Visionært vredesudbrud

Populær
Visionært vredesudbrud

Trods enkelte fejlskud er Machine Head tilbage med endnu en knusende udgivelse, hvor Robb Flynn igen cementerer sit ry som en af metalgenrens mest visionære sangskrivere.

Kunstner
Titel
Bloodstone & Diamonds
Dato
07-11-2014
Genre
Trackliste
1. Now We Die
2. Killers & Kings
3. Ghosts Will Haunt My Bones
4. Night of Long Knives
5. Sail into the Black
6. Eyes of the Dead
7. Beneath the Silt
8. In Comes the Flood
9. Damage Inside
10. Game Over
11. Imaginal Cells
12. Take Me Through the Fire
Karakter
4

Man kan mene, hvad man vil, om primadonnaen Robb Flynn. Men kan ikke tage fra ham, at han er en af nyere tids mest visionære kunstnere inden for succesfuld populærmetal. 

Det er tyve år siden, Machine Head fyrede en ny stil af på den hæsblæsende debut, der stadig er lige så eksplosiv som et shotgun blast. På ’The Blackening’ og den efterfølgende ’Unto the Locust’ tog Flynn skridtet fra den thrashede nu-metal og hen mod de ti minutter lange, episke skæringer med et moderne svar på noget a la ’Master of Puppets’ – som bekendt med kritisk og kommerciel succes.

Siden har spørgsmålet været, hvilken vej bandbossen ville gå på ’Bloodstone & Diamonds’ for at overgå sig selv.

Svaret er en blanding af ’Burn My Eyes’s bombastiske, tunge riffs og ’The Blackening’s komplicerede kompositioner, krydret med strygere og gennemsyret af politiske tekster om et USA og en verden i forfald.

Mest åbenlyst i den vrede ’In Comes the Flood’, hvor sangen starter med strygere akkompagnere af kvindekor, der synger ”America”, inden Flynn til de aggressive riffs demonstrativt forbander nutidens politikere og finansfyrster med ”As we hail our sacred cow / To the bankers we will bow / Endless profit from their wars / Making slaves of all the poor / You're new God is on the hill / ''The almighty'' dollar bill.”

Strygerne er gennemgående i det fandenivoldske nummer, og parterne fungerer glimrende i samspil med hinanden. Så heldigt slipper åbneren ’Now We Die’ desværre ikke fra den klassiske tilkobling, hvor udtrykket klinger prætentiøst hult. Men den svage indledning er hurtigt glemt med ’Killers & Kings’ og især ’Ghosts Will Haunt My Bones’, der bringer debutens berømte overtoner og flænsede dræberriffs på banen.

Det er Machine Head, som vi kender dem på fuld blus, der ikke bliver skruet ned for på ’Night of the Long Knives’, som holder fast i den politiske tråd. Her om hjernevask med udgangspunkt i Charles Manson-kultens brutale mord i 1969  "rosemary and the baby of polanski / 6 people dead and bloody," synges der om tragedien. 

På den instrumentale ’Imaginal Cells’ får vi blandt andet pladens eneste akustiske guitarstykker serveret til  stemmerne fra en slags forskerforedrag, der indleder med ”We’re in a critical phase of human civilisation and our survival is really at question.” Autentisk optagelse eller lavet til formålet? Det fremgår ikke, men det siger alt om Flynns syn på en dysfunktionel verden. Manden har noget på hjerte, og det klæder faktisk musikken i genre, hvor teksterne ofte er tomme ord til de tunge rytmer.

Med en spilletid på 71 minutter er Machine Heads ottende studiealbum også det længste opus, amerikanerne har udsendt. Produktionslyden er i top, kreeret af de erfarne Colin Richardson og Andy Sneap (Carcass, Kreator og utallige andre store navne) og er hverken for poleret eller for rå, men ganske dynamisk, hvilket kommer alle de mange guitarriffs, melodiøse soli og utallige temposkift til gode.

Man fornemmer tydeligt, at Flynn har forsøgt sig med det helt store visionære værk, men det lykkes ham nu ikke at stå distancen hele vejen. Det kører i tomgang på den tunge ’Beneath the Silt’ og lyder for søgt i den spirituelle og episke ’Sail Into the Black’. 

Derimod har den 46-årige frontmand har aldrig før gennem karrieren sunget så alsidigt og godt. Fra den crooner-melankolske sjælerstemme i depressionssangen ’Damage Inside’, der kun byder på lidt rent og forvrænget guitar, over den pittbull-arrige vokal i den aggressive ’Game Over’, pladens bedste, der kandiderer til årets metalnummer, og til hans mere velkendte hardcore-toneleje i ’Take Me Through the Fire’, der lukker pladen i den velkendte og tonsetunge stil, vi bedst kender Machine Head for.