Copenhell 2014: Thrash i tomgang
PopulærSuicidal Angels løftede ikke opgaven som bandet, der burde have sat fut i festen torsdag eftermiddag. Det endte næsten som en rendyrket græsk tragedie.
På papiret virkede erstatningen af Lynch Mob med Suicidal Angels som et udmærket valg. Det græske thrash-band har siden pladedebuten i 2007 været et okay navn på scenen.
Suicidal Angels er thrash metal på både godt og ondt. Musikken har ingen intentioner om at føje mere dybde til den udbredte genre. Men det kan man sagtens leve med, så længe den eksekveres i rendyrket stil, hvor guitaren, bassen og trommerne buldrer løs ledsaget af tekster, som kredser om massemord, død og ødelæggelse.
Men én ting er, at nutidens thrash-bands på plade måske nok kan høvle løs i samme tempo som idolerne i Slayer. En anden er, at det er på scenen at fårene skilles fra bukkene, som man siger.
Det virkede ellers som et glimrende tidspunkt, at grækerne skulle sætte gang i festen torsdag klokken 13 med en in-your-face omgang hård hegn.
Men det endte som tre kvarter i tomgang, hvor kvartetten ikke rykkede så meget som et tomt fadølsglas op fra jorden. Live fremgik det nemlig, hvor lidt innovative det græske band egentlig er, og hvor langt der er op til de store thrash-navnes format.
Nummer efter nummer lød som gentagelse på gentagelse. De fire gutter virkede sjældent forenede, som en oldgræsk quadriga klar til rulle over helvedes tidligt fremmødte gæster. Med sin tydelige græske accent forsøgte frontmand og guitarist Nick Melissourgos at stå i spidsen for slaget, men de tre øvrige tropper slingrede både ind og ud af tempo og nærvær.
Som om ingen før har gjort sig ulejligheden med at fortælle grækerne, hvad der fungerer og ikke fungerer i bandets show. Fra nyeste udgivelse ’Divide and Conquer’ kom ’Seed of Evil’, der blev trukket ud i ti minutter, mens medlemmer skiftevis råbte hu og hej og stak nævnerne i vejret under nummeret for at fange publikums opmærksomhed.
Danske Impalers viste sidste år på festivalen, hvordan en thrash-fest bliver sparket seriøst i gang først på dagen. Det lykkedes kun svagt for Suicidal Angels, sådan som det stod på fra start og til ’Apokathilosis’ lukkede showet. Kedeligt og kikset og tæt på at ende som en decideret græsk tragedie langt under Copenhells standard.