Årsliste 2014 – Anders Molin

I 2014 var Anders glad for krigsgudsdigte, polsk ondskab, diverse gamle travere, mens han langer også ud efter pensionsmodne bands. 

Årets danske album:

1: Anubis Gate: 'Horizons' – Umoderne, ubrutalt men helt ufatteligt godt album, der satte Danmark på den progressive metals verdenskort – glem død og Elvis-rock – sådan gør man landet ære!

2: Sons of Death Valley: 'The Day of Reckoning' – Frisk og beskidt blanding af country, rock og metal, men uden at minde det mindste om Volbeat.

3: Aphyxion: 'Earth Entangled' – Dødens konfirmander fra Ribe har knap nået Sunny Beach-alderen, men alligevel har de begået et fremadstormende og umådeligt modent debutalbum. 

4: Raunchy: 'Vices.Virtues.Visions' – Med en ny sanger i folden har Raunchy genfundet sig selv i en ny og yngre udgave. 

5: SEA: 'sea' – tænk at man kan være så lidt nyskabende og alligevel give den danske hardrock-scene et forfriskende pust. Lutter godt sangskrivningshåndværk er heldigvis stadig vejen frem.

Pet the Preacher havde heller ikke gang i noget dumt.

Årets internationale album:

1: Behemoth: 'The Satanist' – Indiskutabelt årets mest gennemførte, smukkeste og ondeste skive. En moderne klassiker.

2: Devin Townsend: 'Z2' - Et album med symfonisk storladen skønsang og et rablende galt album om rumvæsenet Ziltoid. Devin Townsend er metallens største nulevende geni og virker umulig at stoppe – sideprojektet Casualties of Cool med hjemsøgt country-rock siger alt om samme persons alsidighed. 

3: Mastodon: 'Once More ’Round the Sun' – Jeg var ikke imponeret over middel i min anmeldelse, men efterhånden som roteringerne blev flere, gav det hele langt bedre mening og gik op i en højere enhed. Den endelige dom endte på, at dette er bedre end ’The Hunter’ og ikke uendeligt langt fra mesterværket ’Crack The Skye’. 

4: Steel Panther: 'All You Can Eat' – En forrygende tidsrejse mod årtiet, hvor håret var højere end rejsningen. Og med en udsøgt plat humor, entertainerevner og musikaliteten i behold.  

5: Billy Idol: 'Kings and Queens of the Underground' – Min store helt vendte tilbage, og en stor procentdel af min kritiske sans bliver muligvis lagt på hylden, men forstandige mennesker er heldigvis enige med mig i, at det er et fint album.

Bobler: Machine Head: 'Bloodstone and Diamonds' – Et potent comeback efter den lidt kedelige ’Unto the Locust’, og måske bedre end nummer 4 og 5 på min liste, men de to vinder dog ved at ramme min personlige smag bedre.

Årets internationale hit:

Behemoth: 'Oh Father, Oh Satan Oh Sun' – En regulær blackmetallisk trosbekendelse. Det er svært at forestille sig ondere musik, som ikke er udført af Lucifer selv. Nergal er tæt nok på.



Årets danske hit:

Raunchy: 'Digital Dreamer' – Landets hårdeste boyband kan stadig levere træfsikre ørehængere.

">

Krigsguden: * Hvad ønsker Charles Manson sig til jul? *

Det hvide Beatles album
I Smell-O-Rama
Sharon Tates trusser
Flydende LSD
Kult kongen
Klør sig i skægget
Look at your game girl
Og alt det pis
Death Valley nisser
Kun til pynt
Julemanden dolket
Creepy crawly
Glædelig jul

Årets genfundne klassiker:

King Diamond: 'The Eye' – Ikke genfundet – snarere opdaget. Trods umådelig begejstring for Kim fra Hvidovres meritter er denne smuttet under min radar indtil i år. Dumt! Dumt! Dumt! Men også en rar godte at falde over.

Den overså jeg i 2013:

Egentlig ingenting. Til gengæld missede jeg Francos digtoplæsning til Devilutions julefrokost 2014 – taler rygterne bare delvist sandt, er dette undertegnedes værste fejlbedømmelse af selvplacering.

Årets DVD/Blu-Ray:

Jeg genfandt i år mit gamle VHS-bånd med Billy Idols videoer – den var the shit omkring 1995, og verden har ikke ændret sig siden.

Årets koncerter:

Mit liv rummer pt ikke megen plads til koncerter, som jeg ikke selv spiller, men der var enkelte højdepunkter som retfærdiggør en top 3.

1: Twisted Sister – Helviti, Copenhell, 13-06-2014 – Fantastisk. Intet mindre. Et band med reelt kun 2-3 gode sange, men måske metallens bedste entertainer i front.  

2: Disneyland After Dark – Helviti, Copenhell, 14-06-2014 – Endelig fik jeg hørt det bedste danske hardrock-album i sin fulde længde. Det kunne efterlyses mere indlevelse, entusiasme og alt det, som gode koncerter er gjort af, men nostalgien vinder i mit tilbageblik.

3: Watain - Hades, Copenhell, 14-06-2014 - Det var ikke så meget musikken, selvom den også havde maksimum ondskab indbygget, men mere det visuelle med flammer og bannere i vinden, som fangede min fulde opmærksomhed.

Årets internationale navn:

Behemoth – Naturligvis. Men naturligvis også et år, hvor Devin Townsend kunne snuppe prisen. Machine Head og Mastodon følger lige efter, men er absolut ikke reelt i spil.  

Årets danske navn:

Jeg burde pege på Anubis Gate, men det er ikke nok at lave årets bedste danske album – man skal også ud på spillestederne og bevise sit værd. Derfor løber Aphyxion med æren, fordi det ser ud til, at verden hastigt forbereder sig på underkastelse.

Dog efterlyser jeg stadig et dansk navn, som kan noget helt unikt – altså som Mercyful Fate eller Black Sabbath – bare 2014-style.

Årets nye internationale navn:

The Dagger var et fedt nyt bekendtskab, men ellers løb jeg ikke ind i meget nyt og banebrydende. Jeg blev udsat for meget skidt, og som oftest fra egne ledet af verdens sande hersker, Vladimir Putin. I år viste Estate, Starkill og Gross Grolland, at Østeuropa trods topnavnet Behemoth stadig halter bagefter.

Årets nye danske navn:

SEA forbløffede mig totalt i et år, hvor de etablerede navne og/eller de forrige års gennembrud fyldte scenen. Dog har jeg også en vis fidus til Empire of Doom, men det må være 2015. Med en bedre sanger er Steel Inferno også på revival-trappen.

Årets comeback:

Mine ører har ikke lagt mærke til, at nogen nævneværdige kunstnere skulle have begået noget, som kunne kaldes et comeback.

Årets optur:

- Jeg blev en udgivende forfatter og det endda med historier, der ganske overraskende for mig selv ikke handlede om drager. Det skal helt klart prøves igen.

- Van Canto – Verdens dårligste ide er stadig noget af det sjoveste at anmelde. En dag må jeg opleve en koncert med blyanten nyspidset. Copenhell?

Årets største skuffelse:

- På nuværende tidspunkt ser næste års program for Copenhell ud til at være af en ganske skuffende kaliber, men jeg holder mig bagest i hylekoret og samler kræfter eller stikker af, når de endelige navne er på plads. 

- Lars Schmidts afsked med Devilution ærgrer mig også. 

Største ønske for 2015:

- Opløsningen af følgende dinosaurbands, som reelt ikke har leveret varen en rum tid, men lever højt på fortidens meritter og er blevet til omrejsende unødvendigt cirkus, der tager opmærksomhed, penge og koncertgængere fra langt mere aktuelle kunstnere. Farvel eller fornyelse af: Metallica, Megadeth (bemærk den ærmeløse t-shirt på billedet, red.), Manowar, AC/DC, Judas Priest, Anthrax... udfyld selv! Iron Maiden og Saxon er undtaget, fordi de er så skide hyggelige. 

- Færre rundbordsdiskussioner for metallens fremme! Stop! Spil musikken! Hør den! Drik den! Gentag! Er din metalmusik god nok, og gider du arbejde for den, sker der noget – ellers gør det ikke. Det er muligt, at svenskerne/tyskerne generelt tager bedre mod metal, end vi gør i Danmark, men jeg har aldrig hørt, skrevet om eller spillet metal, fordi jeg ønsker, at alle mennesker i landet skal elske det – men fordi jeg selv gør det!

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

- Nyt fra Blind Guardian – Tysklands, og dermed verdens, vigtigste power metal-band er på trapperne med en ny udgivelse, og deres klasse har forhindret dem i at lave et eneste fejlskud siden debuten i midtfirserne. 

- Nyt fra King Diamond – i 2014 laver man ikke længere opsamlingsalbum. Det tæller ikke og har ikke gjort det længe. Kun en ny skive kan berettige, at vi for alvor proklamerer kongens tilbagekomst. Vi venter, King!

Sagde jeg noget med dinosaurbands tidligere? Inkonsekvens er lige mig.