Generalen vandt uden kamp
Populær
Robb Flynn og resten af Machine Head havde faktisk allerede inden koncerten gik i gang overvundet publikum og leverede et rutineret show.
2. Beautiful Mourning
3. Locust
4. The Blood, the Sweat, the Tears
5. Bite the Bullet
6. Ten Ton Hammer
7. Darkness Within
8. Bulldozer
9. Killers & Kings
10. Davidian
11. Aesthetics of Hate
12. Old
13. Halo
Med en længere årrække i baghånden, hvor Machine Head har holdt niveauet utrolig højt på såvel plade, som når de spiller live, var ingen reelt i tvivl om, hvorvidt det ville blive en god eller dårlig koncert på Train tirsdag aften i Aarhus. Resultatet var nærmest givet på forhånd. Machine Head har været så gode, at det forekommer helt uvirkeligt, at de ikke skulle levere varen uden problemer.
Det blev da også netop fuldstændig som ventet. Robb Flynn, Phil Demmel, Dave McClain og den nye bassist Jared MacEachern spillede med den vante energi og indlevelse, der gør en koncert med Machine Head til en dejlig, befriende og positiv oplevelse. De har nogle stærke sange, som bandet uden problemer kan opføre live uden at komme til kort. Robb Flynns vokal var lige i skabet, McClains trommer som altid tunge og præcise, og MacEacherns bas var tydelig, ligesom hans energi også var nem at både mærke og se.
Faktisk var det, der haltede mest, det, der normalt er Machine Heads klart største styrke. Samspillet mellem Robb Flynn og Phil Demmel på guitar. De kaster jo soli frem og tilbage imellem hinanden, og vi har set dem fremføre disse lækre soloer nærmest perfekte helt ned til mindste node samme sted for fem år siden, i Hamburg og på Wacken. Episke soloer, der fik gåsehuden frem hos denne anmelder. Men denne aften haltede det en anelse hist og pist. Det var, som om både Robb og Phil ikke helt lagde samme energi i at få afviklet guitaren med samme millimeterpræcision, som det har været tilfældet tidligere.
Heldigvis henter de det meste ind på oprigtig spilleglæde, energi og godt humør. Hele bandet var ét stort smil, og de interagerede oprigtigt med folk på de forreste rækker, mens forsanger og indpisker Robb Flynn hele tiden forsøgte at inddrage hele salen med drinks, fællessang og sine små monologer mellem sangene, der var med til at understrege, hvor ærlige og ydmyge bandet stadig er. For med den succes, de har haft siden 'Through The Ashes Of Empires' udkom i 2003 og deres andet gennembrud med den opfølgende 'The Blackening', kunne man jo godt frygte, at de ville miste jordforbindelsen. Det er bestemt ikke tilfældet. De var glade, svedte så det haglede af dem for at levere til deres trofaste fans og sørgede derfor at gøre alle glade.
Der var godt gang i såvel mosh- som circlepits oppe foran, og der var endda enkelte stagedivers, så den rå energi var bestemt tilstede på gulvet. Med den yderst velvalgte sætliste var der da heller ikke rigtig hverken tid eller plads i koncerten til, at momentet faldt. De åbnede med imponerende 'Imperium', direkte videre i 'Beautiful Morning' og over i 'Locust'. På den måde har de allerede ramt deres tre seneste, anmelderroste plader, før de går i gang med 'The Blood, The Sweat, The Tears' fra 'The Burning Red'-pladen. Derefter var det tid til en danmarkspremiere i form af 'Bite The Bullet', der ikke tidligere er blevet spillet her i landet. Den blev fulgt op af 'Ten Ton Hammer' fra deres anden plade 'The More Things Change...', og efter den rolige 'Darkness Within' var det så tid til klassikerne.
Nu hvor Machine Head også selv annoncerede det næste album 'Bloodstones & Diamonds' og udgivelsesdatoen 7. november fra scenekanten, kan man da håbe, at de virkelig har gjort noget ud af den. Generalen, som Robb Flynn kalder sig selv, når han blogger på deres hjemmeside, har i hvert fald fået talt den godt op. Han mener selv, den overgår 'The Blackening' i grandiositet, så der er bestemt noget at leve op til. Specielt når man, som denne anmelder, ikke mener, at det første nummer, 'Killers & Kings', som de har offentliggjort en demo af, og som de spillede denne aften er noget at skrive hjem om i forhold til deres andre stærke numre. Den har ikke nær samme pondus som 'Bulldozer', 'Davidian', 'Aesthetics Of Hate', 'Old' og 'Halo', der hamrede publikum med voldsom tyngde lige i solar plexus, inden vi skulle hjem. Der var lige soloerne i 'Halo', der blev fremført lidt sjusket, men ellers var det flot, og publikum labbede det i sig.
De fremmødte på Train fik præcis, hvad de kom efter. Det blev en intim koncert da Trains gulv foran scenen er blevet mindre efter den seneste ombygning, hvor der er blevet givet mere plads til loungeområderne i siderne, og den store bar i midten er åbnet mere op. Atmosfæren og stemningen er stadig virkelig god på Train, og Machine Head fik sig endnu en sveddryppende, intens og medrivende koncert med sig fra Aarhus.
Hvis så bare pladen lever op til det, forsangeren har sagt, den vil være, så kan braget i VEGA lørdag d. 29. november næsten kun blive endnu en sikker sejr til både band og fans. For Machine Head beviste endnu engang, at de har fuldstændig styr på lyd, instrumenter, spilleglæde og sangskriveri. Hvad mere kan man egentlig forlange af et band? Ikke rigtig noget.
Som opvarmning havde Machine Head fået danske Impalers med på Train. De har dæleme lyttet til noget Metallica og Kreator. Selv introen til showet var som hevet ud af 'Hit The Lights' fra 'Kill 'Em All', og hele vejen igennem fornemmede man tydeligt, hvordan disse ungersvende har ladet sig inspirere af firsernes thrashhelte. Prototypen på den retrobølge, der disse år hærger metalmiljøet i thrashgenren. De fik 30 minutter og gjorde det godt.