Hjemligt mesterværk
Populær
Anubis Gate er et af de få bands herhjemme, som spiller progressiv metal, men de gør det til gengæld også med meget høj klasse på nye skive.
2. Never Like This (A Dream)
3. Hear My Call
4. Airways
5. Revolution Come Undone
6. Breach Of Faith
7. Mindlessness
8. Horizons
9. A Dream Within A Dream
10. Erasure
Anubis Gate er nu nået til deres sjette album siden debuten i 2004, og 'Horizons' lyder i den grad som en udgivelse leveret af et modent band, der forlængst har fundet sig en personlig stil, hvor der kan trækkes på klassiske referencer fra tidlig progressiv metal uden at blive plagierende og miste sit eget udtryk.
De lægger ud i stærkt midttempo med 'Destined to Remember', der er godt pakket ind i mange lag rytme- og leadguitarer, og som ikke løber tør i den store melodi, fordi et ondt og slidende c-stykke får lov til at fylde med smuk solo - hæsblæsende, og de seks minutter flyver afsted.
Noget, der bærer Anubis Gate frem, er de storladne vokaler, og i efterfølgerne 'Never Like This (A Dream)' og 'Hear My Call' fylder dette meget, men igen er det god sangskrivning at fylde de instrumentale dele med stemningsfyldte passager, der giver ro - og i øvrigt modigt i progressive sammenhænge ikke kun at give solo-lir pladsen.
Et nummer som 'Airways' er knap så hæsblæsende som den fyrige indledende trio, og det giver naturligvis et godt tænkt pusterum. I perioder bevæger det sig endda væk fra metal, men grundet det tunge drive mangler man de eksplosive omkvæd, og så er det simpelthen bare ikke en lige så stærk melodi, som de tre forløbere på albummet har leveret.
Stærkest i voldsom udgave
I 'Revolution Come Undone' vender kvartetten straks tilbage med brutalitet og et højt tempo - det klæder med et ondt udtryk, men højdepunktet er dog et særpræget og meget modigt mellemspil af keyboard og bizarre samples. Anubis Gate har mange ideer, men formår på forbløffende vis at holde kursen.
Og nu klaver - naturligvis. Der er blevet vist tænder, og et øjebliks skønhed er nødvendigt. 'Breach of Faith' har dog mere at trække på: Her er plads til de længere toner og vis orden, og så et smukt hakkende stykke midt i, før strengene rives midt over i solo og det instrumentale stykke, der typisk for den progressive genre viser sig at udgøre et nummer i sig selv.
'Mindlessness' lægger sig naturligt i halen på dette, fordi sangen også er stærk i det rent instrumentbårne, uden at vokalmelodierne på nogen måde fejler. De er flotte og pompøse med et episk tilsnit, men bare ikke lige så fængende som første dels faste omkvæd.
Horisontens midtpunkt
Titelnummeret har til gengæld omkvæd, som sætter sig i ørerne. Flotte leadguitarer glider let over i verset, men sammen med efterfølgeren 'A Dream Within a Dream' gør de dog ikke så meget væsen af sig. Det kræver lidt, før melodierne rigtigt bider sig fast, men specielt sidstnævnte vokser og viser sig efter noget tid at være en af udgivelsens mest holdbare sange med sine knap 15 minutters historiefortællende opbygning.
Tilbage er kun at lade den akustiskbårne 'Erasure' afslutte et fremragende album, mens produktionen får de sidste ord. Allestedsnærværende Jacob Hansen har siddet bag knapper, han har uden at overgøre formået at proppe billedet med guitarer, effekter og en decideret pompøs trommelyd på et album, der både triumferer med de sære ideer, flotte melodier og noget så simpelt som gode sange.