Forvent det uventede
Populær
Sjældent har anarkisme og legesyge haft et så fattet og organisk udtryk, som det manifesterer sig på seneste udspil fra Thy Catafalque – en tidlig kandidat til årets udgivelse for de progressivt bevandrede.
2. Tsithushka
3. Embersolyom
4. Szamtalan Szinek
5. A Valosag Kazamatai
6. Kek Madar (Negy Kep)
7. Naput
8. Veto
9. Szelvesz
Et huggende riff sætter i, knækkes over i melodiske afbræk, flankeres af Martina Horvaths lyse røst og harmonierne bygger op i 2 minutter, inden der går doomet mørke i maskineriet. 10 sekunders blastbeats minder os om de black metalliske rødder, der fortsat er at spore hist og her, inden orientalske synthlag tilsættes den cykliske tematik fra sangens første minutter, og så er 'Naiv', det niende studiealbum med Thy Catafalque, ellers sparket solidt i gang.
Måtte dette projekt være gået én næsen forbi er det ikke så underligt endda. Vi taler om et ungarnsk énmands-projekt ledt af den evigt produktive Tamas Katai, hvor de tidlige udgivelser i højere grad bar præg af Katais metalliske baggrund. Det var dog først på 2016's 'Meta', at nærværende skribent stiftede bekendtskab med projektet, hvilket så til gengæld måske ikke er så underligt endda, musikkens drejning taget i betragtning. Selvom Thy Catafalque aldrig havde fornægtet deres frie, musikalske råderum var det på 'Meta' og den efterfølgende 'Geometria' (2018), at det genremæssige anarki blev Katais gennemgående modus operandi. Det eneste stempel, der tjener sin ret i denne forbindelse, er at ty til det progressive grundfundament - hvis blot man ignorerer alle dertilhørende associationer til progmetallens gamle garde og mere eller mindre komplekst tekniske stiløvelser. Tænk hellere en smeltedigel af jazzede konstruktioner, folkede temaer, synthtung techno, black metalliske udbrud, klassiske orkestreringer og poppede sensibiliteter, alt sammen organisk opbygget med en nærmest barnlig legesyge, der alle de enkelte elementer til trods aldrig efterlader én stakåndet i kampen for at hænge på – hvilket måske i virkeligheden er 'Naiv's største, kunstneriske bedrift.
Hvor 'Meta' stadig efterstræbte Thy Catafalques mere aggressive tilbøjeligheder, og 'Geometria' havde en mere kold, introspektiv klang, er der kommet højere til loftet på 'Naiv'. En lysere tone sætter dagsordenen, folk-elementerne er mere gennemtrængende, og endelig er det, med den stigende grad af genremæssigt anarki, blevet tydeligere, hvor eminent Katai er til at få alle elementerne til at flyde sammen, uden man på noget tidspunkt rynker på næsen af abrupte, jazzede saxofonforløb eller pumpende electronica. Det spiller fra start til slut, og efter den indledende 'A Bolyongas Ideje' fortsætter 'Tsithushka' således ud i funky, instrumentalt farvand med blæret, båndløs slapbass og lejlighedsvise trompetblæs som en kuriøs kandidat til et stormfuldt cruise ud af motorvejene. 'Embersolyom' er singleudspillet, der oprindeligt er et cover af det ungarnske folkorkester Kalaka, men under Katais kyndige hænder har det fået mere metallisk kant som ekstra krydderi til Horvaths skønsang og de folkbaserede fløjtearrangementer. Selvom 'Naiv' er et af Thy Catafalques mere stille, atmosfæriske værker er der også hårde elementer, ikke mindst i den groovy 'A Valosag Kazamatai' og den smukke afrunder 'Szelvesz'.
'Naiv' fortjener dog mere end noget andet at blive hørt i sin helhed. Det er et imponerende værk, der får alle de mange sekvenser til at gå op i et samlet hele, og i den forstand bør nydes af alle med svaghed for musik af progressiv karakter, genre underordnet. Selvom man kan tale nok så meget om 'Naiv's flamboyante udtryk, hvor Katais ungarnske baggrund uden tvivl også sætter sit præg på nogen af albummets orientalske undertoner, så er Thy Catafalque en unik størrelse, der er svær at omsætte til skrift. Hvis man sværger til projektets progressive udvikling, er 'Naiv' uden tvivl både kronen på værket og den oplagte plade at starte med, hvis man er ny i universet.
Smid skyklapperne og hengiv dig til en verden, der ikke minder om noget, du har hørt før. Godt nok er 2020 fortsat ung, men for undertegnede skal der usvigeligt meget til for at vippe 'Naiv' af pinden som årets progressive udgivelse.