Flynn følger flot op
Populær
Machine Head følger op på den fantastiske 'The Blackening' med den vovede og kompromisløse 'Unto the Locust', og det virker.
I) Sangre Sani
II) I Am Hell
III) Ashes To The Sky
2. Be Still And Know
3. Locust
4. This Is The End
5. Darkness Within
6. Pearls Before The Swine
7. Who We Are
8. The Sentinel (bonus)
9. Witch Hunt (bonus)
10. Darkness Within (acoustic) (bonus)
Igennem Machine Heads karriere er der sket meget. De bragede igennem med debutpladen 'Burn My Eyes' og kæmpehittet 'Davidian' tilbage i '94. De fik med den sang cementeret tekstlinjen "Let freedom ring with a shotgun blast" i enhver metalungersvends tværgående forbindelser mellem højre og venstre halvdel. Men det er ikke altid lykken for et band at opnår så stor succes på deres første album. De holdt fanen nogenlunde højt med opfølgeren 'The More Things Change...' med bl.a. sangen 'Ten Ton Hammer', men allerede ved 'The Burning Red' begyndte bandet at tage en skæv drejning. Flynn og co. begyndte at eksperimentere med en mere industriel og "moderne" lyd, som var oppe i tiden omkring årtusindeskiftet.
Det sendte bandet ud i den magre 'Supercharger', der for undertegnede står for et karrieremæssigt lavpunkt for Machine Head. Heldigvis genfandt de sig selv to år senere, da de i '03 udsendte 'Through the Ashes of Empires'. Der var igen kommet fokus på den klassiske thrash metal, og mange fans begyndte så småt at tro på Oakland-drengene igen. Det var også her guitaristen Phil Demmel gjorde sin entre, og siden er der for alvor kommet andre boller på suppen.
For de fulgte '...Empires' op med 'The Blackening' i '07. Et fuldstændig perfekt album, der helt fortjent vandt utallige priser verden over, og sågar flere steder titlen som "Årtiets metalalbum". Det er ingen overdrivelse. Fra start til slut er den et overflødighedshorn af sublim thrash. Og således var Machine Head igen på alles læber og øverst på spisesedlen, bl.a. med en kæmpe triumf da de headlinede Europas største metalfestival tilbage i '09; Wacken Open Air. En magisk koncert og en passende hyldest til et band og deres bedste plade siden '94.
Stærkt samarbejde mellem Flynn og Demmel
Nu står de så fire år senere med den opfølgende plade til 'The Blackening'. Den hedder 'Unto the Locust', og er, ligesom de to forgængere, produceret af forsanger, sangskriver og guitarist Robb Flynn. Der er ingen tvivl om, at han er omdrejningspunktet i Machine Head, men der er heller ingen tvivl om, at han er omgivet af yderst kompetente musikere, der bidrager mere end man lige skulle tro.
For ligesom på forgængeren er der et sømløst samspil mellem Flynn og Demmel, der er mindst lige så godt som Mustaine og Brodericks ditto i Megadeth. Her er virkelig kompetente guitarister, og de kaster lyd og riffs frem og tilbage mellem sig. Det er helt tydeligt, at det samarbejde virker godt!
Men hvordan topper man 'The Blackening'?
Jo, man starter første sang med at skrue rigtig meget op for det pompøse i en koropsætning, og efter et minut lader man så guitarerne og den klassiske metalgrundform brage ind over, og Flynn kan brøle den første sætning "I Am Hell", som var han en sværm af græshopper, der kom for at æde alt og alle. Meget gribende start på pladen og et yderst komplekst nummer, der bestemt ikke lader forgængeren 'Halo' (hvis fætter er at finde i 'Darkness Within' på den nye plade) eller andre episke numre noget tilbage at ønske.
Knap så overbevisende er det på pladens næste nummer. Her er en anelse genbrug af riffet fra 'Aesthetics of Hate' i 'Be Still and Know', men det er ikke så tydeligt, at det ligefrem ødelægger nummeret. Heldigvis bliver det afløst af 'Locust', som har været singleforløberen for albummet, og som sammen med åbningsnummeret 'I Am Hell' helt sikkert er blandt det stærkeste materiale på pladen. Ser man procentuelt på det, så er det faktisk ikke så skidt, for pladen indeholder kun syv numre. Flynn og co. er altså gået efter kvalitet frem for kvantitet, og det skal de bestemt have ros for. Det betyder også, at ligesom på forgængeren er der langt mellem deciderede svagheder og ingen af sangene falder rigtigt igennem.
Klassisk Machine Head
'Unto the Locust' er fyldt med Machine Head anno 2011. Dvs. komplekse sange, der gerne starter med en enkelt guitar, der sætter stemningen, og efter et stykke tid brager sangen så over i det grundlæggende thrash-spor, hvorfra resten af sangen udspringer. 'This Is the End' er et fint eksempel herpå, idet den starter stille og roligt og går så over i et mere klassisk Machine Head-nummer, og her arbejder Robb med flerstemmigt omkvæd, ligesom sangen flere gange laver afstikkere rent tempomæssigt.
Sammenlagt er 'Unto the Locust' den logiske fortsættelse af 'The Blackening'. Bandet fandt ud af, at deres fans godt kunne lide det storladne, det pompøse, det episke og det udfordrende i musikken. At Flynn, Demmel, Duce og McClain tager kunstneriske chancer og virkelig bare giver den fuld skrue er bestemt beundringsværdigt, og for det kan jeg kun kvittere med rosende ord til udgivelsen.
Der hvor 'Unto the Locust' mangler lidt i forhold til 'The Blackening' er på hitbarometeret. Der var flere klokkeklare hits allerede på de første to - tre gennemlytninger, mens der her på den nye skal lidt mere tid til førend man får gravet sig ned i de mange lag. Og det er nok netop fordi Machine Head har tilføjet langt flere lag til musikken.
Masser af bonus
Hvis man køber den udgave med bonusnumre og bonus-dvd kan man se hvordan bandet henter en strengekvartet ind for at tilføre ekstra dimensioner til deres i forvejen komplekse sange. Og bonusmaterialet fortjener også en lille kommentar. De tre ekstranumre, i form af to covernumre af Judas Priest og Rush, samt en akustisk version af 'Darkness Within' er lidt magert, men sådan er de bonusnumre på en digipack næsten altid.
Det gode er den medfølgende DVD, der viser Machine Head i studiet under optagelserne til 'Unto the Locust' og hvordan Flynn både skal spille guitar, indspille vokal og være producer samtidig. Et kæmpe stykke arbejde, hvilket han også giver udtryk for i dokumentaren, der varer lidt over 20 minutter. Her får man også svaret på hvem børnene, der synger kor på 'Who We Are', er.
Min endelige dom over 'Unto the Locust' er, at det er en flok kunstnere, der presser konvolutten i forhold til deres tidligere udgivelser, og de slipper rigtig godt fra det. Det er en plade, der tåler rigtig mange gennemlytninger og som åbner sig jo flere gange man lytter til den. Den skal have fire stjerner for at være en fuldbåren opfølger til den plade, der fik titlen "Årtiets bedste album". Den falder slet ikke igennem, og det er godt klaret når man tænker på hvilken skive den unægtelig vil blive målt op mod, som den også blev det i denne anmeldelse.