Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Grotesk fejlvurdering

Populær
Updated
Grotesk fejlvurdering

I frit fald fra fordums storhed piner Machine Head med ’Catharsis’ lytteren gennem 74 minutter med pinlig politisk korrekthed, pakket ind i bedaget groove- og nu-metal.

Kunstner
Titel
Catharsis
Dato
26-01-2018
Trackliste
1. Volatile
2. Catharsis
3. Beyond the Pale
4. California Bleeding
5. Triple Beam
6. Kaleidoscope
7. Bastards
8. Hope Begets Hope
9. Screaming at the Sun
10. Behind a Mask
11. Heavy Lies the Crown
12. Psychotic
13. Grind You Down
14. Razorblade Smile
15. Eulogy
Forfatter
Karakter
1

Metalåret 2018 starter med et fald fra tinderne. Og det er ikke fra et af historiens ældste metalbands. Det er fra et af dem, vi har regnet med ville tage over, når de ældste går på pension.

For ti år siden stod Machine Head som metalscenens nye giganter. Med storværket ’The Blackening’ (2007), hvis progressive og hymniske neo-thrash gav genklang af Metallica, da de var allermest knudrede og ambitiøse på ’…And Justice for All’, rykkede Machine Head op i metallens superliga. Der, 15 år inde i karrieren, havde bandet både genfundet og nytænkt formen oven på den udskældte nu-metal-periode med albummene ’The Burning Red’ (1999) og ’Supercharger’ (2001), hvor frontmand Robb Flynn fik kort, afbleget strithår og begyndte at rappe.

Da de samme år gav en svedende og lettere legendarisk koncert på Roskilde Festivals Arena-scene, hvor de nye numre blev flettet ind mellem det allerede dengang klassiske materiale fra debuten ’Burn My Eyes’ (1994) og endda overgik det, var Machine Head uovervindelige.

Indtil det altså gik ned ad bakke. Da de vendte tilbage til Roskilde Festival fem år efter, var det på Orange Scene og med den udmærkede ’Unto the Locust’ (2011) i bagagen. Men hverken band, festival eller publikum kunne leve op til det megabrag af en metalkoncert, der var lagt op til.

Det fortsatte på ’Bloodstone & Diamonds’ (2014), et album, der havde sine momenter, men som også så Machine Head rykke væk fra thrashen og over mod en mindre unik groove metal, hvor både metalcoren og stadionaspirationerne lå gemt i de store armbevægelser.

Man kan derfor argumentere for, at bandet har peaket, og at nedturen på nuværende tidspunkt har været i gang i adskillige år. Men selv den mest hårdhudede fan vil have svært ved at forberede sig på det makværk, som ’Catharsis’, gruppens niende album, er.

Afdankede riffs og tåkrummende tekster
Enhver skal selvfølgelig tage sig i agt, når et album åbner med et riff fra Slipknots glemmekasse og ordene ”Fuck the world!”, som tilfældet er på ’Volatile’, albummets første nummer. Men den ubehjælpsomme groove metal, som Flynn og resten af gruppen lægger for dagen her, viser sig faktisk at være helt tilforladelig og noget af det bedste, albummet har at byde på – hvilket desværre siger mest om det resterende materiale.

For herfra er det en nedadgående spiral ud i den mest bedagede nu-metal med tilhørende grooveelementer, poppede omkvæd, bombastiske strygere og en frontmand, der skiftevis snerrer, råber, stønner, hvisker og ikke mindst rapper, som havde selveste Fred Durst taget sin omvendte kasket på og var kommet ind i folden.

Et er musikken, noget andet er teksterne. Flynn har længe været en tvivlsom tekstforfatter med mange pinligheder på samvittigheden, men ’Catharsis’ indeholder noget af det mest tåkrummende lyrik, man overhovedet kan udsætte sig for.

Der er rigeligt med ord om indre smerte, lavt selvværd og misbrug, og det er, hvad det er, når det nu engang er nu-metallen, vi bevæger os over i – men det gør det ikke mindre absurd at høre den succesfulde, 50-årige sanger krænge selvmedlidende linjer som ”I found my heroes / the freaks and zeros” ud over et uinspireret groove-riff som på den usammenhængende single ’Beyond the Pale’.



Men det bliver værre end det.

Hvad fanden sker der?
Der er mange øjeblikke på ’Catharsis’, hvor man må tage sig til hovedet i ren afmagt og spørge: Hvordan gik den idé nogensinde igennem i produktionsprocessen?

En del af svaret skal nok findes i, at det er Robb Flynn, der selv har stået for produktionen af pladen, og således har alverdens dårlige indskud fået fri adgang, uden at nogen tilsyneladende har kunnet stoppe det.

Der er et nummer som ’Kaleidoscope’, hvis svulstige stadionmetal-omkvæd med underliggende synths kunne have været inkluderet på ’Supercharger’ i sin tid – som bonusnummer, forstås – og hvis indledende håndklap burde have fået resten af bandet til at sende frontmanden i skammekrogen øjeblikkeligt.

Der er ’California Bleeding’ (bare den titel …), hvor Flynn i bedste rockabilly/Michael Poulsen-stil remser bynavne op, og hvor trommeslager Dave McClain bag en overkomprimeret og udynamisk trommelyd med nok så mange fills forsøger at dække over, hvor spinkelt sangskelettet egentlig er. Sangen sprudler desuden af tekstlinjer og rim som ”Don’t give a fuck if I’m bad” og ”Highway 5 down to 99 / I’m getting head near the Fresno sign”.

Der er ’Razorblade Smile’, hvor Flynn (angiveligt inspireret af Lemmy; hvilket Lemmy ikke har fortjent at have siddende på sig) topper sig selv og formaster sig til i ramme alvor at sige noget i retning af ”I take a shit in my own locker while I’m drinking a beer”.

Der er ’Triple Beam’s absolut utilgivelige blanding af uinspirerede 1-0-grooveriff og gadehiphop, en sang så fuldstændigt off, at det ikke er til at indfange i ord. Lad det blot være sagt, at sangen handler om, hvor galt det kan gå, når man er på stoffer og går med kniv.

Og sådan kan man blive ved. Man kan lave så mange nedslag i ’Catharsis’, pege på så meget, der er galt, at det simpelthen ikke er til at lave en udtømmende gennemgang her. Hvad fanden sker der?

Så for at svare Flynn, når han i titelnummerets mashup af metalcore og popmetal stiller lytteren spørgsmålet: ”Can you feel my catharsis?”

Nej, Robb. Det kan vi ikke. Det lyder fandeme ikke særlig godt, og det lyder slet ikke af katarsis. Kun, hvis man bruger den medicinske betegnelse, hvor et katartisk middel er et afføringsmiddel. Men så føler man det da.

Protestpunk
Men det er ikke nok. For Flynn vil også gerne tale politik.

Det er der sådan set ikke noget nyt i. Han har tidligere inddraget sine politiske synspunkter på Machine Heads plader – ’The Blackening’ var til dels et protestalbum mod USA’s krigsførelse i Irak og Afghanistan og en kritik af politiske såvel som religiøse autoriteter, og ’Bloodstone & Diamonds’ bød også på kritik af finansfyrster, magthavere og deslige.

Men i den nuværende situation med et splittet USA og en ustabil mand ved roret åbner frontmanden for de mest banale tricks i håbet om at samle folk bag sig.



Det kommer særligt til udtryk i singleforløberen ’Bastards’, hvor Flynn fortæller sine børn, at the bad guys nogle gange vinder, og at man skal lære at stå fast alligevel. Men at det skulle udmunde i dediceret poppunk, der hylder ”the pussy generation, the PC [politically correct, red.] and the brave” og forløber over popmusikkens fire signaturakkorder (tjek blot, hvor mange popsange komikergruppen Axis of Awesome får til at passe til akkorderne i deres YouTube-hit her), er uforståeligt. Det hele toppes med en – igen – fuldstændigt vanvittig idé i at have en forvrænget arpeggio-guitar spille i dur bag den ledende akustiske guitar.

Og som om alt det her ikke var nok i forvejen, så fortsætter ’Catharsis’ i intet mindre end fireoghalvfjerds samlede minutter.

Godhjertet metalridder
Der er, al kritik til side, ellers noget beundringsværdigt over projektet. Flynn har nemlig gjort en dyd ud af at positionere sig som en godhjertet metaller med en kritisk bevidsthed og et bankende hjerte for en social og progressiv politik.

Da den tidligere Pantera-frontmand og det evige problembarn Phil Anselmo sendte rystelser igennem metalmiljøet, efter han heilede og råbte ”white power!” til Dimebash 2016 (et hyldestarrangement til den afdøde Pantera-guitarist Dimebag Darrell), var Flynn, der selv deltog i festlighederne samme aften, en af de første og mest prominente skikkelser inden for miljøet til at tage offentligt afstand. I en elleve minutter lang YouTube-video tilkendegav han udførligt sit syn på sagen, redegjorde for, at der ikke er plads til racisme i metalscenen og proklamerede til slut, at han aldrig ville spille en Pantera-sang igen i hele sit liv.

Den slags kan der være delte meninger om (metalscenen har trods alt en længere historie med ekstreme ideologier og ideologer og med en til tider demonstrativ ligegyldighed over for politik), men det er beundringsværdigt at indtage så klart et standpunkt, som Flynn gjorde, især når det gælder et miljø, der også har været med til at hjælpe ham frem i sin tid.

Det giver derfor mening, at han også bruger sin musik til at tage sine holdningstilkendegivelser videre. Han arbejder aktivt for at inkludere "all your faggots, your niggers, and your spics" og "your Muslims, the so-called terrorists", som han proklamerer til slut i 'Bastards'.

Det fører bare sjældent til særligt gode metaltekster. Skal det føre til tekster, der ikke fremstår pinlige, kræver det større poetiske evner, end Flynn besidder. Og det fører ikke i sig selv til god metal.

Og sangene på ’Catharsis’ fejler ikke kun som politiske sange. De fejler især som metal.

Sådan ender Machine Head med ikke at besejre og overvinde the bad guys, de politiske magthavere og de onde finansfyrster, som de opponerer imod. Nej, det er ikke ondskaben, der falder på ’Catharsis’. Det er tværtimod den selvbestaltede godhed, som Flynn & co. giver sig ud for at advokere for.

’Catharsis’ er dermed ikke bare et overdimensioneret egotrip af Flynn og et pinligt og decideret tåkrummende udspil fra et band, som for blot et årti siden så ud til at have hele verden i sin hule hånd.

Nej, det er en grotesk og grundlæggende fejlvurdering af, hvad metal er, og hvordan metal fungerer.