Røbb er fugl fønix igen
Populær
Machine Head gør det umulige. Laver endnu et comeback. Fra asken rejser Machine Head sig og udgiver deres bedste album i flere år. Selvom det med Ø er fjollet.
2. Choke on the Ashes of Your Hate
3. Become the Firestorm
4. Overdose
5. My Hands Are Empty
6. Unhallowed
7. Assimilate
8. Kill Thy Enemies
9. No Gods, No Masters
10. Bloodshot
11. Rotten
12. Terminus
13. Arrows in Words from the Sky
Machine Heads 10. studiealbum ’Of Kingdom and Crown ’ eller ‘Øf Kingdøm and Crøwn ‘, som de selv kalder pladen, er et kæmpe skridt i den rigtige retning i forhold til den foregående, frygtelige fadæse ’Carthasis’, men den når ikke de højder, plader som ’The Blackening’, ’Burn My Eyes’ og ’Through the Ashes of Empires’ har vist, de godt kan nå.
For at forstå den rutsjebanetur, der er Machine Head, skruer vi tiden tilbage til 2018. Machine Head havde nydt en periode på mere end 10 år, hvor de var superstjerner i heavy metal. De havde lavet en virkelig god plade i ’Through the Ashes of Empires’ fra 2003 og fulgte den op med det, der er blevet kaldt et moderne mesterværk i ’The Blackening’ fra 2007. Derefter fulgte ’Unto the Locust’ i 2011 og ’Bloodstone & Diamonds’ i 2014. Selvom de to sidstnævnte ikke nåede de andres niveau, så var de alligevel gode nok til at holde Machine Head øverst på plakater og koncerterne blev afholdt på de store spillesteder.
Men så kom ’Carthasis’ i 2018. En plade, hvor forsanger og bandboss Robb Flynn tilsyneladende var blevet fanget i sit eget hoved. Den blev ikke modtaget godt ret mange steder. Efter udgivelsen skred trommeslager Dave McClain og guitarist Phil Demmel i et grimt brud. Man behøver ikke have dårlig samvittighed, hvis man gik og troede, at den plade og deres exit betød, at Machine Head nu endegyldigt var fortid. Men det blev det ikke. Robb Flynn brugte corona-epidemien på at spille koncerter live på Facebook og slap for at turnere alt for meget på ryggen af en plade, der næsten universelt var smidt i skraldespanden af samtlige anmeldere og fans verden over.
Og han, Robb Flynn, har gjort det før. For da bandet bragede ind på scenen med debutpladen ’Burn My Eyes’ i 1994 blev den fulgt op med en jævn ’The More Things Change’, men så tog bandet en kreativ drejning med de opfølgende ’The Burning Red’ og ’Supercharger’. Særligt sidstnævnte gjorde, at mange afskrev bandet. Alligevel genopstod bandet af asken to år senere med førnævnte ’Through the Ashes of Empires’ og indvarslede æraen med store plader, store koncerter og fans i hobetal.
’Of Kingdom and Crown’ er lidt det samme. Ikke helt på niveau med hverken ’Through the Ashes of Empires’ eller ’The Blackening’, selvom det lige akkurat er sidstnævnte, den rigtig gerne vil være. Det er den bare ikke. Den åbner med ’Slaughter the Martyr’, en episk sang på over 11 minutter, der gerne vil være ’Halo’. Det er den ikke, men hæderligt forsøg. Derefter nogle sange, som Robb Flynn kan skrive i søvne. Kød og kartofler. Eller skulle vi skrive "kød og kartøfler". Den her flirten med bogstavet Ø er måske sjov for en amerikaner, der ikke har det i sit alfabet, men for os, der læser bogstavet, bliver ideen hurtigt dum og enerverende. Så vi skriver titlerne korrekt.
’Become the Firestorm’ er endnu en episk størrelse, hvor bassist Jared MacEachern hjælper til på vokal, ligesom ’My Hands Are Empty’ har lidt ballade over sig. Flynn vil rigtig gerne have, at både guitarer og vokal får lov at vræle melodisk. Det bliver bare lidt for meget af det samme over mange numre.
Og så er der numre som ’Unhallowed’, der egentlig har et udmærket riff, og ’Bloodshot’, hvor Machine Head flirter lidt med fortiden som rap-metal. Det er lige før man kunne forestille sig Ice-T gøre den som gæstevokalist på sidstnævnte. Fyldnumre som ’Kill thy Enemies’ og ’No Gods, No Masters’ gør det ikke bedre. ’No Gods, No Masters’ har endda et kvalmende omkvæd, vi med garanti kommer til at opleve når de giver koncert. Men mon ikke Arch Enemy gerne vil have deres sangtitel tilbage?
Så er der de ligegyldige mellemspil i ’Overdose’, ’Assimilate’ og ’Terminus’, der kun er med for at skabe stemning om konceptet. For det her er en konceptplade. En konceptplade om to karakterer, der hver især er på et hævntogt i et dystopisk fremtidsunivers. Den ene, der har mistet sin mor til en overdosis, har været med til at dræbe den andens hustru, og de to historier væver sig så ind og ud af teksterne i sangene. Flynn selv siger, at han har hentet inspirationen fra manga-tegneserien ’Attack on Titan’, der gjorde ham opmærksom på det interessante med flere hovedpersoner, der også kan virke som antihelte.
Og nu er den her. ’Of Kingdom and Crown’. Med sig har Robb Flynn sin bassist Jared MacEachern og to nye medlemmer. På guitar har han hentet Wacław "Vogg" Kiełtyka fra Decapitated. På trommer er det engelske Matt Alston, der har spillet i enkelte bands og været drum-tech for Ill Niño og My Ruin. Han står krediteret på pladen, men det var faktisk amerikanske Navene Koperweis, der tog turen i studiet og hjalp Robb Flynn med indspilningerne til ’ Of Kingdom and Crown’. Alston tiltrådte efter indspilningerne. Det nye line-up tager allerede på turné her umiddelbart efter udgivelsen og det rammer Forum i København mandag d. 26. september.
Her undgår vi nok ikke ’Arrows in Words from the Sky’, den afsluttende sang, hvor Machine Head og Robb Flynn igen er fyldt med patos og den afdæmpede intro, der skal give den episke stemning, hvorefter nummeret går over i endnu en klassisk skæring, hvor Flynn kan lade vokalen vræle til et bagtæppe af melodiske guitarer. Hvis ikke du har en lighter eller mobiltelefon når de spiller den, så er du på den!
’Of Kingdom and Crown’ bliver bare aldrig helt det comeback, Machine Head gerne ville have. Robb Flynn er helt sikkert gået efter et vaskeægte slamdunk, men han må nøjes med en blød mellemlanding. Pladen er ikke dårlig. Målt direkte op mod ’Carthasis’ er det tæt på et mesterværk, men set over hele bandets karriere er der simpelthen for meget fyld, og de gode sange derpå, har Robb Flynn skrevet bedre tidligere. Så vi kvitterer med en godkendt 3’er og kan godt regne ud hvilke numre, vi får live til deres koncerter de næste par år. Om ikke andet betyder det, at vi ikke skal belemres med noget fra ’Cartharsis’.