På dybt vand
Populær
Machine Heads nye album, "The Blackening", er et stort og alt for langtrukkent rifforgie.
2. Beautiful Mourning
3. Aesthetics of Hate
4. Now I Lay Thee Down
5. Slanderous
6. Halo
7. Wolves
8. A Farewell to Arms
9. Battery (Metallica cover)
Bay Area-bandet Machine Head har været en lang tur rundt i metallens kroge inden dette sjette udspil. Guitarist Logan Mader forlod for ti år siden sine barndomsvenner, og smækkede døren med et brag. Så kom den mere nu metal fokuserede Ahrue Luster med i stedet, og bandet søgte nye græsgange inden selv samme Luster også skred.
Ankermand Robb (eller Robert, som han nu fast kalder sig) Flynn, måtte rekruttere barndomsvennen Phil Demmel, som han selv havde spillet med i Vio-Lence længe inden. For tre år siden udkom ”Through the Ashes of Empires”, der i den grad var et tilbage-til-rødderne-album efter det gigantiske flop ”Supercharger”.
Her på ”The Blackening” samler Machine Head de musikalske tråde op fra forrige album, men det har tilsyneladende været målet at komponere deres eget svar på ”…And Justice for All”, eftersom over halvdelen af skivens otte skæringer varer over ni (!) minutter. Så er der bare det problem, at Machine Head her bevæger sig ud på meget dybt vand, uanset hvorvidt Hr. Flynn synes det er fedt, at der er 20-30 riffs i hver sang. Nuvel, for guitarfetichister og folk med umådelige mængder tålmodighed er dette muligvis årets udspil.
For os andre dødelige bliver det noget af en ørkenvandring, at komme igennem samtlige 61 minutter (her er tale om Machine Heads længste album til dato). Og inden jeg bliver brændt på bålet for blasfemiske, un-MÆDL ytringer, så lad mig lige understrege, at der ikke er en finger at sætte på den tekniske udførsel: Dave McClains tordnende, dobbelte stortrommer, Adam Duces dundrende bas og naturligvis d’herrer Demmel og Flynns front-shredding; de overgår alle sig selv. Ja, der er lagt, tid, blod, sved og tårer i foretagendet. Det høres. Hvor er det dog derfor bare så synd, at der skal bruges så mange minutters spilletid på navlepilleri, når bandet gang på gang undervejs viser dets enorme potentiale.
Sjovt nok kommer det klarest til udtryk i de kortere skæringer som fx førstesinglen ”Aesthetics of Hate” mens også groovet i ”Wolves” smadres voldsomt og effektivt igennem. Robert Flynn er kommet endnu længere væk fra teksterne om sin hårde opvækst (bortset fra i ”Slanderous”), og ”The Blackening” er - tekstmæssigt - et voldsomt nik til Bush og hans Irakkrig, så der er lidt til troppernes tankghettoblaster her. Men man kan ikke se bort fra det faktum, at det lugter lidt af ”show off” fra Flynn (som runder 40 næste år). Man skulle tabe ansigt overfor de yngre kollegaer, der kun lige er halvt så gamle som manden selv. Det er bare sørgeligt, at det skal gå udover musikken…
”The Blackening” er et rifforama af et ego-show, som man bliver helt ør i hovedet af. Forsøg bare at bilde undertegnede ind, at du ikke har fået mere end nok et par minutter inde i det ti minutter lange lukningsnummer ”A Farewell to Arms”… NB! Digipak-udgaven af ”The Blackening” indeholder Machine Heads cover af Metallicas ”Battery” (hvis man tæller det med, er det albummets korteste nummer!) samt en DVD med ”The Making of ’The Blackening’”.