Copenhell 2014: Pænt og færdigpakket
Populær
Aphyxion er ovre konfirmationsalderen og ved at finde deres plads på hylden.
Aphyxion var på alles tunger, dengang de vandt W:O:A Metal Battle i 2011. De var så unge, så dygtige, så unge, tekniske, og så var de vist det yngste band, der nogensinde har spillet på Wacken. Jeg var selv til koncerten i WET-teltet dengang og husker at være imponeret på trods af skodlyden derinde.
Til koncerten på Copenhell var det omvendt. Lyden på Pandæmonium var rigtig god og ikke påvirket af den vind, der ødelagde en del andre koncerter. Publikum var der også nok af, på trods af det tidlige tidspunkt, og med en Royal Band Battle-sejr i ryggen var der også kommet en del opmærksomhed og hype om koncerten.
Drengene er blevet en del mere scenevante, end de var for fire år siden, da de mindede om dådyr fanget i lyset fra et sæt forlygter på den store scene. Forsanger Mikael Vahl var ikke genert over for publikum, og der var en vis afslappethed på scenen. Det løsnede også lidt op, da Vahl sagde at de ‘ikke er mere end lige konfirmeret...’, mens publikums latter overdøvede resten af sætningen.
Det var desværre noget af det mest mindeværdige fra koncerten. Hvis man var fan i forvejen eller meget opsat på koncerten, tror jeg meget gerne, man er gået derfra vel tilfreds. Men for mit vedkommende er kiddie-effekten aftaget, og resten står ikke tilbage som synderligt interessant. Musikken er velskrevet og fint udført, men er lidt hurtigt glemt under en tre-dages festival, der ellers repræsenterer noget af det bedste fra genren.
Jeg husker egentlig mest at lægge mærke til ligheder med Arch Enemy, og jeg at tænkte, at en af deres sange lyder præcis som ‘We Will Rise’. Men de er alligevel langt fra Arch Enemys niveau. Jeg har ellers været positivt stemt over for deres ep ‘Obliteration Of The Weak’, og hvad jeg hørte af det kommende album i Bashelvedet.
Men til selve koncerten var det mere førnævnte kommentar, jeg lagde mærke til, og den skamløse reklame for Royal, der foregik på scenen. Overordnet set lader de til at have rigtig meget støtte bag sig, med kontrakt, sponsorater og Jacob Hansens navn på den kommende plade. Det er måske også der, det begynder at glippe, idet det bliver meget produceret og strømlinet. De unge drenge er ved at nå de voksnes rækker, men desværre måske også ved at forsvinde i bunken af bands, der har hele pakken, og kun den. De er måske lidt generiske, er hvad jeg prøver at sige. Noget der måske ikke var så tydeligt, da de imponerede i forhold til deres alder.