Fra knægte til mænd
Populær
Lyden er ligeså komprimeret som selvtilliden på et debutalbum, der med nysgerrighed er ventet fra et band, der indtil videre mest har imponeret.
2. In Dedine
3. The Deterioration
4. No More Days Of Prime
5. Despicable
6. Born Abomination
7. Awoken
8. Blind Belief
9. The New Breed
10. Pointless Purpose
Hermed proklameres nye tider for Ribebandet, der siden begyndelsen i 2006, og dengang naturligvis begrundet, har haft en spændetrøje slaskende om sig. Én, der sommetider kan være et befriende og håbefuldt udgangspunkt, men som i længden også snærer, når det er på tide at sprede vingerne for at se, om de kan bære. Må mærkater som ’meget unge’, ’knøse’, ’knægte’ og ’konfirmander’ i fremtiden finde deres vej til nyere bands og hermed optræde for sidste gang i forbindelse med Aphyxion, hvis fem medlemmer efterhånden har rundet de 20 år.
Da vi interviewede Aphyxion i juni, var det som at feriere på drømmenes holdeplads, og til spørgsmålet om, hvad netop bandets drømme bestod af, var svaret det enkle og beskedne: At få udgivet en god debutplade på et godt label samt at få æren af at spille på de store metalscener og festivaler internationalt.
Og således blev det
I 2010 deltog Aphyxion i ’W:O:A Metal Battle’, og året efter vandt de konkurrencen og optrådte på Wacken Open Air. I 2012 kom singlen ’Despicable’, og efter utallige koncerter i ind- og udland vandt de Royal Beers Copenhell Band Battle, der udmundede i et spillejob på Copenhell i år. Sluttelig fulgte i foråret en friskpresset kontrakt med Mighty Music.
Vor anmelder der havde bandets forrige udgivelse under luppen, ep’en ’Obliteration of the Weak’, vurderede forventningsfuldt, at de 15-17-årige drenge snart ville blive mænd, med begrundelse i det anbefalelsesværdige materiale, der emmede af potentiale.
Og nu? Ja, her er så Aphyxions debutalbum. En tung post på ønskesedlen, som nu er lykkedes, hvorefter de vil blive bedømt på lige fod med de tunge drenge, for det er også, hvad det indebærer at ryste ungdomsprædikatet af sig og vende ryggen til livet som dilettant og træde ind i de voksnes rækker. Ikke at dette har med alder at gøre, men derimod med vilje, potentiale og det eftertragtede usynlige rygmærke med ordene recording artist. Men den der gør noget, risikerer noget.
Stadig imponerende?
Og det er ikke, fordi ’Earth Entangled’ er meget indtagende ved første lyt. Da Devilution anmeldte bandets udskejelser på Copenhell, var dommen lige så entydig som dette første indtryk af debuten. Det hele var ”meget strømlinet og ved at forsvinde i bunken af bands, der har hele pakken, og kun den”.
Og lige så lidt som jeg var til samme koncert som Copenhell-anmelderen, lige så lidt kedelig viser ’Earth Entangled’ sig at være, for som den folder sig ud, er albummet meget mere end endnu en tam pølseproduktion på hylden med dødsmetal. Men albummet er let at gå til og melodierne tæt på at være for neutrale til at bide sig rigtig fast.
Indtrykket er en blanding, og det modsatte åbenbarer sig heldigvis i numre som ’No More Days Of Prime’ og ’Despicable’, der med In Flamesk lethed sammenfletter punch, melodisk finesse og hitriffs a la Suffocations overbevisende tyngde og kraft, hvilket får det hele til at fremstå komplet. Ja, Aphyxion kan stadig imponere.
Jacob Hansen har drejet på knapper sammen med Aphyxions guitarist Jonas Haagensen, og det har resulteret i et tungt og skarpt lydbillede, der har fikspunkt på trommerne og Aphyxions uundgåelige brand, forsanger Michael Vahl. Har man set ham i aktion, er man med garanti både blevet spyttet i ansigtet og samtidig mindet om, hvordan Bo Summers lillebror kunne have set ud og ageret, hvis han var gået i storebrors fodspor.
Hvis Summer er en tank, har Vahl lige flyttet sig til niveuaet over bobcat, og de to har både den sønderrivende dybe vokal og den momentære knæbøjningsprægede 'krabbestand' til fælles. Bliv ved med det, Vahl, men lær også af koryfæer som førnævnte, når han læner sig tilbage og kontrollerer scenen. Publikumstække er andet og mere end headbanging og nedadvendte mundvige, og med tiden kan bobcaten snildt vokse sig mægtig i sin fremtoning; sammenligningen skal først og fremmest ses et uforbeholdent kompliment.
Pas på
I det hele taget kan balancen kan være hårfin, når man er ved at slå igennem, så Aphyxion, hold nu fast. Lad være med at blive den forudsigelige metervare og giv i stedet plads til den autentiske lyd. Og til lytterne: Pas på! Albummet gemmer på mere, end hvad det antyder ved kortvarig opmærksomhed. Invester i den ekstra gennemlytning.
’Earth Entangled’ lykkes i store træk for Aphyxion, der forhåbentlig kan nyde efterdønningerne af veludført arbejde. Herfra efterlades der plads i karakteren, for Aphyxion er trods deres gode ideer og tekniske kunnen ikke færdigudviklede, og godt det samme.
'Earth Entangled' kan streames her, men husk også at købe det til koncerterne. Den første i rækken finder sted d. 12. september på Kulisselageret