En meget metallisk mandag

Populær
En meget metallisk mandag

Machine Heads "Black Crusade" showpakke lignede en værdig konkurrent til Slayers “Unholy Alliance” tourkoncept.

Kunstner
Spillested
Genre
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
2

Så var det tid for en indendørs tourpakke af de sjældent massive, alias den meget imødesete "Black Crusade". Og Heavyjam.dk var massivt repræsenteret med både kameralinse, notesblokke og bajere. Shadows Fall Bortset fra sangerens imponerende dreadlocks, der næsten gik fra hoved til gulv, var der ikke meget at komme efter i amerikanske Shadows Fall. Lyden var sandelig også imod dem. Rungende, så musikken ikke rigtigt blev defineret. Og måske også en kende for lav. Synd, for i de rette omgivelser lod det til, at især forsangeren kunne presse bandets metalcore ud over scenekanten til vild fest blandt publikum. Karakter: 7 - Casper Villumsen Dragonforce De to guitarister hos de engelske helte virkede som nyforelskede teenagere i deres drilleri af hinanden og katten-efter-musen-leg. Konstant udfordrede de hinanden på deres seks-strengede våben, skar ansigter og puffede hinanden ud over det forhøjede podium midt på scenen. Den fik på alle klichéerne: vindmaskiner så håret flagrede under soli, en spænen frem og tilbage på scenen, ja sågar instrumentbytte og en forsanger, der fik kylet mere end 100 åbne vandflasker udover publikum. Og som om det ikke var nok: der var spræl i tangent-klamperen, der sørgede for høj søgang ved sit keyboardstativ. Sangskrivningsmæssigt er bandet uinteressant, men med masser af underholdning på scenen og en lyd, der nærmede sig aftenens bedste (måske fordi bandet spiller nærmest uden bund, da de ikke-nedstemte guitarer mest fyrer soli af), så var det svært ikke at have et lille smil på læben, hvis man havde sin første oplevelse af bandet. Showets længde gjorde dog, at bandet spillede sig nedad på skalaen pga. de mange gentagelser. Karakter: 8 - Casper Villumsen Arch Enemy Arch Enemy leverede et hårdt og velspillet set, der kun kan anklages for at være for kort. Ud over at bandet er kendt som et af de store svenske melodødsband, er det også kendt for dets kvindelige frontgrowler, Angela Gossow. Hun er en lille lyshåret spirrevip med et en fantastisk vokal, der er mindst lige så ond som hendes mandlige kollegers. Selve showet var meget båret af hende, hvor resten af bandmedlemmerne holdt sig lidt mere i baggrunden, hvor de til gengæld leverede musikken utrolig tight og sammenspillet. Virkelig en skam at de spillede så tidligt, da det klart var en af aftenens hovednavne. Karakter: 10 Emil Svendsen Trivium Næstsidste band i den store metalmaraton var de meget unge Trivium (øv. bill.), og de gik frisk til sagerne med deres thrashede metal og stor energi og virkelig stor spilleglæde. Dog virkede det som om KB Hallen var en anelse for stort et sted for dem, fordi publikum ikke var helt med meget længere tilbage end på de allerforreste rækker. Uden at man kan sige, de ikke gjorde en god figur, så ville en mindre scene nok havde klædt dem, og den meget renden rundt virkede til tider uden formål og lidt rastløst og fik showet til at køre lidt i tomgang. Og selvom vi blev budt på godt teknisk og indlevende guitarspil, god brug af klichéer og den fede effekt med to-tre forskellige leadsangere, så kunne der ikke ændres ved en lidt forvirrende koncert, der ikke hævede sig over det jævne. Karakter: 8 Machine Head Lyden var også denne aften et enormt problem i KB Hallen. Men det var som om at Machine ’fucking’ Head havde autoritet, tyngde og sangene til at spille sig næsten ud over betydningen heraf. Publikum var 100 % på til numrene fra ”The Blackening”, der jo netop også er udnævnt til årets internationale album for nyligt til DMeA. Ud over perler herfra, sparkede ”Imperium” i den grad røv. Fantastisk musikalitet trods fraværet af Phil Demmel, hvis far var død få dage forinden. Phil ønskede, at bandets succesfulde tour skulle fortsætte, trods det ulykkelige dødsfald. Phils plads blev delt ligelidt mellem Trivium guitaristerne Corey og Matt samt en enkelt afstikker, hvor Chris Amott fra Arch Enemy indtog scenen. Meget professionelt – det kørte, og gjorde om noget dette show endnu mere specielt. Med en afsluttende kæmpe circle-pit til ”Davidian” efterfulgt af takke-tale, hvor Robert Flynn fik vist sin hengivenhed til det danske metalpublikum, må det siges, at bandet i den grad sejrede. Igen. Karakter: 10