Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Med følelserne uden på tøjet

Updated
Karin Park

Svensk-norske Karin Park har på sit album ‘Private Collection’ skåret ind til benet på sine egne numre og genindspillet dem med minimalistiske soundscapes og en hypnotiserende vokal.

Kunstner
Trackliste
1. Traces of Me
2. Opium
3. Bending Albert's Law
4. Tokyo By Night
5. Glasshouse
6. Blue Roses
7. Shine
8. Give
9. Look What You've Done
10. Superworldunknown
Forfatter
Karakter
5

Det svensk-norske sangfænomen, Karin Park, trækker tråde i mange retninger. Lustmord, Årabrot og så langt ind som i de finere gemakker med en hovedrolle i Les Miserables i Oslo. Også Roadburn Festival har haft hende på plakaten i det forgangne år, hvor hun spillede en fremragende koncert, som vi af uransagelige årsager glemte at anmelde. Samme år fortolkede hun en række af sine egne numre, og indspillede dem på ny. Sådan som hun ville spille dem i dag. Det er der kommet 10 hypnotiserende numre ud af.

'Private Collection' er en minimalistisk plade. Den er båret af Parks bløde vokal, der både er mild og brølestærk på samme tid. Skal man sammenligne med nogen, ville jeg nok pege på Björk og i visse passager bliver det nærmest Winehouse’sk med al den råstyrke, som afdøde Amy Winehouse kunne lægge i sin stemme på en god dag.

På overfladen er 'Private Collection' næsten pæn med melodistykker, man tager sig selv i at nynne, når nålen er oppe af rillen. Men lytter man efter, fornægter Parks tidligere samarbejder med dark ambient bandet Lustmord sig bestemt ikke. Der er ingen frygt for dissonans, men den er - som alt andet - minimalistisk, næsten usynlig. 'Private Collection' er ikke en plade, man danser sig igennem. Den kræver opmærksomhed - både på musikken og på teksterne, som er forfattet med stor skarphed, for Park har hverken dengang eller nu efterladt meget overflødigt fedt på versefødderne.

Albummet er indspillet sammen med hendes mand i hendes barndoms kirke i Sverige, hvor hun også har sit studie. Parks passion for at samle på trædeorgler fornægter sig ikke, og giver albummet varme og dybde sammen med det fremtrædende klaver. Det elektroniske element, som var ret fremtrædende til hendes koncert på Ideal Bar i december 2022, er noget mere nedtonet på pladen, ligesom indspilningen af Blue Roses er instrumenteret med klaver og ikke - som vi så det på Ideal Bar - et trædeorgel. Skulle jeg selv vælge, er det nok orgel-instrumenteringen, der vinder, men på denne indspilning er klaveret perfekt valgt.



'Private Collection' er ikke en plade, der lyder af "heavy", men den ånder både tungt og mørkt, når man lærer den at kende, og under den lidt poppede/singer-songwriter-overflade, har Karin Park formået at flette det dybe svenske mørke ind. Bare lyt til 'Glasshouse', som også er min personlige favorit på pladen. Eller den sørgmodige og dybe kærlighedserklæring i Shine, hvor kærligheden trumfer den (tilsyneladende) plagede elskede. Det er et en vekslen mellem det mørke, det melankolske, og det opløftende omkvæd, og er et godt billede på pladen.

Den bliver aldrig rigtig mørk, men det lurer hele tiden, mørket, under den silkeglatte overflade, som Parks stemme udgør. Som lytter suges man ind og hypnotiseres. Det kan bestemt anbefales at grave sig ned i Parks bagkatalog, hvor man kan få fornøjelsen af at lytte til numrene i deres oprindelige form. Eller man kan nøjes med den lækkerbisken, som 'Private Collection' er.