Top 5 – Hvil i fred

Siden vi har haft begreb om vores egen dødelighed, har mennesket været besat af livets ophør. Fejret og frygtet, døden spiller en rolle i alt vi gør, den ultimative motivator.

Metal har naturligvis også et helt specielt forhold til konceptet, og forkærligheden har gennem årene kastet mange oplagte emner til en top fem af sig. Funeral Mist, Dark Funeral, ‘Cemetery Gates’, ‘My Arms, Your Hearse’ og min personlige favorit: King Diamonds ‘The Graveyard’ var, sammen med det meste af Type O Negatives diskografi, blot få ud af mange åbenlyse valg. Men hvad er en top fem om døden, hvis den ikke er blot en lille smule obskur?

En katafalk er nu om dage betegnelsen for den vogn, kisten bliver transporteret på forud for højtideligheden. Det er også, hvad kisten hviler på undervejs, og er oftest udstyret med et sort klæde. Det er ikke et ord, der bruges ofte udenfor begravelsesrelaterede brancher, og således er Thy Catafalque heller ikke dit typiske enmands black-projekt. Det er eksperimentelt, mangeartet og vi overøste dem med roser, for deres forrige udgivelse.



I den modsatte ende af det musikalske spektrum, finder vi Marduks 'Castrum Doloris', fra den tematisk passende 'World Funeral'. Men hvor musikken i dette tilfælde er blottet for overflødige krummelurer, forholder det sig omvendt med hvad, der ligger bag navnet. Kan det ikke blive fint nok, kan en katafalk udstyres med kunstfærdige spoilers for ekstra hyldest af den afdøde og et signal om en vis statur, der overlever selv døden.



Er det stadig ikke obskurt nok, kan vi vende blikket mod Columbarium. Et columbarium er her i Danmark bedre kendt som en urnevæg, og det er mere eller mindre nøjagtig, hvad det lyder som. Columbarium er også et amerikansk tomandsprojekt, der, på samme vis som sin navnebror, heller ikke er helt lige så alment kendt. Til gengæld scorer de højt på undergrundsbarometeret – der er nemlig kun produceret 100 kassettebånd af deres seneste album – som trods alt er at finde på Youtube.
  &t=584s

Er en kremering ikke lige din smag, har en god, gammeldags jordfæstelse også sin charme. Intet siger endegyldigt “farvel", som at se kisten med ens kære blive sænket langsomt i jorden. Nortts 'Graven' er et glimrende bud på, hvordan sorgen over at miste kan tage mange former – i  dette tilfælde er håbløsheden og smerten udtrykt gennem langsomme, fodslæbende og opgivende udbrud.



Men når jorden er kastet, og den sidste salme er sunget, konfronteres vi med den ufravigelige sandhed. For enden af de indforståede ritualer venter der os ultimativt den samme skæbne – derfor er den brutale rosin i pølseenden ligeledes blottet for pæne måder at sige tingene på. Hensyntagen til følelserne forbundet med post mortem er ikke-eksisterende på Six Feet Unders 'None Will Escape' fra 'Death Rituals', og er derfor uundgåelig på denne liste: ubehagelig at have med at gøre, ganske som det faktum, at vi alle skal dø.

?t=433