Alt godt fra bunken

Nogle gange kan den daglige trummerum som anmelder godt virke som modgift mod ethvert strejf af inspiration.

Den ene udgivelse efter den anden skal måles og vejes. Der skal drages paralleller til både en eventuel diskografi, bands i samme genre, og så skal hele herligheden flikkes sammen til noget læsbart. Kreativitet og indlevelse på bestilling, om du vil. Det er en utaknemmelig og tidskrævende beskæftigelse, hvor arbejdet bærer lønnen i sig selv.

Det er ikke for andet end vores egen personlige tilfredsstillelse, at vi gang på gang ofrer det mest dyrebare vi har, tid, på at guide bort fra eller hen imod hvad der rører sig i så mange afkroge af metallen som menneskeligt muligt. Nogle gange føles det som et sisyfosarbejde, en endeløs op-ad-bakke-opgave, komplet med hånlige tilråb fra tilskuerne. Men trofast klør vi på, ikke fordi vi tror vi ved bedre, men fordi vi elsker musikken, og gerne vil engagere andre, hvis sorte hjerter også banker for de mørke melodier.

For at imødekomme den snigende mæthedsfornemmelse, der truer med at spolere mit naturlige forhold til en genre, som har fulgt mig gennem tykt og tyndt siden mine spæde teenageår, søger jeg tilbage til mine rødder. Dengang jeg gik på biblioteket og valgte en stak cd’er ad gangen, udelukkende baseret på en varierende sejhedsfaktor. Var det et fedt cover? Var det et fedt bandnavn? Hed albummet noget sejt? Eller måske noget helt fjerde?

Grundlæggende er nysgerrigheden det der drev værket, en nysgerrighed der nu kombineres med en målrettet måde at opdage ny musik på. Alle albums er udvalgt ud fra et enkelt kriterium: blikfang, og anmeldt på førstehåndsindtrykket, uden omsvøb – ganske som i gamle dage.


Uwu – Maze of Torment

Lol-ita grind
Ved første ørekast, er der ikke ret meget nyt at hente på ‘Maze of Torment’: En klassisk svinestald under vand på vokalen, flere blastbeats end du kan bære og godt med dukka-dukka til at stille dine behov for dansabel goregrind. Med elementer af Cattle Decapitation i rytmesektionen, er der elementer der bryder med det monotone, og især ‘Nekomusume Torture Extravaganza’ bliver interessant at lytte til, men også ‘Attack on Tokyo-3’ har noget i ærmet; et strejf af black metal sniger sig ind imellem squeals og fræs. Det klæder en genre, der hurtigt kan gå hen og blive lidt ensformig, men desværre er det ikke nok til at redde Uwu fra at drukne i mængden af enmandsprojekter.



Leave the cat(girl)s alone
Som metaller skal jeg være påpasselig med at sætte folk i bås. Selvom jeg med alderen har lært at klæde mig som jeg vil og ikke som jeg skal for at passe ind nogen steder, tillader jeg mig alligevel at stille mig lidt på bagbenene. Dødsmetal har ry for at være misogynt i sine fortællinger, og på ‘Maze of Torment’ tager vi så skridtet videre. Med titler som ‘Okaa-san Anal Obliteration’ og ‘Grooving With Semen Into the Abyss of a Catgirl’s Fertile Womb’ er det ikke svært at regne ud hvilken type mandsperson, der kværner “erotisk” tortur-metal ud fra sin kælder i Arizona. Tag det mest stereotype du kan forestille dig, og du har dig en håbefuld husbando. Heldigvis er der en anden stereotyp der overskygger hele herligheden: Man kan ikke forstå et ord af hvad, der bliver sagt og så varer EP’en kun 15 minutter. Længe nok til at ringe efter dyreværnet.

Til fans af: Cock and Ball Torture og at få sin computer beslaglagt.


Obelyskkh – The Ultimate Grace of God

Stenet
“Var alle de gode navne taget, eller hvad” tænkte jeg, da jeg forsøgte at stave mig igennem et bandnavn, der er lige så uudgrundeligt, som sin retstavede navnefælle. Det starter ellers ret godt med et sludget riff og en lige så rusten vokal. De lægger stor vægt på genrens dyder og det går aldrig hurtigere, end at den sløveste stoner kan følge med. ‘Aquaveil’ er så ulden, at det lyder som når man prøver at sætte noget i AUX’en mens den er tændt, men det er en del af charmen ved en genre, der sætter en ære i at have en hvilepuls der nærmer sig topatleters.



Tung røg, tungere riffs
En spilletid på 70 minutter, fordelt på syv numre, kan måske virke afskrækkende på en førstegangslytter og jeg kan mærke, at tålmodigheden bliver sat på prøve. Om det skyldes længden af numrene, skal jeg ikke kunne sige. Men kan man sidde stille længe nok, bliver man også belønnet med nogle fine harmonier og hvad der, relativt set, kan betegnes som uptempo. ‘Afterlife’ er en udsyret størrelse, men er ikke alene om at være lidt til en side, da hele pladen oser af mysticisme, mytologi og euforiserende stoffer. Er man til overlappet mellem sludge og stoner, bør man unde sig selv et hvil i obeliskens skygge.

Til fans af: Electric Wizard og stærke cigaretter.


Cløudy Skies – Changes

Øverskyet
Jeg gjorde mig morsom på Nøthing Møres bekostning for en del år siden og sidste år kommenterede vi på Robb Flynns brug af det lille, underlige bogstav, der kun har sin gang på jord i en meget lille del af verden. Og nu er vi så her, hos Cløudy Skies, jeg udelukkende har valgt på grund af den linguistiske appropriation, der aldrig kommer til at stå mål med umlauten. Atmosfærisk postmetal er dog altid velkomment og de er bestemt ikke uduelige til at trække os op fra de rolige vande og skubbe os ud i den dybe ende, men vokalarbejdet føles ind imellem som om det er sakset fra et andet band.

Hvør har jeg hørt det før…
Det giver noget auditiv dissonans og især ‘Currents’, trækker mig i flere forskellige retninger. Men det giver kant til et album, der ellers godt kan blive en smule anonymt og jeg sætter pris på hans næsten overdrevne udåndingsvokal, som jeg på indeværende tidspunkt gerne vil kunne sammenligne med en specifik kunstner, men ikke kan placere. De har forsøgt at klemme lidt indie-indflydelse ind for at adskille sig, men det svinger lidt med, hvor heldigt de slipper afsted med det. Dog vil jeg gerne nævne hvor meget jeg sætter pris på indlevelsen og det er ikke en dårlig plade, hvis man er nybegynder i genren.

Til fans af: Franske fornemmelser og blanke skosnuder