Med engleklang og gyserstemning
Karin Park sendte os ned i en dyb svensk skovsø med sin overjordiske stemme og sine flotte synth-sløjfer.
Ideal Bar har ved flere lejligheder haft besøg af navne, som enten har spillet eller måske en dag kommer til at spille på Roadburn Festival i Holland, og kan nu føje Karin Park til listen over de talenter, som vi skal holde godt øje med i fremtiden. Dette forår fik hun da også havde æren af at spille på Roadburn Festival, og derfor var det en rigtig god nyhed, da hendes navn kom på plakaten. Få steder egner sig så godt til netop hendes udtryk som Ideal Bar.
Der var på ingen måde overrendt på Ideal Bar, da vi ankom, men strømmen af mennesker var rimelig konstant, så da Park gik i gang med sin koncert derude på gulvet omgivet af drum pads, modulatorer og synths, var der er fint fremmøde, om end ikke nok til at publikum kom helt tæt på, sådan som Park faktisk foretrækker det. Men med lidt overtalelse lykkedes det hende at få folk til at gå to skridt frem og med det fik koncerten også lige det ekstra nøk op.
Vi har tit her på magasinet kommenteret optrædende artisters evne til at sammensætte en sætliste. Enten fordi sætlisten er virkelig godt sammensat eller fordi den på en eller anden måde ikke rigtig fungerer. Karin Parks sæt hørte klart til i første kategori, og vi lagde blidt ud med nogle af de mere stille numre i repertoiret, hvor Parks stemme i høj grad var i centrum kun flankeret af fine og simple melodier. Og lad os blot slå fast med det samme: Park synger som engel, og stod med en selvfølgelighed og en selvsikkerhed, som vi heldigvis ser oftere og oftere hos de moderne kvindelige artister, og fremførte sin skrøbelige musik foran en ikke helt fyldt bar. Og for en gangs skyld var der faktisk ikke ret meget sludder på bagperronen – stedet var simpelthen for lille til, at man rigtig kunne gemme sig.
Efter de første 3 numre, fik koncerten endnu et nøk op. Både fordi publikum begyndte at spille lidt med, men også fordi der blev sat strøm til de mange elektroniske dimser, hun havde omgivet sig med. Der kom lidt mere elektronisk vibe ind i det hele og mange passager var ikke helt ulig en opdateret udgave af den legendariske Claudio Simonettis musik. Simonetti, der er mest kendt som komponisk bag lydsiden på gyserfilm og som ophavsmand til bandet Goblin, kan det der med elektronisk musik, der virker let på tå, men som giver lytteren en vibe af en forestående fare. Og således kunne Park også balancere det ligefremme og lette med det mørke og dybe. Lidt som at glide ned i en, på overfladen, lun svensk skovsø, blot for at opdage, at der er uendeligt langt til bunden, og at søen i øvrigt også er temmelig kold under overfladen.
Karin Park havde en del multitasking at holde styr på. Dreje på knapper, synge, spille på tangenter. Det stod ikke lige skarpt hver gang, men det er til fulde opvejet af den charme det har, når det hele så åbent foregår lige foran publikum. Man skal ikke mange år tilbage før den slags elektronik var gemt væk hos trommeslageren, som alle jo ved er mester i multitasking.
Ved koncertens afslutning fik vi nummeret 'Blue Rose'. Et nummer, som blev spillet på det mindste af de åbenbart talrige trædeorgler, Park er indehaver af, og som hun samler på i sin nedlagte kirke og bolig et sted i Dalarne i Sveriges midte. 'Blue Rose' blev sunget med en nerve og en kraft, så hårene rejste sig på armene. Med fare for at sammenligne for meget, blev tankerne ledt hen på Amy Winehouse’ vokal i dennes velmagtsdage. Park viste os således, at hun ikke blot mestrer det lyse og engleklingende, men i lige så høj grad det kraftfulde, det smertefulde, det vibrerende. Park er en kunstner vi skal holde øje med. Det kan gå hen og blive større end som så.