Det korteste strå
Populær
Metallicas samspil er i topfom, men årene har slebet kanterne af, hvor det gælder.
2. Shadows Follow
3. Screaming Suicide
4. Sleepwalk My Life Away
5. You Must Burn!
6. Lux Æterna
7. Crown of Barbed Wire
8. Chasing Light
9. If Darkness Had a Son
10. Too Far Gone?
11. Room of Mirrors
12. Inamorata
“SAY YOUR PRAYERS, LITTLE ONE…” det var det herrens år 1997. På daværende tidspunkt begrænsede mit kendskab til metal sig til diverse klip fra Beavis and Butthead, hvad PULS ellers kunne diske op med, og Nirvana var så småt begyndt at appellere til denne akavede og utilpasse(de) teenager sammen med Korns skæve outsiderunivers,.
Og gemt i et undseligt sort cover lå kimen til en brændende passion, der gennem årene har været både krykke, sjælesørger, en erstatning for en personlighed og, de sidste par år, min endelige form: anmelderen. En sær størrelse, der ikke rigtig hører til i nogle af de to skarpt optrukne lejre; afsender og modtager. Som en provokerende poltergeist giver vi vores meninger tilkende, ofte med det resultat, at nogle bliver stødt og bekæmper ild med ild.
Men bag enhver mere eller mindre selvfed, mere eller mindre selvbestaltet metalekspert med adgang til internettet, står der en forvokset teenager og har en mening om dagens helte: Metallica. Metallica er, indiskutabelt, verdens største metalliske succes – jeg gider ikke diskutere hverken Judas Priest eller Iron Maiden med dig – og deres millioner af fans har hver deres egen private og personlige historie med netop dette monster. Det er en unik fortælling fra fan til fan og uden at gå mere i de støvede detaljer, var det netop dette band, der grundlagde min kærlighed til de tunge toner.
Så hvordan går det så med Metallica og mig i 2023? Hånden på hjertet, så har jeg ikke hørt efter siden ‘Reload’, som vi godt kan diskutere, igen og igen. Jeg er en anden, bandet er et andet, og jeg har for længst fundet nye græsgange. Jeg har ikke fulgt med, men er forblevet fastfrosset i tid, som var jeg fanget under isen, ganske som utallige andre fans, der nægter at anerkende alt efter Cliff. Respekten for mine gamle læremestre er dog intakt, spørgsmålet er så: kan de stadig lære mig noget, eller er pensum for længst forældet?
Lige fra start, er det tydeligt at høre, at ‘72 Seasons’ lægger sig i den rockede slipstrøm af deres tidligere udgivelser og jeg føler mig sikker på, at den skal nok tilfredsstille de fans, der ikke hænger lige så meget fast i fortiden. Følelsen af at være på én og samme tid for ung og for gammel til at sætte pris på, hvad Metallica reelt set har været de sidste 15 år meldte sig dog hurtigt, for de er mere hård rock end metal. Men jeg har trods alt minderne.
Og her taler jeg ikke kun om ‘Sleepwalk My Life Away’ hvor riffet lyder mistænkeligt meget som ‘Enter Sandman’, et album der fik så sygeligt mange tæsk, men 32 år senere, stadig sælger. ‘You Must Burn’, er en langsom og bastant størrelse, men får mig alligevel til at overveje om hele albummet er en homage til dem selv, eller om de blot er løbet tør for idéer og ingen vil sige noget.
Some kind of morfar
På ‘Shadows Follow’, ‘Screaming Suicide’ og ‘Crown of Barbed Wire’ får vi et nostalgisk postkort fra dengang, Metallica klippede deres hår kort og blandede blod med country rock på den, dengang, kontroversielle ‘Load’. De gør sig også bemærket ved, at James Hetfield til tider lyder mere som David Draiman, med det resultat, at de pludselig lyder som Disturbed. Men Metallicas største inspirationskilde er stadig Metallica. Og James.
‘Lux Æterna’ og ‘Chasing Light’ viser sig fra en hårdere side end sine forgængere og jeg måtte minde mig selv om at jeg ikke skal bedømme Metallica ‘23 ud fra Metallica ’86-kriterier. “Full speed or nothin’” vrænges der, men her, på pladens zenit, fik jeg følelsen af at der ikke er materiale nok til 77 minutter, uanset hvor meget de forsøger at strække den ud.
Der er som regel noget at dykke ned i rent tematisk med Metallica, hvilket godt kunne have retfærdiggjort længden. Tag ‘If Darkness Had A Son’ for eksempel. Det er ikke første gang, at James har sunget om en barndom og opvækst der nok har kunnet omsættes til kommerciel succes, men også har kostet mere end blot dyre psykiatere. På ‘72 Seasons’ er dæmonerne blevet besejret, egoerne er blevet tæmmet og Metallica er som helhed et modent og sammenhængende orkester, der rent faktisk virker, som om de er enige om, hvordan man arbejder sammen.
Men det slår mig, at den midtersøgende, så-mange-fans-som-muligt-favnende musik, ikke rigtig formår at få alvoren i tekstuniverset til at stå klart. Jeg kunne aldrig drømme om at forlange af en flok etablerede morfædre, at de skal lyde så pissesure, som de gjorde i midten af firserne, men formidlingen, synes jeg, er lige så vigtig som budskabet. Til gengæld synes jeg den sidste del af ‘Room of Mirrors’ afslører, at Metallica stadig kan spille metal, og en del af mig ville ønske, at de gjorde det noget mere.
Hvad ‘Inamorata’ angår, er det er ikke særlig thrashet at lave et nummer på 11 minutter. Det er heller ikke særlig thrashet at have Lenny Kravitz’ ‘Are You Gonna Go My Way’-riffet kørende i baggrunden. Til gengæld slog det mig, at pladens sidste nummer bærer nærmest hele Metallicas diskografi i sig selv og er nøjagtig lige så hurtigt glemt som de øvrige 11 numre. Sørgeligt, men sandt.
Jeg har ikke en nutidig eller særlig opdateret relation til Metallica. På den ene side vil jeg gerne udfordres på min smag, mine præferencer eller mine fordomme. På den anden side vil jeg bare gerne have de ting, jeg ved jeg kan lide. Metallica anno 2023 falder lige nøjagtig ned mellem de to stole. Den tunge rock, der lokkede og den solide thrash, der cementerede, er på ‘72 Seasons’ blevet til en letfordøjelig og ufarlig legering. Havde de formået begrænsningens kunst og skåret mere ind til benet, havde det været en stærkere plade, men jeg er overbevist om, at for fans betyder den slags bagateller ikke noget.