Bell og Cazares' musikalske parløb, der gennem 30 år har kastet fejder og musikalske landvindinger af sig, er kommet til vejs ende på en dyster fremtidsprognose.

I weekenden lokkede Blastbeast os til The New Shit i Pumpehuset med en spøjs blanding af knallertrock og screamo.

En ny uge har meldt sig med nye koncerter, nye lempelser og naturligvis nye udgivelser. Der er en del udsolgte koncerter i farvandet, men foretrækker man at nyde musikken i hjemlige omgivelser, er der nok at vælge i mellem på udgivelsesfronten.

De tyske metalcoreveteraner spilder tiden med en opsamlingsplade, hvor det bedste, der er at sige, reelt er, at den ikke er særlig lang.

Det bedste, der er at sige om 'Fortitude', er, at den får forløberne til at tage sig bedre ud. Økometallerne prædiker for koret og lever op til alle fordommene om at være overvurderede.

Intet kalder på introspektion som et års on and off armageddon. Med en alder, der nærmer sig en af de runde, er det vel ligetil også at dvæle ved årene, der er gået, hvad der blev af dem, og hvad de er blevet til. Den slags kan godt være farligt, men jeg er i det mindste ikke alene om at dvæle ved min egen dødelighed.

Modsætningsfyldt fra start til slut, ‘G_d’s Pee AT STATE’S END!’ er en kæmpe mundfuld, der anbefales at indtage siddende.

'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.

Finnerne har ry for at være nogle deprimerede og triste typer, der helst spiller hockey og begår selvmord, når de da ikke har flere metalbands per capita, end noget andet land i verden. Men efter at have set Hevi Reissu, er det ikke så blåt/hvidt endda.

Opeths ’Blackwater Park’ fylder 20 år, så vi har kigget nærmere på en plade, der på mange punkter signalerede begyndelsen på enden for det Opeth, hvis melodiske dødsmetal i forvejen adskilte sig væsentligt fra den slags, vore blå-gule naboer ellers specialiserede sig i.

Den første omgang forår står for døren. Om den bringer nye mutationer eller genåbninger med sig, må tiden vise. Dog vides det, at verden trods alt går videre.

Iotunn har lagt det snurrende kompas fra sig og sat kursen mod stjernene på et album, der udforsker nye territorier.

Det kan godt være, at verden som vi kender den, er forbi. Koncerter, fester og maskeringsforbud er erstattet af livestreams, joggingbukser og maskeringspåbud. Men heldigvis har pandemien ikke fået bugt med udgivelsen af musik, der kan nydes derhjemme.

Østrig er meget andet end bare komponister og klatmalere. Det er også schnitzler, strudel og sortmetal. Mindst to af disse burde ties ihjel.

Wardrunas rolle som kompetente formidlere af norrøn digtekunst har for længst placeret dem på det musikalske verdenskort, og de har lagt musik til blandt andet tv-serien Vikings og det seneste skud på stammen i Assassin’s Creed-spilserien. Men har de stadig noget på hjerte?

Her på Devilution har vi ikke altid været indbyrdes enige om d'herrer Devildriver. Hvis vi bare helt glemmer deres outlaw country-album, er vi vekslet fra under middel til over middel på bare få år.

Urfaust læner sædet helt tilbage og hopper i frigear på en plade, der aldrig rigtig bliver andet end "ok".

Børnene har fået ferie, de voksne er smidt hjem, og hele landet kører mere på vågeblus, end vi er vant til - selv så tæt på jul. Vi har samlet de bedste af de bedste af julesangene fra den metalliske verden.

2020 har været under middel på flere parametre. Heldigvis har der dog trods alt været et lyspunkt eller to. Vi trænger efterhånden alle til lidt orden i kaos og derfor, mine damer og herrer, er det på sin plads med en årsliste. Ganske som vi plejer.

Deafheavens tiårsjubilæum er blottet for stemning og charme og fremstår i stedet som en lappeløsning.