rende og skide i skovbunden, fordi det tager fokus fra musikken.
Heldigvis for Sierras musik, så finder man lynhurtigt tilbage igen, og hun spillede en aldeles fremragende koncert med variationer mellem det hårde, det tunge og det blide. Sierra sluttede hårdt og lige på, inden hun drønede ned af gulvet for selv at bemande sin merchbod og sludre med fans.
Inkonst kan et eller andet – men de bør nok overveje om de vil køre arrangementer med to konkurrende scener. Denne aften fik de booket et lineup, der var stærkt på papiret, men leverede med varierende kvalitet.
Capital X: 1/5
Softwave: 2/5
Promenade Cinema: 3/5
Karin Park: 4/5
Sierra: 4/5