Flynn tryllebinder masserne
Populær
Lørdag aften i Vega havde Machine Head lige skruet lidt op for det hele i forhold til sommerens koncert på Train i Aarhus. På nær for kreativiteten.
2. Beautiful Mourning
3. Now We Die
4. Bite the Bullet
5. Locust
6. The Blood, the Sweat, the Tears
7. Ten Ton Hammer
8. In Comes the Flood
9. Darkness Within
10. Bulldozer
11. Killers & Kings
12. Davidian
13. Aesthetics of Hate
14. Game Over
15. Old
16. Halo
Lad det være sagt med det samme. Machine Head knuste Vega i samme overlegne stil, og publikum forsøgte at gøre det samme mod det fadølsimprægnerede gulv, da de taktfast råbte "Machine Fucking Head". Noget som forsanger og indpisker Robb Flynn var vældig imponeret af. Folket var mødt talstærkt frem på et efter sigende udsolgt spillested, og de var klar til at hylde mægtige Machine Head, der med 'Bloodstones & Diamonds' igen har bjergtaget såvel anmeldere som fans med deres storladne thrash metal. Vi kunne sådan set hurtigt runde koncertanmeldelsen af her ved at sætte en tyk streg under, hvor stærke Machine Head er på scenen, hvor dygtig Robb Flynn er som frontmand, og hvilken kæmpe gevinst det er for bandet at have fået bassist Jared MacEachern med, idet han også gør det virkelig godt på vokalen. At fylde op med superlativer til henholdsvis guitarist Phil Demmel og trommeslager Dave McClain er efterhånden spild af spalteplads på denne side. Vi har gentagne gange rost de herrers evner, og i Vega var det noget af det samme. Demmels parløb med Flynn er noget, som rigtig mange bands misunder og kunne lære meget af.
For denne anmelder er der dog alligevel sneget sig en smule malurt i bægeret. Det er den gordiske knude, som undertegnede har været i nogle år efterhånden. Jeg har set Machine Head før. Virkelig mange gange. Hver gang har jeg rost dem, og det begynder jeg også med her. For det er der god grund til. De forstår virkelig at levere varen, og de har nogle meget loyale fans. De to ting hører unægtelig sammen.
Der er dog ved at snige sig en snert af genbrug ind over Machine Head. Robb Flynn er oprigtig og en af metalgenrens bedste ambassadører, hvis en uforstående skal introduceres til det at gå til metalkoncert. Og heri ligger humlen og gærer på den kedelige måde. For når man har hørt hans taler mellem sangene og tricks til at hidse publikum op et væld af gange, begynder det at lyde som en plade, der er gået i hak. Heldigvis er han ikke begyndt at bruge teleprompter som forbilledet James Hetfield hos Metallica, men ellers er der ikke langt mellem de to. Ligesom Michael Poulsen og Volbeat har Robb Flynn kløgtigt nok ladet sig inspirere af Metallicas måde at få publikum med på vognen. Alene af den grund, at det har virket, burde man reelt give Hetfield en doktorgrad. For hans elever formår på samme måde at tryllebinde masserne og give dem oplevelsen af, at de denne aften er vidne til noget helt specielt.
Det er de bare ikke. Hvilken side af salen kan bedst gribe et halvtomt glas cola, når Flynn smider det ud? Hvem kan lave den største circle-pit under 'Bulldozer'? Det kan Aarhus, København, Hamburg, Wacken og alle de andre. Sådan er det.
Machine Head skal dog have ros for ikke at være gået helt over gevind med totalteater. Det er stadig bare fire storsvedende musikere, der kæmper sig igennem knap to timers koncert. Et stort bagtæppe og nogle bannere med deres logo på. Ingen storskærm med budskaber, sceneeffekter eller andet gøgl. Her holder Machine Head stien ren. Vi har så rigeligt af bands, der gør det andet i Megadeth, Iron Maiden, Volbeat, Metallica, Marylin Manson, King Diamond osv. Her er Robb Flynn og co. stadig helt nede på jorden og lader musikken og energien tale.
De gør det godt. Virkelig godt. Som én af dem, der ser dem mere end én gang pr. turné, begynder snak og tricks bare at virke som genbrug. Men resten af Vega havde en fest af en anden verden, så jeg må lide den tort at være ham den frelste anmelder, der har set det hele før mange gange og derfor ved præcis, hvad der sker og hvornår.
Til forskel fra koncerten i sommer i Aarhus havde Machine Head sådan set bare gjort det, at de havde flere numre med fra den nye plade. De gamle klassikere var ikke skiftet ud. De havde bare udvidet listen med tre numre. Det er god stil. Da Robb Flynn fra start annoncerede og spurgte, om vi var klar til to timers musik, var det således ikke tomme løfter. Det blev indfriet, og det blev ønskerne fra samtlige fremmødte også. På nær anmelderen, der savnede lidt kreativitet mellem numrene. Det kan også være for meget forlangt, at de skal opfinde den dybe tallerken hver aften, så de slipper for yderligere påtale.
Dommen er, at har man endnu ikke oplevet Machine Head live, så skylder man sig selv at få det med. Det er alle pengene værd. Har man set dem 10 gange eller mere, kan man dog godt efterhånden begynde at nedjustere sin frekvens. Så meget nyt er der heller ikke at komme efter.